Det var med store armbevægelser, pengestærke investorer i ryggen og opsigtsvækkende rekrutteringer, at Mads Brügger i juni 2021 lancerede sit nye medie Frihedsbrevet.

Frihedsbrevet skulle udgive uafhængig magtkritisk journalistik uden statsstøtte, lød missionen, og i de efterfølgende måneder fik det flere fra blandt andet Ekstra Bladet til at sige deres gode faste job op for at tilslutte sig projektet.

I januar året efter var Frihedsbrevet ifølge CVR-registret således vokset til omkring 25 årsværk, heraf cirka 15 journalister og en gruppe freelancere.

Men i dag, bare tre år senere, har langt de fleste af dem igen forladt mediet. Det viser en sammenligning af listen over ansatte på Frihedsbrevets hjemmeside fra før og nu.

I alt har mere end 35 forladt redaktionen i mediets levetid. Kun fem af de ansatte, som var på listen over medarbejdere, da Frihedsbrevet fejrede étårs- fødselsdag i juni 2022, er stadig en del af redaktionen, og alene i 2023 sagde 17 redaktionelle medarbejdere enten op eller blev fyret. Det svarer til cirka to tredjedele af mediets samlede årsværk.

Men hvorfor har der været så meget gang i svingdøren til Mads Brüggers medie – og hvorfor er mange stoppet efter kun ganske kort tid? Det satte vi os for at undersøge.

Et giftigt arbejdsmiljø

Går man i gang med at kontakte tidligere ansatte på Frihedsbrevet, står det hurtigt klart, at de færreste har lyst til at lægge sig ud med Mads Brügger.

Han beskrives som en visionær og sindssygt dygtig journalist, men samtidig også som en både intimiderende, utilregnelig og fraværende leder, der ikke har formået at skabe et trygt arbejdsmiljø.

I alt har Journalisten været i kontakt med 14 tidligere ansatte på Frihedsbrevet, heriblandt også enkelte, der har været ansat frem til for nylig. Seks af dem optræder med direkte citater i artiklen her.

Med en enkelt undtagelse fortæller de 14 samstemmende om et giftigt og utrygt arbejdsmiljø, som for manges vedkommende resulterede i stressreaktioner og i nogle tilfælde også sygemeldinger.

Fælles for dem er dog, at de af frygt for, at det kan skade deres karriere, ikke ønsker at optræde med navn i artiklen her. Journalisten har derfor valgt at foretage en anonymisering af alle kilder.

Mens nogle selv er blevet brudt ned, har andre overværet kolleger blive lagt på is af ledelsen, blive rykket rundt som skakbrikker eller blive fyret ud af det blå. Alt sammen medvirkende til at gøre arbejdsmiljøet for de tilbageværende medarbejdere utrygt og uigennemskueligt.

Flere beretter om en udpræget fornemmelse af et sekterisk ”os-mod-dem”-arbejdsmiljø. Og trådte man ved siden af, kunne man hurtigt havne i Mads Brüggers sorte bog og blive bedt om at stå skoleret på hans kontor.

- Illustration: Thit Thyrring

Champagnetårn og onsdagsøl

Men helt anderledes var stemningen tilbage i Frihedsbrevets første leveår, da mediet stadig var under opbygning. Det fortæller de kilder, Journalisten har talt med.

De fleste af redaktionens journalister var blevet håndplukket til den nye satsning, og flere understreger, at de følte sig særligt udvalgte og red på en bølge af god energi.

”Det var vildt hårdt, og folk arbejde virkelig meget, men det var samtidig en fed tid med høj startup-stemning,” husker en af dem, der var med på holdet.

”Jeg tror, de fleste vil sige, at fra januar 2022 og frem til foråret var Frihedsbrevets storhedstid,” fortæller en anden.

”Der var liv og glade dage og øl om onsdagen og masser af fester med champagnetårn og karaoke og sommelier. Nærmest hver fredag var der et eller andet, som skulle fejres. Vi fik gaver med Frihedsbrevets logo, og man følte en enorm stolthed over at være blevet udvalgt til at være en del af projektet.”

