Denne artikel er rettet den 4/8 klokken 14.04. Se rettelsen i bunden.

Skypes velkendte ringetone gjalder ud i stuen, mens et lille rundt logo med et billede af en ræv blinker insisterende på laptoppens skærm. Det er nyhedsredaktøren Alisa, som ringer fra Moskva. Navnet Alisa er den russiske pendant til det danske rævenavn Mikkel, forklarer kvinden foran laptoppen i stuen i farten, inden hun klikker på det grønne telefonrør på skærmen: »Hej Alisa,« siger hun, let foroverbøjet mod computerens højtaler. 

Meget mere når jeg ikke at opfange fra samtalen, som foregår på russisk. Eneste undtagelse er en enkelt gang undervejs, hvor det danske navn Jens Malling bliver nævnt. Han har skrevet den artikel i Dagbladet Information, som ligger på bordet.

Vi er i en toværelses lejlighed på Amager i København. Ved et rundt spisebord i hjørnet af stuen sidder Larisa Solodtchenko, en lille dame omkring de 60 år, iført en trøje med leopardprint og matchende strømpebukser. Larisa er lokalredaktør i Danmark for det russiske nyhedsbureau Spuktnik News, som hver dag publicerer internationale nyheder på dansk på nyhedssitet dk.sputniknews.com. Netmediet er finansieret af det russiske styre i Kreml.

En modvægt til »de vestlige mediers aggressive pro-amerikanske bias«

Sputnik News har eksisteret siden slutningen af 2014, hvor den russiske regering lancerede nyhedsbureauets engelsksprogede site sammen med en plan om, at Sputnik inden udgangen af 2015 skulle udkomme på mere end 30 forskellige sprog.

Selv blev jeg opmærksom på projektet, da Sputniks dansksprogede site gik i luften i april i år. Jeg er født en lille håndfuld år før Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og kender primært til Den Kolde Krig fra historiebøgerne, så det gjorde mig lige dele forundret og nysgerrig, at Kreml nu sprøjter nyheder ud på dansk. Hvad i alverden er meningen?

Ifølge Dmitry Kiselyov, som står i spidsen for Sputnik News og bliver kaldt Ruslands propagandachef, er Sputniks opgave at agere modvægt til »de vestlige mediers aggressive pro-amerikanske bias«. Men trods de store armbevægelser har Sputnik endnu ikke nogen egentlig redaktion i Danmark. Når Larisa ikke arbejder her fra lejligheden, hvor hendes voksne søn – som er ansat til at opdatere sociale medier for Sputnik Danmark – bor, arbejder hun fra sit hjem i Helsingør. 

»Jeg starter normalt dagen med at læse de danske aviser. Både for selv at være informeret og for at kunne give informationerne videre til mine chefer i Moskva. Så de ved, hvad de skriver om os her i Danmark,« forklarer hun mig og bladrer igennem Dagbladet Information.

Når Larisa siger ’os’, mener hun Rusland. Hun er dansk gift og har boet i Danmark i mere end 20 år, men hun sympatiserer med Putin og forstår eksempelvis ikke, hvorfor vestlige medier konsekvent omtaler Ruslands fremfærd på Krim som en annektering. Ligesom mange andre russere tror hun også, at passagerflyet MH17, som styrtede ned i Ukraine sidste sommer, i virkeligheden blev skudt ned af det ukrainske militær og ikke af russiske separatister, som amerikanerne hævder. 

Jeg starter normalt dagen med at læse de danske aviser. Både for selv at være informeret og for at kunne give informationerne videre til mine chefer i Moskva. Så de ved, hvad de skriver om os her i Danmark.

 

Larisa Solodtchenko
lokalredaktør i Danmark, Sputnik News

Én af dagens artikler i Information fanger Larisas interesse – det er den, som bærer Jens Mallings byline. Artiklen handler om, at den ukrainske præsident har underskrevet en lov, som dikterer, at alle mindesmærker og anden kunst, der ærer sovjettiden, skal fjernes og ødelægges overalt i Ukraine. 

»Det er jo vanvid! Man kan ikke bare strege sin historie ud på den måde,« udbryder Larisa, inden hun orienterer redaktøren Alisa om artiklen via den altid åbne Skype-forbindelse til Moskva. De bliver enige om, at historien er så vigtig, og Larisa skal skrive en kort citathistorie af den på russisk til den store ”Sputnik-fælleskasse”.

På den måde bliver den tilgængelig for alle Sputniks ansatte, som så kan vælge at tage den fra fælleskassen, oversætte den til deres sprog og publicere den på deres site. Det er også her, størstedelen af nyhederne på det danske site kommer fra. 

»Som redaktør skriver jeg ikke så mange artikler selv. Min vigtigste opgave er at holde øje med, at alt er korrekt på sitet. At der for eksempel ikke står ’trusser’ i stedet for ’trusler’ i en artikel, og at alle punkter og prikker og gåseøjne står, som de skal. Og så koordinerer jeg med oversættere og redaktørerne i Moskva om, hvilke historier der kan være spændende for folk i Danmark,« forklarer Larisa mig.

En storstilet propagandakrig

Umiddelbart slår arbejdet i den lille toværelses på Amager mig nærmest som lidt tilfældigt. Men ifølge en række ruslandskendere skal statsmedier som Sputnik News og den verdenskendte tv-station RT – tidligere Russia Today – ses som ét af flere våben i en storstilet propagandakrig, som den russiske regering med præsident Vladimir Putin i spidsen fører mod Vesten i disse år. 

»De seneste fire-fem år har Kreml under Putins ledelse for alvor pumpet millioner og atter millioner ind i et forsøg på at påvirke den vestlige opinion. Faktisk i en grad, som overgår, hvad jeg husker tilbage fra sovjettiden,« fortæller journalist og forfatter Leif Davidsen, som i 80’erne var Danmarks Radios korrespondent i Moskva. 

Dengang under Den Kolde Krig var det en vigtig opgave for det sovjetiske styre at påvirke opinionsdannelsen i den vestlige verden. Det skete blandt andet gennem nyhedsbureauet APN, som udgav tidsskriftet ’Fakta om Sovjetunionen’ her i Danmark. 

De seneste fire-fem år har Kreml under Putins ledelse for alvor pumpet millioner og atter millioner af penge ind i et forsøg på at påvirke den vestlige opinion. Faktisk i en grad, som overgår, hvad jeg husker tilbage fra sovjettiden.

 

Leif Davidsen,
journalist og forfatter

»Når jeg læser Sputnik i dag, giver det mig virkelig deja-vu til ’Fakta om Sovjetunionen’. Man fremhæver alt positivt om Rusland og finder hele tiden vinkler, som er negative over for vores verden – præcis som de gjorde dengang. Det virker, som om de har gravet alle de gamle propagandafolk op fra den sovjetiske muld og sat dem tilbage på deres gamle kontorer og sagt ’nu laver vi det samme én gang til – det her er en computer, værsgo at gå i gang’,« siger Leif Davidsen. 

Ud over computeren er der dog især én væsentlig forskel fra dengang til nu, mener han:

»Hvor sovjettidens medier var gammeldags, firkantede og ofte så eklatant løgnagtige og manipulerende, at man virkelig grinede af det, så er de russiske statsmedier i dag langt mere sofistikerede. Deres formsprog og æstetik er helt anderledes moderne og ligner på mange måder vores. Propagandaen har fået et skær af objektiv og kritisk journalistik over sig. Derfor er den også langt farligere i dag, fordi det er sværere at gennemskue som propaganda,« siger Leif Davidsen. 

I Sputniks hovedkvarter

For at komme et skridt tættere på maskinrummet i den russiske propagandamaskine anno 2015 rejser jeg til Rusland og Sputniks hovedkvarter i Moskva for at møde nogle af de mennesker, som sidder i den anden ende af Larisa Solodtchenkos Skype-forbindelse. 

Aftalen er kommet i stand efter mange, lange mail-korrespondancer med en ikke-navngiven person, som bestyrer Sputniks presseservice-mail – i øvrigt den eneste kontaktoplysning, man kan finde på mediets hjemmeside. For hvert spørgsmål jeg stiller, skal jeg sende mindst én rykker, før svaret tikker ind. Men til sidst lykkes det at få stablet et møde med en redaktionel chef på benene. Reportage blandt journalisterne på gulvet i redaktionslokalerne i Moskva kan der til gengæld ikke blive noget af: ”Desværre, der er ikke noget kontor her i Moskva, som er dedikeret til Sputnik – vores redaktører og korrespondenter sidder over hele verden,” lyder meldingen fra presseservice-mailen.

Det viser sig dog at være en sandhed med modifikationer, da jeg først når frem og får en guidet tur i den massive ferskenfarvede hjørnebygning på gaden Pyatnitskaya i det centrale Moskva, hvor Sputniks såkaldte back office har til huse. Her, kun 15 minutters gang fra Kremls røde mure, sidder mindst 40 journalister og redaktører og arbejder i to store åbne kontorlandskaber. De er inddelt i grupper alt efter, hvilke lande de skriver til, fortæller redaktør for Sputniks mange sprog-sites Natalia Novikova.

»Derovre sidder de asiatiske lande – dem, som skriver på vietnamesisk, japansk og kinesisk. Og længere henne sidder dem, som skriver til den arabiske og den engelske udgave,« siger hun og peger ud over kontorlandskabet, hvor hver enkelt journalist sidder skærmet af i sin egen lille bås á la redaktionslokalerne i ’Alle Præsidentens Mænd’ og andre amerikanske film.

»Og det her er så Europa, som vi kalder det,« siger Natalia Novikova, da hun slår døren op til et lignende kontorlandskab på etagen under, hvor blandt andet de tyske, franske, polske og portugisiske sites styres fra. Hun udpeger også ”det skandinaviske hjørne” for mig: 

»Jeg taler svensk,« siger en korthåret kvinde med tatoveringer på armene, som viser sig at være redaktøren Alisa, som Larisa er i daglig kontakt med hjemme fra Danmark. Hun koordinerer både publiceringen på det danske og det svenske site. Lige nu er hun ved at lægge en artikel op om, at Kreml betvivler sandheden af oplysningerne i en række udenlandske nyhedsmedier, der hævder, at Rusland har sendt mobile krematorier til Ukraine for at brænde ligene af russiske soldater.

Redaktør: Vi er her for at fuldende billedet

I et lille overophedet rum et par etager over redaktionslokalerne har Natalia Novikova sit kontor. På den ene væg på kontoret hænger et stort verdenskort med røde og blå knappenåle spredt ud over cirka 10 af verdens lande. Natalia Novikova satte nålene i kortet i begyndelsen af året for at kunne holde styr på, hvilke lande Sputnik udkommer i – men kortet er slet ikke opdateret, for væggen viste sig at være meget hård at sætte nåle i, griner hun. 

De vestlige meder i dag er fyldt med historier, som dæmoniserer Rusland og Putin. De tager ting ud af en kontekst og undlader vigtige facts. Den enkelte læser må jo selv beslutte, hvem de vælger at stole på, og hvad de vælger at tro på – men vi giver dem muligheden for at vælge en alternativ kilde til nyheder.

 

Natalia Novikova,
Redaktør for Sputnik News’ sprogsites, Moskva

»Alle ved, at staten finansierer Sputnik, det er åben information,« lægger Natalia Novikova ud med at slå fast: »Vi vidste selvfølgelig helt fra starten, at vi ikke ville kunne undgå at få ordet ’propaganda’ kastet efter os. Men hey – what-ever,« siger hun og trækker på skuldrene.  

Natalia Novikova er ung, går uformelt og moderne klædt og taler engelsk med en formfuldendt britisk accent. Men ikke overraskende er hun ikke enig i kritikernes affejning af Sputniks nyheder som styrets propaganda: 

»Jeg vil ikke kalde det propaganda, vi har bare en anden anskuelse. Der er masser af historier, som efter vores opfattelse slet ikke får opmærksomhed nok i de vestlige medier. Dem fortæller vi,« siger hun med henvisning til Sputniks motto ’Telling the Untold’. 

Jeg spørger hende, hvad det er, der er galt med de vestlige mediers nyhedsdækning.  

»De vestlige medier i dag er fyldt med historier, som dæmoniserer Rusland og Putin. De tager ting ud af en kontekst og undlader vigtige facts. De enkelte læsere må jo selv beslutte, hvem de vælger at stole på, og hvad de vælger at tro på – men vi giver dem muligheden for at vælge en alternativ kilde til nyheder. Hvis vi ikke var der, ville de fleste kun se den ene side af sagen. Vi er her for at fuldende billedet,« siger Natalia. 

Som et eksempel på de vestlige mediers skævvredne nyhedsdækning nævner Natalia Novikova historien om en mulig ubåd, som Sverige i efteråret mente at have registreret ud for den stockholmske skærgård. Teorien i de vestlige medier gik på, at ubåden var russisk, og historien gik hurtigt verden rundt og førte debatter om øget militær oprustning med sig. Først et halvt år senere gik det svenske forsvar ud og slog fast, at det slet ikke var en ubåd, de havde registreret. Men dén del af historien fik til gengæld stort set ingen opmærksomhed, mener Natalia Novikova.

»Så folk sidder stadig tilbage med den opfattelse, at der faktisk VAR en ubåd, og at det var en russisk ubåd. Og det spreder selvfølgelig panik. Derfor prøver vi bare at komme igennem med de facts, som mangler. Og vi forsøger at fortælle, at Rusland ikke prøver på at angribe nogen,« siger hun. 

Men ser I jer selv som et uafhængigt medie?

»Absolut. Der er ikke nogen, som fortæller os, hvad vi skal skrive eller ikke skrive. Det beslutter vi selv hver dag på vores morgenmøde,« siger Natalia Novikova. 

Kunne I også beslutte at skrive kritisk om Putin?

»Det kan vi godt. Men vores motto er jo at fortælle det usagte – og alle i den vestlige verden skriver jo i forvejen om, hvor slem Putin og hans regime er. Dem vil vi ikke konkurrere med på dét punkt,« siger hun.

I det hele taget lader det til, at Natalia Novikova ikke køber idéen om objektive sandheder og upartisk journalistik:

»Alle medier har jo deres egen agenda, og alt, hvad du læser, vil altid være påvirket af, hvad du tror på. For at kunne finde din egen sandhed bliver du nødt til at blive præsenteret for forskellige muligheder for at søge informationerne. Det er bare det, vi prøver at give. Og det kommer vel alle til gode, at der er en mangfoldighed af informationskilder – gør det ikke?« spørger hun. 

Kritiker: De spolerer og forurener nyhedsstrømmen

Efter at have talt med Natalia Novikova sidder jeg tilbage med en følelse af, at Sputniks projekt måske ikke er så langt ude. For gør Sputniks journalister i virkeligheden ikke bare det samme som journalister på medier i Vesten; ser og beskriver verden så godt, de kan, fra der, hvor de står? 

Måske er jeg allerede blevet offer for Sputniks propaganda, for spørger man den russiske journalist Peter Pomerantzev, er målet med den russiske informationsstrategi netop at skabe følelsen af, at den ene sandhed kan være lige så god som den anden. At der faktisk ikke findes en objektiv sandhed om noget som helst. 

»Deres mål er ikke nødvendigvis at overbevise og få alle til at elske Rusland. Idéen er i højere grad at underminere alles troværdighed ved at skubbe så mange rygter, konspirationsteorier, desinformation og løgne ud i informationssfæren som muligt. På den måde spolerer og forurener de nyhedsstrømmen,« siger Peter Pomerantzev, der har skrevet rapporten 'Uvirkelighedens trussel: Hvordan Kreml bruger information, kultur og penge som våben', som blandt andet handler om udviklingen af russiske medier som propagandavåben. 

