TV

Impact er begæret konkurs: ”Det var den ansvarlige udgang”

Produktionsselskabet med Thomas Heurlin i spidsen kan ikke længere få det til at løbe rundt

”Jeg er umådeligt ked af, at Impact TV er begæret konkurs i dag.”

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra produktionsselskabets stifter og administrerende direktør, Thomas Heurlin.

Konkursbegæringen blev indgivet til skifteretten i dag.

”Vores dygtige medarbejdere har siden 2015 produceret medrivende og samfundsforandrende indhold – og vi har drevet en sund forretning.”

”Men Covid kostede os dyrt, både i form af ekstra omkostninger, udskudte og/eller aflyste projekter og senest tilbagebetaling af corona-lån, som vi ikke kan indfri med de strenge vilkår, der gælder. Derfor var en konkurs den ansvarlige udgang,” siger Thomas Heurlin i pressemeddelelsen.

Impact TV har de senere år produceret dagsordensættende fakta-serier som DR1-dokumentaren ’Sirius’, Discovery-dokumentaren ’MeToo: Sexisme bag skærmen’ og ’De misbrugte filmbørn’.

Tynget af coronagæld

Thomas Heurlin vil nu arbejde ihærdigt på at sikre, at alle igangværende produktioner og projekter bliver realiseret.

”Hverken medarbejdere eller indholdet skal tynges af den gæld efter Covid, som jeg ikke kunne løfte.”

”Men ImpactTV er nu lagt i hænderne på en kurator,” siger han i pressemeddelelsen.

Thomas Heurlin har ikke holdt det skjult, at økonomien var skrantende. Journalisten fulgte ham tidligere på året til et portræt, hvor han fortalte om vanskelighederne.

Hus sat til salg

I februar var han i gang med at sælge sin villa i Hellerup, eftersom hans livsværk, ImpactTV, med 40 løst- og fastansatte var kommet i økonomisk knibe.

Firmaet skulle før årsskiftet betale mere end to millioner kroner tilbage i corona-momslån. Men pengene var der ikke, og sagen ligger nu hos Gældsstyrelsen.

Samtidig endte den storroste MeToo-dokumentar i et gedigent underskud på 600.000 kroner, og sammen med et andet ambitiøst dokumentarprojekt, der også løb løbsk, har det været med til at slå bunden ud af Thomas Heurlins pengekasse.

”Hvis jeg ikke sælger huset, kan Skat i princippet erklære mig konkurs. Så det er jo for at undgå det – jeg er simpelthen nødt til at have nogle penge og vise banken, at jeg er ansvarlig,” forklarede han i februar til Journalisten.

Forlaget ImpactPress er et selvstændigt selskab med anden ejerkreds og er ikke påvirket af Impact TV’s situation.

0 Kommentarer

Læs også

Tv-manden Thomas Heurlin, der altid vil have det max, er gået i minus
Fik du læst?

Tv-manden Thomas Heurlin, der altid vil have det max, er gået i minus

02. FEBRUAR 2023