Er objektivitet stadig en dyd, vi gerne dør for som journalister? Eller er det helt OK med subjektivitet for fuld udblæsning, fordi vi hellere vil være værdikrigere end objektivister?

Det er spørgsmålet efter den nyligt overståede valgkamp, hvor tendensen mod subjektivitet, manglende bredde og uvidende mikrofonholderi var tydeligere end ellers.

Som en, der har bevæget sig journalistisk mv. i fødevareklyngen i årtier, var det tydeligt, at de fleste kollegaer lever i fuldkommen uvidenhed om landbrug og hvordan de fødevarer, de finder i butikkerne, er frembragt.

Altså er de kun i stand til at holde mikrofonen frem, når politikere, forskere og andre udtaler sig om fx om grundvand, vandmiljø eller svineproduktion.

Måske kan det gå an, at vi som journalister ikke ved noget om emnerne, når blot vi omhyggeligt udvælger kilder repræsenterende forskellige synspunkter. For de kilder findes selvfølgelig – og vil gerne være med i debatten.

Men tendensen har helt klart været kildevalg, der matcher bestemte holdninger – det er de facto en-kilde journalistik.

For eksempel udvælges den samme professor igen og igen, når det handler om kvælstof – mens andre med samme job, men andre synspunkter, udelukkes.

Samme gælder inden for brug af bekæmpelsesmidler/pesticider, som næsten konsekvent kaldes sprøjtegifte – hvorfor bruge netop det slang, som ikke eksisterer i lovgivning mv.? Vi kalder jo heller ikke biler ”firhjulede dræbermaskiner” osv. osv.

Det er subjektivitet for fuld udblæsning.

Griseri eller dyrevelfærd?

Uden at blive alt for faglig vil jeg gerne nævne et eksempel på manglen på indsigt – eller manglen på lyst til at gå i kødet på bestemte holdninger.

Det er og vil altid være OK at stille spørgsmålstegn ved vores svineproduktion – dens størrelse, dyrevelfærden og så videre. Hvor den til enhver tid gældende lovgivning selvfølgelig skal overholdes – og hvis svineproducenterne ikke kan finde ud af det, så kontrollere dem endnu mere. Hvad deres topfolk i øvrigt selv tilkendegav i en kronik under valgkampen.

Men når jeg ser en politiker i bedste sendetid stå foran en mudret mark uden en eneste plante og argumentere for frilandsgrise, undres jeg. Hvorfor bliver hun fx ikke spurgt: ”Hvor tror du, grisenes gødning forsvinder hen?”. For selvsamme politiker vil jo gerne have rent grundvand…..

Ja, hun er også meget bekymret for klimaet, og det er notorisk, at øget dyrevelfærd er lig øget klimabelastning, fordi der bruges en del mere foder til at fremstille den slags kød. Lige som det er notorisk, at sammenpresset jord som den, frilandsgrisene går på, med højt indhold af kvælstof, udleder lattergas, som er en betydeligt værre klimagas end CO2.

Måske kunne hun også være spurgt, om det er OK, at en noget højere procentandel pattegrise dør ved frilandsproduktion.

Men det skete ikke, og dermed sidder cirka 90 procent af danskerne tilbage med en tro på, at frilandsgrise er meget bedre på alle niveauer end konventionel svineproduktion.

Er det ikke subjektivitet for fuld udblæsning?

Et anslag mod demokratiet

Min egen, helt personlige og subjektive holdning er, at den gamle hæderkronede dyd om objektivitet er det virkelige og eneste brugbare fundament for journalistikken.

Vi, og dermed også vores politikere, kan ikke træffe kvalificerede, fremadrettede beslutninger, der tilgodeser alt det, vi ønsker at opnå, uden at vi som journalister fremlægger pluralistiske fakta og synspunkter i det offentlige rum.

Subjektivitet for fuld udblæsning er nemlig et anslag mod demokratiet – og det bør vi derfor undgå jo før jo bedre.

Hvis vi ikke kan finde ud af det, foreslår jeg en ny form for journalistik, vi kan kalde ”Faktalistik”.

Niels Damsgaard Hansen er fhv. chefredaktør og fhv. formand for Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister.