DR’s dokumentarchef, Mikala Krogh, skifter til DFI. Foto: Agnete Schlichtkrull
Dokumentarchef Mikala Krogh stopper i DR, hvor hun har været ansat i knap fire år. I stedet tiltræder hun fra årsskiftet i en ny stilling som dokumentarchef hos Dansk Film Institut (DFI).
Det oplyser hun til Journalisten.
”Det har været en virkelig svær beslutning, som er truffet med kæmpe vemod,” siger hun.
Baggrunden for beslutningen var et attraktivt jobtilbud fra filminstituttet, hvor Mikala Krogh stadig kan få mulighed for at påvirke hele dokumentarområdet.
Hænger ikke sammen med ny ledelse
Dermed hænger beslutningen altså ikke sammen med, at der er kommet en ny ledelse i DR, som barsler med en ny strategi for huset.
”Overhovedet ikke. For den er ikke implementeret endnu. Det hænger sammen med, at den her jobmulighed opstod nu, og hvis den ikke var kommet, var jeg blevet,” siger Mikala Krogh.
Hun tilføjer, at hun er utroligt stolt og glad for de projekter, hun har været med til at lave for DR. Som konkret eksempel nævner hun programmet ’Skyggekrigen’, som netop i dag har været omtalt på grund af frifindelsen af en af journalisterne bag.
Udsat for kritik
Men dokumentarafdelingen i DR har også været mål for heftig kritik det seneste år. Særligt slemt ramt var dokumentaren ’Grønlands hvide guld’, som fik massiv kritik for fremlæggelsen af et tal på 400 milliarder kroner, som flere eksperter kaldte misvisende.
Forløbet om dokumentaren endte med at koste daværende DR-chefredaktør Thomas Falbe jobbet.
Senest har der været kritik af DR i forlængelse af en dokumentar om Steinerskolerne, som aldrig blev vist på DR, men i stedet blev opkøbt af TV 2.
Over for Journalisten rettede dokumentarfolk kritik af DR for at have mistet mod, hvilket DR afviste.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.