Deres strategi handler dybest set om at forstyrre, forvirre og så så meget tvivl om alting, at folk til sidst bare opgiver at forsøge at finde ud af, hvad der er sandt. På den måde underminerer Kreml tilliden til de traditionelle medier.

 

Peter Pomerantzev,
Journalist og forfatter til raporten ‘Uvirkelighedens trussel: Hvordan Kreml bruger information, kultur og penge som våben’

»Deres strategi handler dybest set om at forstyrre, forvirre og så så meget tvivl om alting, at folk til sidst bare opgiver at forsøge at finde ud af, hvad der er sandt. På den måde underminerer Kreml tilliden til de traditionelle medier. Og de har succes med det, fordi de er eminente til at finde det svage punkt i hvert enkelt land. Der, hvor de kan gå ind og spille på følelser og diskurser, som allerede eksisterer, og som kan tjene den russiske stats interesser,« siger han. 

Men statsmedier som Sputnik News er langtfra Kremls eneste våben i informationskrigen, påpeger Peter Pomerantzev. I sin rapport, skrevet for tænketanken Institute of Modern Russia – som drives af Putin-modstanderen Mikhail Khodorkovskijs søn, opremser han en hel række andre værktøjer i Kremls værktøjskasse. Ét af dem er en stigende brug af professionelle internet-trolls med falske profiler, ansat til at sprede desinformation på nettet og sociale medier.

En internetkriger i styrets tjeneste

I Sankt Petersborg, cirka 800 kilometer nord for Moskva, møder jeg Marat Burkhard, en ung russer, der har været helt tæt på denne mere lyssky del af den russiske propagandavirksomhed som internetkriger i styrets tjeneste. I to måneder – fra december 2014 til februar 2015 – var han ansat til på fuld tid at blæse pro-russiske holdninger ud i netnyheders kommentarfelter og sociale medier. 

Arbejdet foregik i en stor fireetagers bygning i Sankt Petersborg, fortæller Marat Burkhard, da jeg møder ham på en café langs en af byens centrale boulevarder. Alle gardiner i bygningen var altid trukket for, og hvis nogen spurgte, skulle de ansatte sige, at de arbejdede for en virksomhed, der importerede te, fortæller han med et skævt smil. Marat Burkhard gætter på, at der i alt arbejdede op imod 400 mennesker i bygningen, som i flere medier er blevet kaldt en ’troll factory’. 

»Jeg havde hørt om den her slags steder, før jeg begyndte at arbejde der. Men jeg troede simpelthen ikke på, at de eksisterede. Det er helt imod, hvad jeg tror på,« fortæller Marat Burkhard. 

Han sympatiserer ikke med Putins styre, men blev alligevel nysgerrig, da han var arbejdsløs og hørte om jobbet. Og ikke mindst om lønnen, som lå væsentligt over, hvad han for eksempel tjener i sit nuværende job som guide på havnerundfarter i Sankt Petersborg.

»Jeg så det også lidt som et eventyr at prøve at arbejde i fjendens lejr,« forklarer han.

Alle Marat Burkhards arbejdsdage i de to måneder, han var ansat som internetkriger, forløb på samme måde, fortæller han:  

»Hver morgen fik jeg en liste med links til alle de nyheder, jeg skulle gå ind og kommentere, og hvad min holdning i debatterne skulle være. Mit job var så at skrive 135 kommentarer på forskellige russiske onlinenyheder hver dag. Hver kommentar måtte ikke være under 200 ord, og hver eneste kommentar skulle være original – det var forbudt at bruge copy-paste. Levede du ikke op til normen, blev der skåret i din løn,« fortæller han. 

Marat Burkhard fik aldrig nogen kontrakt, og hans løn blev udbetalt i kontanter. Derfor har Journalisten ikke haft mulighed for at verificere hans historie. Men hans beskrivelser af jobbet stemmer overens med, hvad flere andre tidligere ansatte på de russiske ’troll-fabrikker’ har fortalt til både vestlige og lokale medier.

