Ophavsret

Landsretten slår fast: Krav om 200.000 kroner for billeder var alt for højt

Copyright Agent krævede på vegne af en butiksindehaver 200.000 kroner fra en anden butiksejer for at have brugt billeder fra en webshop. Hos bureauet ser man landsrettens afgørelse som en trist dag for kreatører.

200.000 kroner.

Det var det krav, bureauet Copyright Agent havde rejst på vegne af en klient i forbindelse med en sag om opshavsret på billeder.

Men kravet ender på 25.000 kroner, og Copyright Agent skal betale 100.000 kroner for sagens omkostninger, efter hammeren faldt i Østre Landsret i sidste uge. Det fremgår af dommen.

Copyright Agent arbejder normalt med store kunder som Ritzau Scanpix og Reuters og håndhæver deres ophavsret. Men i det her tilfælde var Copyright Agent gået ind i en sag om ophavsret på billeder på webshops.

”Overordnet set mener vi, at afgørelsen sender et enormt uheldigt signal, og det var en trist dag for kreatører og selvstændige kunstnere i Danmark,” skriver Kasper Jørgensen, COO i Copyright Agent til Journalisten.

”Netop sådanne udfald er med til at skabe usikkerhed og risikerer at afholde rettighedshavere fra at håndhæve deres rettigheder ved domstolene,” fortsætter han.

Virksomhed med 15.000 på bundlinjen

Sagen drejer sig om fotos på en hjemmeside for en tøjbutik i Gilleleje. Problemet var, at billederne var taget fra en anden webshop og butik, hvis ejer selv havde taget billederne.

Der var tale om 11 billeder, der blev brugt i alt 21 gange. Det er de billeder, som med landsrettens dom ender med at koste Gilleleje-butikkens ejer 25.000 kroner.

”Jeg synes stadig, at det er i den høje ende, da jeg ikke mener, der burde tilkendes godtgørelse i sagen. Men hvis man både tæller vederlag og godtgørelse med, så er den på linje med domstolenes tidligere afgørelser,” siger Morten Kristensen, stifter af servicen Not Allowed, der tilbyder rådgivning i ophavsretssager, og som repræsenterede butiksejeren fra Gilleleje.

Morten Christensen troede første omgang ikke sine egne øjne, da han så det oprindelige krav på 200.000 kroner fra Copyright Agent.

”Som jeg også sagde, da jeg afgav vidneforklaring, så var det absurd. Det er et beløb, der har voldsomme konsekvenser. Jeg troede, de havde sat et komma eller et nul forkert,” siger Morten Kristensen.

Når Morten Kristensen kalder beløbet absurd skyldes det, at ejeren af butikken i Gilleleje i retten har forklaret, at hun butikken som en sidebeskæftigelse, og at butikken ville blive tvunget til at lukke med det krav.

Selvom ejeren allerede ved Copyright Agents første henvendelse gjorde det klart, at hun har knap 15.000 kroner på bundlinjen og med Copyright Agents krav ville blive tvunget til at lukke, holdt bureauet fast.

Ifølge Morten Kristensen, der normalt også fører sagen for dem, hvis ophavsret er blevet krænket, har Copyright Agent simpelthen beregnet kravet ud fra de højest mulige takster.

”Og det er uden at tage hensyn til sagens karakter. Det er en forkert metode,” siger han.

”Hvis man har lavet en fejl, skal man selvfølgelig betale for den fejl. Men det skal også være på niveau med fejlen. Man skal ikke gå konkurs, fordi man har lavet en fejl. Det er urimeligt,” siger Morten Kristensen.

Handler om fair behandling

Når man vælger at kalde kravet på 200.000 kroner for absurd, overser man fundamentet for selve kravet, mener Kasper Jørgensen.

Han hæfter sig ved, at de 21 forskellige anvendelser af de 11 billeder er sket i en direkte kommerciel og konkurrerende kontekst.

”Når man vælger at bruge en andens materiale så omfattende og systematisk, er der ikke længere tale om en enkeltstående forglemmelse, men om en bevidst handling for at fremme sin egen forretning,” skriver Kasper Jørgensen.

Copyright Agent har ifølge Kasper Jørgensen udregnet kravet ud fra de takster, der findes hos Visuelle Rettigheder Danmark (VISDA), der er udpeget af Kulturministeriet.

”At følge de officielle branchestandarder kan aldrig karakteriseres som absurd; det er tværtimod den eneste objektive måde at sikre en fair behandling af kreatører på.”

”Vi finder det i den forbindelse beklageligt, at Landsretten ikke har taget stilling til organisationens takster og vejledninger, da det kunne have bidraget til større klarhed og forudsigelighed for både brugere og rettighedshavere,” skriver han.

Er før blevet kritiseret for urimelige beløb

Copyright Agent er et dansk firma, der er sat i verden for at beskytte fotografers ophavsret, og firmaets kundeliste tæller blandt andre Ritzau Scanpix, Reuters, AFP og norske NTB.

På de første tre-fire år resulterede samarbejdet mellem Ritzau Scanpix og Copyright Agent i, at Ritzau Scanpix hentede mere end 2,5 millioner kroner årligt hjem i sager om ophavsret.

Men Copyright Agent har også før fået kritik for at skrue priserne for højt op, når de henvender sig til nogen, der har brudt en fotografs ophavsret.

Omvendt mener Copyright Agent altså, at det i dette tilfælde er domstolene, der skruer priserne alt for langt ned.

”Vores fokus vil dog altid være at beskytte dem, der skaber originalt indhold, og vi vil fortsætte med at arbejde hårdt for, at det bliver anerkendt – også hos de danske domstole,” skriver Kasper Jørgensen.

0 Kommentarer