Mediehusene Midtjyllands medarbejdere skal snart ud i endnu en fyringsrunde, hvor der lægges op til at afskedige fem redaktionelle medarbejdere og fem medarbejdere uden for det redaktionelle miljø.
Det bekræfter adm. direktør Alex Nielsen over for Journalisten.
”Økonomien hænger ikke sammen,” siger han og tilføjer:
”Indtægtsgrundlaget fra salg af indhold og salg af annoncer kan ikke modsvare det omkostningsniveau, som virksomheden er på. Og derfor har vi set os nødsaget til at foretage det her skridt.”
Vil ikke uddybe
Alex Nielsen ønsker ikke at komme ind på, hvorvidt sparerunden får øvrige konsekvenser for medarbejderne eller det slutprodukt, der kommer ud til kunderne.
”Jeg vil gerne drøfte virksomhedens situation og planer med tillidsmændene først, inden jeg taler med pressen om det,” siger han.
Tillidsrepræsentant Niels Hansen oplyser til Journalisten, at tillidsrepræsentanterne for nuværende ikke har kommentarer til fyringsrunden.
Seneste fyringsrunde i huset var i november sidste år, hvor syv stillinger blev nedlagt.
Også i 2023 var Mediehusene Midtjylland igennem to fyringsrunder.
I starten af 2023 var Mediehusene Midtjylland igennem to fyringsrunder. I februar 2023 skulle omkring 10 procent af de redaktionelle medarbejdere skæres fra, hvilket kostede to journalister og to fotografer jobbet, mens to journalister modtog en frivillig fratrædelse. Bare en måned senere skulle der igen spares, og det blev varslet, at to medarbejdere skulle afskediges.
Fik kritik for diskrimination
Mediehusene Midtjylland har tidligere fået kritik i kølvandet af en fyringsrunde, hvor det stod klart, at der var foretaget aldersdiskrimination.
Det skete i marts sidste år, hvor Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) vandt en sjælden sag, hvor Herning Folkeblad skulle betale knap 600.000 kroner i samlet erstatning med procesrente til to medlemmer.
De to medlemmer var henholdsvis 64 år og 61 år ved fyringsrunden og havde ifølge DJ længst og næstlængst anciennitet blandt de redaktionelle medarbejdere.
Ifølge DJ’s lønstatistik var der i 2024 omtrent 55 DJ-medlemmer iblandt de ansatte i Mediehusene Midtjylland.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.