Forhandlinger

Kritisk behov for ny medieaftale: Folk aner ikke, om de har et arbejde

Omkring 140 arbejdspladser står og falder ved den kommende medieaftale. Flere går derfor på arbejde uden at vide, hvor og om de skal møde på arbejde 1. januar.

”Det begynder at være kritisk nu.”

Sådan lyder det fra Allan Boye Thulstrup, forperson for Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ).

For her ved indgangen til november er der endnu ikke en medieaftale på plads, og forhandlingerne er endnu ikke gået i gang. Det efterlader en række medarbejdere i en ubehagelig situation.

”En del af vores medlemmer ved ikke, hvor de skal arbejde til januar,” konstaterer Allan Boye Thulstrup.

140 ved ikke, om de er købt eller solgt

Medieforhandlingerne og den efterfølgende medieaftale har selvsagt betydning for mange medier.

Men for nogle medier er medieaftalen helt afgørende for deres fremtid, fordi den ender med at diktere, hvorvidt de får offentlige midler til at fungere i fremtiden.

Den nuværende medieaftale kommer til at bestemme, om TjekDet, Gravercentret og Danwatch fortsat skal have offentlig støtte. Den kommer også til at afgøre fremtiden for Huligennems sendetilladelse, der står til at udløbe ved årsskiftet.

Radio IIII's sendetilladelse udløber først ved årsskiftet til 2028, men også den sendetilladelses skæbne bliver afgjort med de forhandlinger, der skal i gang nu.

På tværs af de medier er der tale om omkring 140 medarbejdere, hvis nærmeste karrierefremtid ligger i politikernes hænder.

”Det er mentalt hårdt ikke at vide, om man er købt eller solgt,” siger Allan Boye Thulstrup.

Opsiger alle

På TjekDet og Gravercentret har man allerede varslet alle medarbejdere opsagt, mens man på Danwatch klapper hesten og først begynder at reagere, hvis der ikke er en medieaftale på plads i december.

Hos TjekDet er frustrationen til at tage at føle på.

”Politikerne har sagt, at der vil være en afklaring inden den 31. december. Men send for pokker nogle røgsignaler, for vi er flere, der står i den samme situation,” har Thomas Hedin, ansvarshavende chefredaktør, tidligere sagt.

Samme opfordring kommer fra Allan Boye Thulstrup:

”Det kunne være rigtig fint at sende nogle signaler, selvom der ikke er en aftale endnu,” siger han.

Allan Boye Thulstrup tror og håber stadig på, at en medieaftale kan nå at komme på plads inden nytår. Men det kan blive svært at nå at få den til at træde i kraft fra 1. januar.

”Hvis den store ordning med produktionsstøtten skal lægges om, skal det først EU-godkendes, og det kan godt trække ud,” siger Allan Boye Thulstrup.

0 Kommentarer