
”Jeg synes, vi laver noget fed radio, som vi godt kan stå inde for,” siger P3-chef Søren Bygbjerg om radiokanalen, der blandt andet sender ’Go’ Morgen P3’. Foto: DR
For et år siden fik redaktionen på P3 at vide, at P3 Nyhederne skulle stoppe til nytår, fordi timenyheder var ”utidssvarende”.
DR besluttede at lukke for nyhederne hver time, fordi de unges nyhedsforbrug var blevet mere digitalt.
”De får ikke primært deres nyheder fra radio. Så hvis vi skal prioritere vores ressourcer, er det ikke på timenyheder,” sagde ledende redaktionschef i DR Ung Malene Birkebæk til Journalisten.
Planen var gøre P3 til en mere ”ren” radiokanal for unge med musik, aktualitet, humor og godt selskab.
Vi har stadig godt fat i vores lyttere, men P3 er skrumpet siden nytår.
Søren Bygbjerg, chef for P3 på radio og podcast
Ser man på P3’s lyttertal de seneste 10 uger og sammenligner dem med samme periode sidste år, har P3 ikke fået flere lytterne. Tværtimod er antallet af lyttere faldet med over 20 procent.
”Vi har stadig godt fat i vores lyttere, men P3 er skrumpet siden nytår. Det benægter jeg ikke,” siger Søren Bygbjerg, chef for P3 på radio og podcast.
P1 og P4 stiger
Forklaringen på det faldende lyttertal er blandt andet, at sporten er flyttet over på P4, og lytterne er flyttet med, forklarer Søren Bygbjerg. Faktisk er både P1 og P4 steget.
”Så mange af lytterne bliver heldigvis i familien,” siger han.
I lukkede P3 Nyheder, fordi timenyhederne var utidssvarende. Hvad har lukningen betydet for lyttertallene?
”Min udlægning er, at det selvfølgelig er en medvirkende årsag. Selvfølgelig betyder det noget, når man fjerner noget så etableret som timenyhederne,” siger Søren Bygbjerg.
Forventet fald
Forklaringen på faldet er også, at radiomarkedet er inde i en nedadgående bevægelse, siger han.
Ser man på lyttertallene for fem år siden, havde P3 i 2016 typisk omkring 1,5 millioner ugentlige lyttere.
Nu er er lyttertallet for de sidste 10 uger nede på 913.000. I samme periode sidste år var tallet 1.1540.000.
”Vi er en mindre kanal end for et år siden, og det er som forventet,” forklarer Søren Bygbjerg.
Selv om I har tabt 240.000 lyttere på et år, så går det i hovedtræk efter planen?
”Jeg synes, vi laver noget fed radio, som vi godt kan stå inde for. Vi er blevet mindre, og det er langt hen ad vejen forventet, når man flytter sporten til P4, hvor den passede bedre ind. Og når man piller ved timenyhederne, som er en så etableret institution, så har det også nogle konsekvenser,” siger han.
Søren Bygbjerg tilføjer, at P3 barsler med en række ændringer i sendeplanen efter nytår. Han vil dog ikke løfte sløret for, hvad ændringerne indbefatter.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.