Mediet er overdraget til Dragør Nyt, der efter planen skal videreføre hjemmeside og Facebook-side. Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Virksomheden Vikings Media, der har drevet mediet Dragør News, drejer nøglen om og lukker sig selv efter at have tabt en sag om manglende udbetaling af løn og feriepenge til journalist Anne Grønlund Jørgensen.
Det oplyser formand og direktør i selskabet Søren Mejer Johansen til MediaWatch.
Anne Grønlund Jørgensen fik på sin anden arbejdsdag den 2. februar at vide, at hun ikke ville få udbetalt løn på grund af virksomhedens økonomi.
Efterfølgende meldte hun sig syg og vendte ikke retur til arbejdet, og hun har med Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation ført en sag, der er endt med, at Vikings Media skal betale journalisten, der er lettet over sagens afgørelse, 52.109 kroner.
”Det har været et sandt mareridt for mig,” siger hun til MediaWatch.
Søren Mejer Johansen forklarer til MediaWatch, at Vikings Media ikke har indgivet svar i sagen, og at han ingen interesse har i at drive virksomheden videre.
Overdraget til andet Dragør-medie
Vikings Media lancerede Dragør News som hjemmeside og facebook-side for et års tid siden.
I slutningen af juli blev mediet dog overdraget til Dragør Nyt, som efter aftale med Vikings Medias flertalsejer og tidligere direktør, Trine Skov, skal videreføre både hjemmesiden og Facebook-siden.
“Jeg har brugt det sidste år på at skabe et fællesskab til Dragørs bedste, hvor borgere og annoncører har kunnet møde hinanden. Jeg er stolt over, hvad jeg har fået bygget op, men jeg må også erkende, at jeg ikke kan fortsætte,” udtalte Trine Skov i den forbindelse på Dragør News hjemmeside.
Ifølge hende så hun sig nødsaget til at fratræde som direktør efter en uoverensstemmelse mellem flertals- og mindretalsejeren i Vikings Media.
“Vi blev både overraskede og meget beærede over, at Trine Skov valgte at kontakte os, da hun havde brug for en løsning for at videreføre Dragør News. Selv om vi i princippet har været konkurrenter, så har vi løbende haft en god dialog med hinanden, og jeg har den største respekt for det, som Trine med meget få midler har kunnet bygge op,” sagde chefredaktør for Dragør Nyt, Henrik Aksø Stark, til Dragør News i slutningen af juli.
Dragør Nyt satser med millionstøtte
En uge inden overdragelsen kom det frem, at Dragør Nyt kommer til at modtage tre millioner kroner i Innovationsstøtte over de næste tre år.
Millionerne skal gå til at redde avisen, der har ligget på randen af lukning de senere år.
Henrik Aksø Stark afviser over for Dragør News, at overtagelsen af det ekstra digitale medie har noget med redningsplanerne for Dragør Nyt at gøre. Hvordan Dragør News, der ikke har udgivet noget siden 31. juli, skal videreføres, er tilsyneladende stadig uklart:
”Dragør News er på pause, mens vi overvejer, hvordan gruppen skal bruges i fremtiden. Indtil da kan du følge med i alle de lokale nyheder på DragørNyheder og Dragør Nyt,” blev der skrevet på profilen den 11. september.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.