Men allerede inden Frihedsbrevets etårsfødselsdag i juni 2022 begyndte glansbilledet at krakelere for flere af de ansatte.

Aldrig ros – kun skældud

Særligt på podcastredaktionen, der i begyndelsen af året var blevet udråbt til det nye store satsningsområde – og som der i maj 2022 blev sat ”fuld fart på” med en ny stor kapitalindsprøjtning på 19 millioner kroner – begyndte det enorme arbejdspres at få konsekvenser.

”Folk arbejdede sig virkelig halvt ihjel på den redaktion,” fortæller en af de tidligere ansatte, der så, hvordan podcast-kollegerne ofte knoklede på deres projekter til langt ud på aftenen.

Men samtidig med at der blev drevet rovdrift på de ansatte, var der en udbredt oplevelse af, at retningen og forventningerne var uklare. Projekter og podcasts, der den ene dag blev satset stort på, kunne den næste dag pludselig blive lagt i graven eller blive mødt med hård kritik og modstand fra cheferne, uden at de involverede helt forstod, hvorfor stemningen pludselig var vendt.

”Jeg har aldrig prøvet noget så topstyret. Det var helt sindssygt. Der var ingen tvivl om, at der var én chef i biksen, og det var Mads Brügger,” fortæller en af de tidligere ansatte.

”Vi arbejdede vildt hårdt, men cheferne var aldrig tilfredse,” fortæller en anden.

”Der var hele tiden en utilfreds kultur omkring os og ingen tålmodighed med de ting, man havde sat i søen. Vi vidste aldrig, hvad forventningerne til os var.”

En tredje forklarer det sådan her:

”Selv om vi arbejdede vildt meget, havde man konstant en fornemmelse af, at de syntes, vi slackede. Og man fik aldrig ros – kun skældud.”

Forsvandt uden forklaring

Flere beskriver det som et vendepunkt, da en af de fastansatte på podcastredaktionen pludselig blev fyret i sommeren 2022.

Fyringen kom ud af det blå og bare få uger efter, at Frihedsbrevet havde fejret etårsfødselsdag med pomp og pragt og skåltaler og isskulptur og nye tal på, hvor godt det gik, og hvordan der nu skulle satses endnu mere på lyd.

Derfor kom fyringen på podcastredaktionen som et chok, der fik usikkerheden til at tage til.

”Efter det blev det bare et meget utrygt miljø at være i,” husker en fra den daværende redaktion og bakkes op af flere andre tidligere ansatte.

Men flere påpeger, at det ikke var den eneste gang, kolleger pludselig forsvandt fra den ene dag til den anden, uden at det blev meldt ud, hvorfor vedkommende ikke længere skulle være en del af holdet.

Samtidig blev andre med korte intervaller og uden medindflydelse rykket fra den ene satsning til den næste, og de få forsøg på at italesætte, at det var med til at skabe et utrygt arbejdsmiljø, gik langtfra som håbet.

For eksempel, da medarbejdergruppen i Frihedsbrevets første leveår gjorde antræk til at danne en medarbejderforening og påpegede nogle arbejdsmiljøproblemer i et brev til ledelsen.

Journalisten har ikke haft mulighed for at læse brevet, men Mads Brügger bekræfter og forklarer, at han opfattede forslaget om en medarbejderforening som ”absurd”, da der på daværende tidspunkt kun var 10-12 ansatte, og ”alt var oppe i luften”.

”I forhold til hvor lille en arbejdsplads, vi var på det tidspunkt, og hvad der ellers var på spil for Frihedsbrevets eksistens, så virkede det absurd at skulle have en medarbejderforening,” siger han.

Den holdning fornemmede de ansatte klart:

”Mads var virkelig sur og skuffet over det. Han indkaldte os til et møde og sagde, at det var alt for lille et sted til at have en medarbejderforening – der skulle ikke graves grøfter mellem dem og os,” fortæller en af de tidligere ansatte og tilføjer:

”Det burde man nok have set som et varsel. Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så smut.”

