Frederik Hugo Ledegaard Thim vandt Cavlingprisen i januar 2023. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
En sag om ærekrænkelse er endt med en frifindelse af DR-journalisten Frederik Hugo Ledegaard Thim.
Det oplyser Københavns Byret til Ritzau.
Modparten var Jesper Larsen, der beskriver sig selv som borgerjournalist og mediekritiker, og sagen handler om DR-dokumentarserien ’Skyggekrigen’.
I ’Skyggekrigen’, som DR har lavet i samarbejde med medierne NRK i Norge, SVT i Sverige og finske Yle, beskrives det, som journalisterne betegner som et netværk, der spreder russisk misinformation i Norden.
Ifølge DR var Jesper Larsen en del af det netværk.
Krævede 200.000 kroner
Jesper Larsen har i retten ifølge Berlingske beskrevet det som et karaktermord.
Hans krav har lydt på 200.000 kroner i godtgørelse, ligesom han har krævet, at DR skal dementere en række påstande om ham, skriver avisen.
’Skyggekrigen’, som blev sendt i 2023, beskrev også flere andre former for russisk aktivitet i Norden.
Blandt andet kunne dokumentaristerne sætte navn på 38 russiske efterretningsfolk, som i de senere år skal have arbejdet på russiske ambassader i Norden.
Frederik Hugo Ledegaard Thim fik i 2022 en Cavling-pris for podcastserien ’Det Levende Bevis’.
Lovgivningen om æreskrænkelser er en del af straffeloven. Men modsat andre straffelovssager føres de i hovedreglen ikke af anklagemyndigheden, men anlægges som en privat straffesag.
Det er også tilfældet her, hvor Jesper Larsen har krævet journalisten idømt en bødestraf på ti dagbøder på 3000 kroner hver.
Artiklen er opdateret 3. december med de to sidste afsnit.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.