Der bor godt 12.000 mennesker i Dragør Kommune, der ligger mindre end 20 kilometer fra centrum af København. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Beløbet er stort.
Det er ambitionerne også hos lokalmediet Dragør Nyt, der netop har fået tildelt 3,3 millioner kroner i udviklingsstøtte fra Innovationspuljen til at udvikle mediet over de tre år.
”Vi vil gerne skabe noget, hvor andre om tre år siger 'nå, kunne man også gøre det sådan?'”
Det fortæller Rasmus Mark Pedersen, der sidste år blev ansat som freelancejournalist og som udviklingskonsulent hos Dragør Nyt.
De tre millioner kroner fra Innovationspuljen dækker 40 procent af udgifterne til det samlede udviklingsprojekt. De sidste 60 procent tager ejer og chefredaktør Henrik Askø Stark med ind.
Baggrunden for ansøgningen om udviklingsstøtte er en økonomisk krise på avisen.
Henrik Askø Stark, ejer af Dragør Nyt
De seneste syv år har Dragør Nyt kørt med røde tal på bundlinjen, chefredaktøren har arbejdet sig selv halvt i sænk, og selvom Henrik Askø Stark ikke er stor tilhænger af mediestøtte, gik han med på ideen.
Trods redningsforsøg, der blev iværksat lige inden corona lukkede landet ned, har tanken om, om det var det for Dragør Nyt, været oppe at vende.
Det er særligt svigtende annonceindtægter, der har ramt avisen. Dels på grund af de velkendte corona-problematikker, men også fordi virksomheder i Dragør, der før var lokale, nu er blevet opslugt at større kæder.
”Vi har været ekstremt direkte i projektbeskrivelsen og lagt det meget direkte frem. At vi dør, hvis ikke der sker noget,” siger Henrik Askø Stark.
Lover at forhindre nyhedsørken
Projektbeskrivelsen rummer dog ikke kun dommedagsprofetien. Den indeholder også 18 konkrete udviklingspunkter, der ikke bare skal holde avisen i live, men også give den nyt liv.
”Vi har lovet at forsøge at sørge for, at en kommune som Dragør ikke bliver en nyhedsørken og er kommet med vores bud på, hvordan vi gør det på en måde, hvor journalistikken blomstrer, er gratis og der kommer sorte tal på bundlinjen,” siger Rasmus Mark Pedersen.
Hvad de 18 udviklingspunkter helt konkret handler om handler om, vil de to ikke gå i detaljer med. Helt centralt står dog, at avisen skal være attraktiv for de lokale annoncører.
”Det handler om god journalistik, meget tydeligere markedsstrategi og en helt anden distribution, både fysisk og digitalt,” siger Rasmus Mark Pedersen og tilføjer:
”Det er et stort projekt, der omfatter alt. Når projektet er slut, har vi en bedre papirudgave, men også et mere levende online univers med hjemmeside, sociale medier og nyhedsbreve.”
Som det er i dag tjener Dragør Nyt ingen penge på den digitale del af avisen, og der er ingen ambitioner om at oprette en betalingsløsning digitalt. Tværtimod. Målet er at finde en digital forretningsmodel, der er gratis for brugerne, for for Dragør Nyt er det et kvalitetsstempel, at folk vil læse indholdet - ikke at de vil betale for det.
Ifølge Henrik Stark Askø og Rasmus Mark Pedersen har de i ansøgningen til Innovationspuljen gjort det klart, at de vil benytte sig af en såkaldt laboratorietilgang, der gør, at de vil kunne prøve ting af, uden at skulle holde fast i dem.
”Hvis ting ikke virker, så dropper vi det igen og finder en anden vej, støtten også går til,” siger han.
En rigtig provinsby
Dragør Kommune ligger omkring 17 kilometer fra Rådhuspladsen i København og rummer lige godt 12.000 indbyggere. Man kunne fristes til at tænke, at det er unødvendigt med en lokalavis til at dække et så lille et område så tæt på København.
Men Dragør er ikke som sådan en del af København og har sine helt egne udfordringer i forhold til ting som kystbeskyttelse, oversvømmelser af de fuldstændig flade områder, og det er nok de færreste, der vil råbe hurra for de offentlige transportforbindelser til og fra Dragør.
”Det er en provinsby. Det er ikke bare en forstad,” siger Rasmus Mark Pedersen, der selv er vokset op derude.
