SLAPP-sager

Løkke: Russiske trusler mod dansk medie er under al kritik

Sandsynligheden for, at der påbegyndes en russisk retssag mod Danwatch, er øget, udtaler Danwatch-direktør

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kommenterer nu sagen om det uafhængige medie Danwatch, som har modtaget trusler om SLAPP-søgsmål fra russiske advokatkontorer i kølvandet af mediets dækning af den russiske skyggeflåde.

I et skriftligt svar oplyser udenrigsministeren, at man generelt ser med dyb alvor på den russiske skyggeflåde, som omgår sanktioner og bidrager til den russiske krigsmaskine:

”Derfor er det også under al kritik, at et uafhængigt medie trues med politisk motiverede retssager for at afdække forholdene omkring skyggeflåden. I EU drøfter vi løbende skyggeflåden, og hvordan vi kan bekæmpe den yderligere,” lyder det i svaret.

Truet af russiske advokater

Midt i januar fortalte Danwatch til Journalisten, at mediet ad flere omgange har modtaget truende henvendelser fra russiske advokater, der vil have mediet til at indstille dækningen af konkrete virksomheder med bånd til Rusland i forbindelse med historier om skyggeflåden.

Administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Danwatch Jesper Nymark oplyser, at truslerne fra de russiske advokater kun er intensiveret siden Journalistens første artikel om sagen.

Frygten fra Danwatchs side er, at en eventuel retssag i udlandet vil have til formål at dræne det lille medie for midler.

”Sandsynligheden for, at der påbegyndes en retssag, er øget, siden vi snakkede sammen sidst,” siger han i dag til Journalisten.

Helt konkret modtog Danwatch så sent som i går en henvendelse fra et stort, russisk advokathus.

”Der bliver lagt relativt mange ressourcer i det fra deres side,” tilføjer han.

Trafik fra Rusland

Danwatch har under hele forløbet stået på mål for mediets journalistik i sagen, som er citeret langt ud over Danmarks grænser. Konkret har mediet gennem undersøgende journalistik dokumenteret, at et stort antal slidte transportskibe sejler rundt med sanktioneret russisk olie, blandt andet gennem danske farvande.

Det er et af de firmaer, der ifølge mediets oplysninger står bag de mystiske sejladser, der har pudset advokaterne på nakken af Danwatch.

”Man sidder med en fornemmelse af, at hver gang vi skriver om skyggeflåden, er der nogen, der tjekker, hvad vi har gang i,” sagde journalist Jakob Kjøgx Bohr dengang til Journalisten.

Her kunne Danwatch blandt andet se på trafikstatistikken, at mediet modtog besøg fra adskillige IP-adresser i russiske byer.

I Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation er næstformand Allan Boye Thulstrup enig i, at sager som disse kan være en stor trussel.

”Vi ser i nogle EU-lande, at de her SLAPP-sager lukker medier, fordi de ender med at bruge al deres tid og ressourcer på dem,” siger han.

”Derfor er det dybt problematisk, og det virker til, at det er blevet gjort til et våben af russerne,” tilføjer han.

0 Kommentarer