Blev trash talket

Efterhånden bredte der sig en oplevelse på Frihedsbrevet af, at ledelsen internt slog hårdt ned på kritik.

Flere tidligere ansatte har oplevet at blive bedt om at stå skoleret på Mads Brüggers kontor og forklare sig efter at have ytret kritik af ledelsen eller forsøgt at påpege problemer med arbejdsmiljøet.

”Det var mere en irettesættelse end et forsøg på at høre, hvad jeg havde på hjerte. Og derfra blev mit forløb sgu bare dårligt,” fortæller en af dem.

En række af de tidligere ansatte understreger, at både Mads Brügger og den daværende chef under ham, Kristoffer Eriksen, var fede at være på hold med, når det gik godt, og man var inde i varmen. Men trådte man ved siden af eller skuffede dem, kunne stemningen hurtigt vende og blive anderledes kold og ubehagelig.

Det skete for eksempel i et konkret forløb, hvor en kollega åbenlyst for alle fik en hård medfart af cheferne, som pludselig gik i rette med alt, vedkommende sagde, efter at personen havde forsøgt at påpege trivselsproblemer.

”De var SÅ hårde ved ham. Han blev lagt på is, og de begyndte at trash talke ham bag hans ryg. Det var virkelig ikke fedt,” husker en af dem.

Journalisten har talt med andre tidligere ansatte, som havde samme oplevelse af pludselig at være havnet i Mads Brüggers sorte bog.

”Det gik fra, at folk derinde omtalte mig som Mads Brüggers lysende håb, til at han pludselig undgik øjenkontakt med mig,” fortæller en af dem.

En anden, der også pludselig oplevede, at chefen så den anden vej og ikke hilste, når de mødte hinanden på trappen, beskriver det sådan her:

”Med Mads skal du helst være 100 procent ”Team Mads”. Du skal være en god tro væbner, og du skal ikke træde ved siden af. Gør man det, kan man ikke rigtigt komme tilbage. Og det er så
tydeligt at se, om han har antipati imod en person – det er som at se forskel på, om lyset er tændt eller slukket,” siger vedkommende.

Den slags påvirkede mange flere end bare dem, det lige gik ud over, fortæller flere af de tidligere ansatte.

”Når man ser og hører andre blive behandlet sådan, så begynder man da at tænke over, hvad det egentlig er for et sted, man arbejder. Man begynder at tænke: ’Hvad fanden siger I så om mig, når jeg er ude ad døren?’,” siger en anden.

Netop dét spørgsmål fyldte en del for flere af de tidligere Frihedsbrevet-ansatte, som Journalisten har talt med. Og fornemmelsen blev understreget af, at mange oplevede, at Mads Brügger og Kristoffer Eriksen både talte grimt om folk i branchen og om tidligere ansatte på deres eget medie.

”Hvis du stopper, kommer du i bad standing – så er du ude af klubben, ude af sekten,” beskriver en af Journalistens kilder, der selv sagde op sidste år.

Fagligt nedbrudt

De tidligere ansatte på Frihedsbrevet fortæller, at det utrygge arbejdsmiljø fik konsekvenser for deres trivsel. Flere har været stresssygemeldte undervejs i deres relativt korte ansættelse, og endnu flere fortæller om stressreaktioner.

”Stort set samtlige jeg kender, som er stoppet derinde, er gået ned med stress eller har været til psykolog på grund af Frihedsbrevet. Det er bare meget sigende. Folk er simpelthen blevet syge af at arbejde der. Inklusive mig selv,” fortæller en tidligere ansat, der begyndte at få svært ved at trække vejret og mærkede en trykken for brystet, hver gang vedkommende nærmede sig Frihedsbrevet.

”Jeg er glad for, at jeg reagerede på mine symptomer og kom væk derfra. Men jeg har gået til psykolog bagefter. Og det er først nu, jeg har fået min faglige selvtillid tilbage og er begyndt at stole på aftaler med chefer,” fortæller den tidligere ansatte.

