Siden Mads Brügger for cirka tre år siden lancerede sit nye medie Frihedsbrevet, er stort set hele medarbejderstaben skiftet ud.

Over for Journalisten beskriver 13 af de tidligere ansatte et utrygt arbejdsmiljø, der for mange har ført til stressreaktioner, nedbrudt faglig selvtillid og timer hos psykolog.

Vi har spurgt Mads Brügger, om han kan genkende beskrivelserne, og om han har svigtet som leder.

Hvad er din egen forklaring på, at så mange har forladt redaktionen på kun tre år?

”Den seneste APV viser, at arbejdsmiljøet grundlæggende er godt og sundt. Men har det været tumultarisk og omskifteligt tilbage i tid? Helt klart ja. Grundlæggende er det at starte noget helt nyt op fra bunden en virkelig hård og krævende øvelse. Derfor er det også naturligt, at der er stor gennemstrømning af personale i en startup-virksomhed – det havde jeg forventet.”

Men er det ikke trods alt et tegn på problemer på arbejdspladsen, at kun cirka en håndfuld af dem, du havde på medarbejderlisten, da I fyldte ét år, stadig er en del af redaktionen?

”Folk er stoppet af alle mulige årsager. Men jeg vil nødig have, det skal lyde som en undskyldning for, at folk bliver kede af det eller er gået ned med stress. For sådan skal det ikke være.”

Kommer det bag på dig, at flere har måttet gå til psykolog på grund af deres ansættelse på Frihedsbrevet?

”Jeg er oprigtigt virkelig ked af, hvis folk har slået sig så hårdt på at være på Frihedsbrevet, at de har fået stress og har gået til psykolog. Det gør mig enormt ked af det. Men jeg skal være den første til at erkende, at vi stiller store krav til vores personale – der er høje ambitioner og store forventninger. Og det er jo ikke alle, der kan fungere i den sammenhæng.”

”Hvis der har været folk på podcastredaktionen, som har haft den oplevelse, så kan jeg jo vanskeligt diskutere imod det. Men jeg er oftest en af dem, der går sidst, og det er altså ikke min oplevelse, at der har været synderligt mange på arbejde.”

Flere har oplevet at være havnet i din sorte bog og blive frosset ude eller gået efter, hvis de skuffede eller trådte ved siden af. Kommer det bag på dig?

”Jeg kan ikke genkende, at jeg er gået efter bestemte medarbejdere – det kunne jeg simpelthen ikke finde på. Og jeg har ikke nogen sort bog.”

”Men ud over at være direktør og chefredaktør, så har jeg også skullet producere artikler og podcasts til Frihedsbrevet. Så jeg har haft mit hoved en masse steder på én gang og har simpelthen ikke haft båndbredde til at detailbehandle alt. Så i den sammenhæng kan jeg sagtens se, hvis nogen har følt, at ledelsen var for humørsvingende og uforudsigelig. Og det kan også godt tænkes, at en medarbejder, som har følt sig ugleset hos ledelsen, oplever min adfærd som udtryk for, at jeg giver dem the silent treatment. Men det har ikke været intenderet.”

Du bliver beskrevet som en intimiderende, utilregnelig og fraværende leder. Hvad er din reaktion?

”At min facon kan virke intimiderende på folk, er noget, jeg har forsøgt at arbejde med og fortsat arbejder med. Men hvis jeg har været fraværende fra kontoret, så har jeg været ude i byen i Frihedsbrevets regi.”

Har du talt dårligt om ansatte eller tidligere ansatte til kolleger bag deres ryg?

”Jeg kunne aldrig finde på at bagtale nuværende eller tidligere ansatte i plenum. Men kan der bilateralt være faldet en bemærkning af om en tidligere ansat, som ikke var gennemtænkt fra min side? Måske. Men det skal jeg i så fald være den første til at beklage.”

Mange var efterladt med en følelse af aldrig at gøre det godt nok. At ledelsen aldrig gav ros – kun skældud …

”Det kan jeg ikke genkende – det er simpelthen for unuanceret. Det ville da også være mærkeligt, hvis man i løbet af tre år aldrig har uddelt roser til nogen som helst.”

Men har du ikke svigtet som chef, når det er dét indtryk, flere sidder tilbage med, og bidraget til at nedbryde deres faglige selvtillid?

”Frihedsbrevet skal ikke være et sted, hvor folks faglige selvtillid smuldrer under fødderne på dem. Så det kan jeg kun beklage, hvis det er deres oplevelse.”

”Men det kan jo også være generationelt. Gennemsnitsalderen på Frihedsbrevet er ikke så høj, og jeg er jo selv udlært i ungdomsredaktionens saltsyrebad. Så det kan godt være, at bemærkninger fra min side, som ikke har været tilsigtet skældud, men er ment som konstruktiv og opbyggelig kritik, har kunnet opfattes anderledes i ører, der ikke er vant til det.”

Skulle du have gjort mere for at skabe tryghed for dine ansatte?

”Hvis jeg kunne gøre det om igen, var der da givetvis omstændigheder, som skulle have været tacklet anderledes. Men generelt har jeg virkelig gjort mig umage med – så godt mine evner rækker som chef – at bidrage til et godt arbejdsmiljø. Det er også derfor, det gør mig ked af det, hvis du taler med folk, der siger, at det stik modsatte er tilfældet. Det gør virkelig indtryk. Det er jo mit ansvar som chef at sørge for, at folk kommer igennem det uden blå mærker og med skindet på næsen. Så hvis folk er gået ned med stress eller føler, at deres faglige selvværd er blevet nedbrudt på grund af min ledelse af Frihedsbrevet, så har min ledelse ikke været god nok.”

Er det hyklerisk, at I har skrevet om dårligt arbejdsmiljø alle mulige andre steder, mens du selv har gjort dig skyldig i det samme?

”Det er da en helt oplagt historie om hykleri – det kan jeg sagtens se. Det er også derfor, jeg tager det her meget alvorligt. Og jeg skal selvfølgelig stille til torskegilde, hvis der er bare den mindste mistanke om, at der er dårligt arbejdsmiljø på Frihedsbrevet.”