Hver morgen fik jeg en liste med links til alle de nyheder, jeg skulle gå ind og kommentere, og hvad min holdning i debatterne skulle være. Mit job var så at skrive 135 kommentarer på forskellige russiske onlinenyheder hver dag.

 

Marat Burkhards,
professionel net-troll

Tidligere 'trold': Jeg havde det, som om jeg var blandt Hitler Jugend

Selv har Marat Burkhard blandt meget andet skulle manipulere debatten om drabet på oppositionspolitikeren Boris Nemtsov – en af Vladimir Putins største kritikere – og han har skullet plædere for, at Frankrig med deres tolerance selv var skyld i terrorangrebet på Charlie Hebdo. 

For at få kommentarerne og debatterne til at se autentiske ud var det en fast strategi, at de ansatte arbejdede sammen tre og tre, fortæller han: 

»Én af os skulle have rollen som bad guy, der for eksempel skrev kritisk om Putin, og de to andre skulle så gå imod ham og skrive noget positivt. Ellers ville det være for åbenlyst. Ofte fik vi også billeder og links, som vi skulle smide ind i debatten for at støtte det, vi skrev.« 

Nogle gange oplevede Marat Burkhard, at han skulle kommentere en nyhed eller linke til en anden nyhed, som viste sig at være det pure opspind. 

»For eksempel historien om nogle børn, der var blevet dræbt af ukrainske styrker, som jeg skulle skrive om på en meget negativ måde. ’De er fascister, de dræber uskyldige børn’ og så videre. Men når jeg ledte på andre nyhedssites efter samme nyhed, var den ikke at finde nogen steder. Det var simpelthen en falsk nyhed, de bare havde fundet på,« fortæller Marat Burkhard.

Sin egen overbevisning fortalte han aldrig nogen af kollegerne om. Det ville være fyringsgrund, er han sikker på. Selv om lønnen var god, blev det i længden for hårdt at føre dobbeltliv: 

»Til sidst begyndte jeg at føle, at min hjerne rustede, og at jeg blev mere og mere skizofren. De andre, som arbejdede der, troede virkelig på det, de skrev – de stillede ingen spørgsmål og fulgte bare deres leder blindt. Jeg havde det, som om jeg var iblandt Hitler Jugend,« siger Marat Burkhard hovedrystende. 

For ham er der ingen tvivl om, at den russiske hær af internetkrigere har en effekt. Først og fremmest i Rusland, hvor mange af de samme holdninger, som han var ansat til at give udtryk for, også vælter ud, hver gang du tænder for de fleste store tv- og radiokanaler. Men også i den vestlige verden tror han, at de kan spille en rolle: 

»Jeg oplevede tit, at rigtige mennesker i debatfelterne begyndte at gå i dialog med os trolls. De troede, vi var rigtige mennesker med rigtige holdninger. For nogle af dem tror jeg, vi gav udtryk for en måde at anskue tingene på, som de måske delte med os. Andre begyndte sikkert at tænke, at hvis de her mennesker har ret, kan det jo være, at jeg tager fejl,« siger han.

Leif Davidsen: Umuligt at gennemskue, hvad der er sandt og falsk

Spørgsmålet er, om Ruslands mere eller mindre lyssky forsøg på at påvirke opinionsdannelsen i Vesten kan have nogen effekt her i Danmark? Umiddelbart har jeg svært ved at tro, at for eksempel nyhederne fra Sputnik kan snige sig ind i den danske nyhedsstrøm. Men måske er det en anden sag med de mange internetkrigere, som opererer i det skjulte, tænker jeg, da jeg har sagt farvel til Marat Burkhard på caféen i Sankt Petersborg. 

Leif Davidsen er enig: 

»Hvis du som journalist går ind på Sputniks nyhedsside, ved du godt, hvor du er henne, og derfor har du nok dine parader oppe. Men ’troldene’ kan være meget effektive, tror jeg. Og farlige! De planter jo nyheder, som kan være rent løgn og opspind, men som kan være meget svære at spore. Og nogle gange ender de jo i vestlige medier. Det er fuldstændigt umuligt for de fleste almindelige mennesker at gennemskue, hvad der er sandt og falsk,« siger han. 

