Medieudvikling

Kun ét landsdækkende dagblad fik flere læsere på print i 2023

Man skal have luppen frem for at spotte de gode nyheder i de nyeste læsertal for de landsdækkende og regionale aviser

For langt de fleste i dagbladsbranchen gik det den forkerte vej med antallet af papiravislæsere i 2023.

Det viser de nyeste læsertal fra Kantar Gallup, som netop er udkommet.

Faktisk er Berlingske den eneste landsdækkende avis, som formåede at øge læsertallet fra 2022 til 2023. Her voksede læsertallet med 13.000 og landede på 319.000 ugentlige læsere i 2023.

Men over hele resten af linjen er der enten tilbagegang eller stagnation.

Mens Børsen og Information nogenlunde fastholder deres læsertal, så er læsertallet gået ned for både Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad.

Med til historien hører, at Kantar Gallups tal alene viser udviklingen i antallet af læsere på print og e-avis.

Kigger man på læsertallene for de regionale dagblade, er der lidt flere, som har klaret sig igennem 2023 uden ligefrem at bløde læsere.

Både Fyns Amts Avis og Sjællandske i Næstved/Vordingborg/Slagelse fastholder samme læsertal i 2023 som i 2022. Og hos Nordjyske, Bornholms Tidende og Lolland-Falsters Folketidende er der endda en lillebitte læserfremgang at spore.

Til gengæld går store regionalaviser som JydskeVestkysten og Fyens Stiftstidende markant tilbage.

0 Kommentarer