I Kantar Gallups sidste undersøgelse var det Berlingske, som tiltrak flest læsere på print. I år er de forsvundet igen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kun enkelte dagblade formår at holde skuden oven vande, når det kommer til at skaffe flere læsere til printmediet i 2024.
Det er i hvert fald det billede, der tegner sig i de nyeste læsertal for de landsdækkende og regionale aviser, der dækker perioden andet halvår 2023 til første halvår 2024.
I den seneste undersøgelse, foretaget af Kantar Gallup, er det faktisk kun Dagbladet Information, som går frem.
Siden sidste sommer har Information således fået 5.000 flere ugentlige læsere, ligesom Licitationen holder fast i sine 20.000 ugentlige læsere, mens dagbladet Børsen ”kun” mister 1.000 ugentlige læsere.
Men det er også så langt, de gode nyheder fra printforretningen rækker. For helt generelt har de landsdækkende dagblade mistet flere tusinde læsere på print siden sidste sommer.
Berlingske, som ellers var det medie, der skaffede flest printlæsere i den seneste opgørelse, har mistet hele 41.000 tusind ugentlige læsere og står med det største tab i antallet af læsere på print.
Jyllands-Posten indtager en andenplads og har mistet 36.000 ugentlige læsere – med Kristeligt Dagblad lige i hælene, der har mistet 34.000 læsere.
Landets mest læste dagblad på print er Politiken med 470.000 ugentlige læsere, men Politiken har også oplevet tilbagegang.
Billedet ser ikke meget anderledes ud hos de regionale og lokale medier, hvor få medier formår at skabe fremgang.
Men trods alt ser det lidt lysere ud her.
Flere regionale medier formår nemlig at holde fast i deres læserskare på print. Det gælder blandt andet Midtjyllands Avis, Horsens Folkeblad og Lolland-Falsters Folketidende.
Hos Frederiksborg Amts Avis, Bornholms Tidende og Sjællandske i Næstved/Vordingborg/Slagelse er der endda en lille læserfremgang at spore.
I undersøgelsen er der også flere ugentlige udgivelser, som har øget deres læserskare på print. Det gælder blandt andet Børsen Pleasure og Ingeniøren.
Ingeniøren går frem med 10.000 ugentlige læsere, mens Børsen Pleasure sikrer 5.000 flere ugentlige læsere i den seneste opgørelse.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Man kunne mene, at det er det daglige besøgstal, der er interessant. Men ugentlige opgørelser kan også være det?