Det danske Sputnik-site er stadig nyt, og der har endnu ikke været nogen eksempler på, at danske medier for eksempel har lavet citathistorier på Sputniks nyheder. Men Matilde Kimer, DR’s korrespondent i Rusland og Østeuropa, tror sagtens, det kan komme til at ske: 

»Det er "journalistik" af temmelig svingende karakter – fra tro referater af begivenheder til tyktflydende propagandistisk ævl. Men problemet er jo, at man ofte skal have et bagkatalog for at kunne skelne. Det er meget få russiske medier – og endnu færre kritiske medier – der oversætter deres artikler til fremmedsprog. Og der må man jo sige, at Sputnik virkelig har sat alle sejl til for at nå ud til resten af verden. Jeg er sikker på, at det virker. Men omfanget har jeg meget svært ved at bedømme,« siger hun. 

Den russiske journalist Peter Pomerantzev tror heller ikke, at Ruslands storstilede propagandastrategi bare er spild af penge – heller ikke i et land som Danmark. Men han understreger, at et af de store problemer er, at vi dybest set ikke ved det:  

»Under Den Kolde Krig havde vi institutioner, som systematisk analyserede og evaluerede Kremls propaganda. Men det har vi ikke i dag, så vi famler alle sammen lidt i blinde. Indtil vi får nogle undersøgelser af effekten, er mit bedste råd, at vi som journalister bliver bevidste om de her ting, så vi ikke falder for deres fælder, men så vi heller ikke bliver paranoide,« siger Peter Pomerantzev. 

Lokalredaktør i Danmark: Alle medier har en agenda

I lejligheden på Amager har Larisa Solodtchenko netop fået endnu et Skype-opkald fra sin redaktør i Moskva. Hun vil vide, om den danske oversættelse af den næste artikel, hun vil have på sitet, snart er klar. Larisa kontakter oversætteren, som sidder i Danmark – han har den klar lige om lidt, lyder meldingen. Artiklen handler om, at priserne i den nystiftede fotokonkurrence ’Andrej Stenin-prisen’ netop er blevet overrakt i Moskva. Andrej Stenin var en russisk fotojournalist, som blev »myrdet af ukrainske styrker« på en opgave i det sydøstlige Ukraine i august 2014, forklarer Larisa mig.  

»Nu er han blevet en folkehelt i Rusland. Men det skriver de vestlige medier ikke så meget om, så det gør vi selvfølgelig,« siger hun. 

Jeg spørger Larisa, hvordan hun som journalist har det med at arbejde for et statsejet medie, som aldrig skriver kritisk om sit statsoverhoved. 

»Jeg føler, at det, jeg gør, er rigtigt, og at det, Putin gør, er rigtigt. Og jeg føler, jeg kan skrive, hvad jeg vil. Da jeg arbejdede som radiojournalist i sovjettiden, blandede cheferne sig hele tiden, og alt, hvad vi bragte, skulle underskrives helt oppe i systemet. Men sådan er det slet ikke i dag. Selvfølgelig har vi vores agenda, som vi følger – men det har alle medier jo,« siger hun.

De fleste danske journalister på uafhængige medier vil nok sige, at de ikke har en agenda … 

»Haha! Min mening er, at det har de,« siger Larisa Solodtchenko. 

Foto: Petra Kleis / Illustrationer: Peter Hermann

Rettelse 4/8 klokken 14.01: I artiklen kritiserer Sputniks redaktør Natalia Novikova vestlige medier for at give masser af opmærksomhed til spekulationer om, hvorvidt det var en russisk ubåd, som i efteråret 2014 blev set i svensk farvand – imens medierne stort set ikke dækkede, at det svenske forsvar et halvt år senere slog fast, at det ikke var en ubåd.

Begge episoder skete i efteråret 2014. I det ene tilfælde slog svensk forsvar fast, at der alligevel ikke var tale om en ubåd. Men forsvaret understregede samtidig, at man var sikker på, at svensk territorium var blevet krænket i det andet tilfælde.