Samme oplevelse har en anden af Journalistens kilder, der blev ansat på Frihedsbrevet som relativt ny i branchen.

”Det har været en rigtig ærgerlig start på min karriere. Min tillid og mit faglige selvværd ligger på et lille sted, fordi jeg føler mig så røvrendt. Det var måden, det blev gjort på, måden, der blev talt til mig på. At Mads Brügger pludselig ikke ville se mig i øjnene,” fortæller vedkommende.

En tredje af de tidligere ansatte beskriver det sådan her:

”For mig er der rigtig meget angst og stress forbundet med Mads Brügger og Kristoffer Eriksen i den periode. Og det er først nu, at kaosset fra dengang har lagt sig i mig.”

- Illustration: Thit Thyrring

Anklager Brügger for hykleri

Selv om nogle af de tidligere ansatte peger på Kristoffer Eriksen som medansvarlig for det dårlige arbejdsmiljø, frem til han sagde op sidste sommer, så er de fleste enige om, at det største – og i sidste ende øverste – ansvar ligger hos Frihedsbrevets direktør og ansvarshavende chefredaktør, Mads Brügger.

”Mads bærer en stor del af ansvaret. Han er chef for et medie, der skriver kritisk om arbejdsmiljøet på museer og alle mulige andre steder. Og så driver han selv en virksomhed, der har gjort sig skyldig i det samme,” siger en af dem.

En anden, som selv oplevede, hvordan den øverste chef pludselig slog hårdt ned på alt, hvad vedkommende sagde og afleverede, undrer sig over, at han ikke gjorde mere for i stedet at hjælpe.

”God ledelse burde jo handle om at give sine medarbejdere redskaberne til at gøre deres arbejde bedre. Men i stedet følte jeg mig bare udsat for Mads’ ringeagt. Jeg fik ikke konkret og brugbar feedback, og jeg fik ikke hjælp fra ledelsen til at rette op – jeg fik bare lov til at marinere i den dårlige stemning.”

Men ifølge flere af de tidligere ansatte var god ledelse slet ikke et tema, der lod til at optage Mads Brügger, som nærmere praktiserede en slags anti-ledelses-ledelse.

En af dem drager paralleller til ngo-verdenen, hvor lederne også ofte er drevet så stærkt af deres projekt eller ideologi, at målet helliger midlet, og arbejdsmiljøet kommer i anden række.

”Medarbejdertrivsel bliver sekundært, fordi målet er vigtigere. Det er lidt den ånd, Mads har omkring Frihedsbrevet. Og når det går godt, er du i kridthuset. Men hvis du knækker, kan han ikke bruge dig,” konkluderer vedkommende.

Erkender medansvar

Over for Journalisten erkender Mads Brügger, at de første år i Frihedsbrevets levetid har været tumultariske.

”Det at starte noget helt nyt op fra bunden er en virkelig hård og krævende øvelse for alle. Men det er jo ikke en undskyldning for, at folk er blevet kede af det,” siger Mads Brügger.

Han afviser at have lagt ansatte på is eller bevidst at have gået efter eller bagtalt nogen. Men han understreger samtidig, at det gør ham ”enormt ked af det” at høre om de tidligere ansattes oplevelser.

”Det er jo mit ansvar som chef at sørge for, at folk kommer igennem det uden blå mærker og med skindet på næsen. Så hvis folk er gået ned med stress eller føler, at deres faglige selvværd er blevet nedbrudt på grund af min ledelse af Frihedsbrevet, så har min ledelse ikke været god nok,” siger Mads Brügger.

Også tidligere chefredaktør Kristoffer Eriksen beklager og erkender sin del af ansvaret for arbejdsmiljøet. I en mail til Journalisten skriver han:

”Opstarten af Frihedsbrevet var enormt tumultarisk, og især i min sidste tid derinde var jeg presset. Det ved jeg også, at flere medarbejdere kunne mærke på mig. Jeg er virkelig ked af at læse om de her oplevelser. Det har jeg naturligvis et stort medansvar for, og det vil jeg gerne undskylde for.”