”Man bakker op om det lokale på en helt anden måde end i en forstad. Og så er vores held jo, at det er så herligt at bo herude, at huspriserne er banket op, så ingen af os har råd til at bo herude. Men det giver et købestærkt publikum,” tilføjer han.
Rasmus Mark Pedersen
Hverken han eller Henrik Stark Askø tror på en lokalavis-model, hvor man prøver at effektivisere ved at rykke ud af byen som andre lokale mediehuse har gjort ved at samle lokalredaktioner. Og han forstår slet ikke ideen om at skulle dække lokalt nyt med telegrammer fra Ritzau.
”Tilstedeværelse er vigtigt. For mig er vejen til at dræbe interessen for lokalavisen at flytte medarbejdere ud af byen. Det vil helt ind i sjælen være ærgerligt og synd,” siger han.
Derfor er det vigtigt at være til stede ved begivenheder i byen, og når Dragør Boldklubs førstehold rykker op i Københavsserien. Den opfattelse deler Rasmus Mark Pedersen.
”Vi er til stede ved transporten ind til byen. Der, hvor der bliver handler. Der, hvor der er fritidsaktiviteter og til havnefesten lørdag aften. Jo mere vi er til stede, jo mere relevante er vi. Og des bedre forretning får vi,” siger han.
Vokset op med avisen
Henrik Askø Stark lægger ikke skjul på, at han har været ved at slide sig halvt ihjel på at sikre avisens overlevelse i Dragør.
Han ville simpelthen ikke kunne holde til to år mere, hvis skuden ikke bliver vendt rundt.
”Når nu Henrik ikke selv vil sige det, så er det kærlighed til avisen og Dragør, der gør, at han bliver ved,” siger Rasmus Mark Pedersen.
Derfor faldt det også ejeren af avisen for brystet, da Journalisten forleden skrev, at Dragør Nyt ligner en lokalavis som de fleste andre. For avisen adskiller sig fra mange andre lokale aviser, der i dag er ejet af mediekoncerner som JFM, Sjællandske Medier eller Det Nordjyske Mediehus, mens Dragør Nyt er stadig ejet lokalt.
Henrik Askø Stark er ikke vokset op i Dragør, men han er nærmest opflasket med avisen, fordi han kommer fra den familie, der i sin tid trykte avisen på Islands Brygge i København.
”Jeg lærte alfabetet af stålbogstaverne inde på trykkeriet på Islands Brygge, jeg kender stifterens familie, og jeg har været med hele livet. Jeg kender alle mulige mennesker og foreninger her i Dragør. Når de er glade, så er jeg også glad,” siger han.
For Henrik Askø Stark vil det næsten også være det værst tænkelige, hvis Dragør Nyt om tre år er et sted, hvor folk er ligeglade med avisen.
”Men det har jeg svært ved at se for mig. For reaktionen er, at folk er glade for det, vi laver,” siger han.
Og Rasmus Mark Pedersen kommer til at tage det personligt, hvis avisen ikke når i mål indenfor tre år.
”Det vil være en personlig fiasko, hvis de tanker og tal er helt ude i skoven. Jeg er kommet og har sagt, at jeg tror afgørende på, at vi kan gøre det på den her måde. Hvis vi sammen kan vise det, er lykken gjort.”
- A4 Medier: 3.000.000 kr.
- Dagbladet Information: 2.993.592 kr.
- Danwatch: 2.228.000 kr.
- DIVE: 232.000 kr.
- Dragør Nyt: 3.285.200 kr.
- Føljeton: 345.420 kr.
- Globalnyt: 1.370.000 kr.
- Magasinet KBH: 400.000 kr.
- Netavisen Pio: 994.000 kr.
- Vores Brabrand: 180.000 kr.
- Duckling: 200.000 kr.
- EuropaNYT: 756.000 kr.
- Expattips.dk - Nyhedsmedie for udlændinge i Danmark: 285.000 kr.
- Risbjerg & Co.: 467.017 kr.
- Udsyn.nu: 1.500.000 kr.
- Verden ifølge fodbold: 223.500 kr.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Læserne er glade for aviserne, men annoncørerne siver. De vil hellere bruge penge på sponsorater i forventning om, at de så får omtale i de lokale medier. Og på Facebook. Det er Metas aktionærer sikkert meget glade for. Det kan vi jo bare ikke leve af. Er som Henrik ikke begejstret for statsstøtte til medierne, men hvis vi ikke kommer i betragtning ved næste uddeling af støtte fra Ugebladspuljen, så vi kan udvikle os, så er det bare videre ned ad bakke.