Tv-produktion

Medarbejderflugt truer tv-branchen – hver anden overvejer at søge væk

Jobusikkerhed og et brat fald i antallet af tv-produktioner får mange tv-folk til at overveje et karriereskifte

Tv-branchen er ramt af den værste krise i mange år. Produktionsselskaberne har halvtomme ordrebøger, og jobusikkerheden blandt de ansatte er så stor, at mere end hver anden ansatte overvejer at forlade branchen.

Det viser en ny rundspørge lavet blandt de medlemmer i Dansk Journalistforbund, der arbejder i tv-branchen.

Her svarer 54 procent, at de går med overvejelser om at skifte branche. De fleste peger på den manglende jobsikkerhed som branchens største problem.

”De kan godt lide deres job, men forholdene i branchen er så usikre, at mange stopper eller overvejer at gøre det,” siger Henrik Bjerring fra bestyrelsen i Film&TVGruppen, der står bag undersøgelsen.

De fleste ansatte i tv-branchen er hyret på korte kontrakter i private tv-produktionsselskaber, der laver programmer til fx DR, TV 2 og Discovery Networks. Kun 28 procent i undersøgelsen er fastansatte.

Det står fuldstændigt stille

De mange tv-folks overvejelser om at skifte branche sker, samtidig med at ulykkerne hagler ned over den danske tv-branche.

Krisen skyldes først og fremmest, at tv-kanalerne og streamingtjenesterne har trykket så hårdt på bremsen, at det har udløst et regulært harmonikasammenstød i produktionsmiljøet i form af fyringsrunder og mangel på nye ordrer.

”Det står ikke bare stille. Det står fuldstændigt stille,” fortæller Jørgen Ramskov, direktør for Producentforeningen.

Jørgen Ramskov siger, at tv-produktionsmiljøet i år forventer at tabe mindst 40 procent i omsætning, og det er ikke sikkert, at de gode tider venter lige om hjørnet.

”Vi ved godt, at det går op og ned i showbiz. Men det, der sker her, er et skifte fra flow til demand, som ikke vender tilbage,” siger Jørgen Ramskov.

DR og TV 2 bestiller færre programmer

I 2022 brugte DR 20 procent færre kroner på tv-produktioner sammenlignet med 2021, mens TV 2 ”fokuserer på færre titler, som vi prøver at gøre lidt større”, forklarer Dorthe Thirstrup, indholdschef for TV 2’s kanaler.

I slutningen af april kostede krisen i branchen sit første offer, da produktionsselskabet Impact TV med 40 løst- og fastansatte blev begæret konkurs.
Siden er også produktionsselskabet Frontier Film, der blandt andet står bag de tre første Pyrus-julekalendere, begæret konkurs.

0 Kommentarer