Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
10:30 08.10.2026 Minna Skau

Minister: B.T.-opråb får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen

Minister: B.T.-opråb får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen

Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt synes, det er vigtigt at lytte, når journalister udtrykker bekymring. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) drager i et opslag på Facebook en parallel mellem B.T.-medarbejdernes bekymring for politisk pres fra ledelsen til, hvad der sker for medier i USA.

”Jeg læste i går en lille historie i fagbladet Journalisten, der næppe kommer til at rydde forsiderne. Men faktisk løb det mig lidt koldt ned ad ryggen,” skriver ministeren, der ikke ønsker, at avisers indhold skal være "holdning forklædt som journalistik".

Han beskriver den fælles offentlighed som ”noget af det fineste ved Danmark”. Og konstaterer, at Danmarks publicistiske og journalistiske tradition dikterer, at journalisten anvender de bedste fakta og kilder til at oplyse enhver sag.

”På den anden side af Atlanten ser vi, hvor galt det kan gå, når politik og medier deler sig op i lejre. Medier bliver valgt til og fra, efter om dækningen er venlig. Sommetider bliver kritiske medier helt nægtet adgang.”

Jakob Engel-Schmidt understreger, at han ikke siger, at det er det samme, der sker i Danmark. Han noterer sig også, at B.T.'s chefredaktør afviser kritikken. Men han synes alligevel, der er grund til at lytte til kritikken fra B.T.’s medarbejdere, sådan som den er fremkommet i et bekymringsbrev til ledelsen.

”Selvfølgelig må B.T. være borgerligt. Politiken må være Politiken. Berlingske må være generelt mavesure o.s.v. Men der er forskel på at have en politisk profil og at have en politisk facitliste.”

Jakob Engel-Schmidt afslutter sit opslag med at skrive, at han ikke ønsker partipressen tilbage i Danmark.

”For så mister vi til sidst noget ret dyrebart: Et sted, hvor vi trods alle vores uenigheder stadig kan mødes om, hvad der faktisk er sket.”

 

SENESTE NYT

Flere nyheder