Debat

Medvirkende kritiserer program: DR svigter sit ansvar

”For seerne er DR’s ’Dobbeltspil’ ren underholdning. En skrabet, men tilforladelig omgang all-inclusive – under jorden. For mig som deltager var det en voldsom oplevelse,” skriver psykolog Jacob Thorsen

Ja – jeg har deltaget i DR’s nye store satsning: ’Dobbeltspil’. Et realityspil så kompliceret, at hverken deltagere eller seere synes at kunne forstå reglerne – og nej, jeg vandt ikke. Dette er dog hverken et indlæg fra en frustreret taber eller en vred seer – ej heller et ønske om at få medynk eller medlidenhed. Det er et indlæg fra en deltager, som tilfældigvis også er en fagperson, der har indgående kendskab til de kræfter, der kan sættes fri, når mennesker placeres under ekstreme forhold. Jeg er nemlig også krise- og organisationspsykolog – og det er med udgangspunkt i disse faglige erfaringer og mine egne personlige erfaringer fra bunkeren, at jeg her udtaler mig.

Undersøgelsen af menneskelig ondskab

Tiden efter Anden Verdenskrig var tiden for de store socialpsykologiske eksperimenter. Tag eksempelvis Zimbardos fængselseksperiment, Milgrams lydighedsforsøg og  Sherif og Sherifs eksperiment Robbers Cave, hvor trængende studerende i forskningstegn blev udsat for forskellige ting. Resultaterne af disse eksperimenter var overraskende – hvis ikke revolutionerende. I alle eksperimenterne gik forsøgspersonerne længere, end man havde forventet, og hvad godt er. Alle eksperimenterne havde også på hver deres måde frisat den menneskelige ondskab, og den menneskelige ondskab var spundet ud af kontrol. Konklusionen på disse eksperimenter blev, at ondskab ikke bor i individet. Alle kan blive onde, hvis de sættes under de rette forhold og udsættes for den rette mængde pres.

Ikke alle var opmærksomme på sådanne eksperimenters slagside. Tag igen Zimbardos fængselseksperiment, hvor nogle af ’fangevogterne’ som sagt havde udviklet sig til bødler, hvorfor eksperimentet blev afsluttet præmaturt. De sociale roller blev ophævet igen, og de studerende blev sendt hjem. Man overså imidlertid betydningen af dekompression – den gradvise overgang tilbage til den virkelige verden. Efter eksperimentet fik flere ’fangevogtere’ angiveligt mentale problemer. De kunne ikke udholde de mennesker, de var blevet til under eksperimentet.

Det, du ikke så på tv

For seerne er ’Dobbeltspil’ ren underholdning. En skrabet, men tilforladelig omgang all-inclusive – under jorden. For mig som deltager var det en voldsom oplevelse – nok voldsommere end for andre deltagere. Bevares, ingen i bunken gav hinanden strøm eller sloges, men nogle af mekanismerne fra de førnævnte eksperimenter ulmede under overfladen – og det var noget af det, jeg reagerede på. Alt det usagte. En gennemgang af mine oplevelser kan findes her.

Har DR svigtet sit ansvar? JA!
Jacob Thorsen, organisationspsykolog

Det oplagte spørgsmål er, hvorfor deltog du så, Jacob? Det samme spørgsmål har jeg også stillet mig selv flere gange. Lad mig forklare det på den måde. En af mine venner købte for et par måneder siden et iglotelt på Temu til den nette sum af 60 kroner. En god handel, tænkte han. Da pakken kom fra Kina, viste sig, at teltet var en miniatureudgave af et telt, formentlig til et dukkehus. Min ven blev ligesom jeg forført af noget, der viste sig at være noget andet i virkeligheden. Hvis jeg havde vidst det, jeg ved i dag, ville jeg aldrig have deltaget.

DR må tage ansvar for etikken

Har DR svigtet sit ansvar? JA! Vi fik løn under vores ophold. Ergo må vi deltagere vel være at sammenstille med deres medarbejdere. I Danmark skal man mig bekendt ikke få det dårligt af at gå på arbejde. Får man det som medarbejder dårligt på arbejde, er der heldigvis kompetente kolleger og andre til at samle en op. Dette gjaldt desværre ikke alle hos DR, ligesom alle deltagere ikke blev berørt på samme måde som mig.  Men er én ikke én for mange?

Kan man lave etisk forsvarligt reality-tv? Det korte svar er nej. Dette svar kræver dog nogle nuancer. Jeg tror nemlig ikke, at reality-bølgen kan stoppe. Derfor vil jeg hellere slå et slag for etisk forsvarligt tv. Men hvordan gør man det? Dette ville kræve en hær af ansvarlige producenter, dygtige medarbejdere og kompetente fagpersoner, som ved tilstrækkeligt om de mørke kræfter, der kan risikere at blive sluppet løs i både kældre og bunkere. Det mødte jeg desværre ikke hos alle i produktionen. DR: det er en ’ommer’.

Jacob Thorsen er organisationspsykolog

Fotograf: Kell Schomarcker

--

Kommentar fra Erik Struve Hansen, chef for afdelingen Bred Kultur og Fakta, DR:

Det er beklageligt, at Jacob Thorsen ikke har været glad for at deltage i vores nye program ’Dobbeltspil’. Vi er kede af, at han har haft den oplevelse, og det skal vi både lytte til og lære af.

Forud for programmet har vi forberedt de medvirkende grundigt på deres deltagelse, så de vidste, hvad de gik ind til. Vi har været meget tydelige over for deltagerne – helt fra casting-opslaget, hvor det fremgik, hvad programmet gik ud på, og hvad deltagerne skulle igennem på optagelserne. Herudover har de medvirkende hele vejen haft mulighed for støtte og samtaler.

Vi er bekendte med Jacob Thorsens kritik, og vi har løbende haft dialog med ham for at imødekomme hans kritik.
Jacob Thorsen sammenligner i indlægget sit ophold i bunkeren med de social-psykologiske eksperimenter i menneskers ondskab, som der blev forsket i efter Anden Verdenskrig. Den beskrivelse af opholdet i bunkeren kan vi i DR på ingen måde genkende.

Programmet indeholder konkurrenceelementer og forskellige udfordringer, præcis som seerne kender det fra andre gameshows. Alle medvirkende har frivilligt stillet op til casting på programmet, har deltaget af egen vilje og er både inden og under produktionen blevet informeret om præmisserne for deltagelsen. Deltagerne havde desuden mulighed for at trække sig, hvis de ville det. Når det er sagt, så er ’Dobbeltspil’ et helt nyt format, og alle input og reaktioner tager vi med i evalueringen af programmet.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right