Igen kender fremtiden for medier som TjekDet, Danwatch og Gravercentret, hvis økonomi afhænger af resultatet af medieforhandlinger. Foto: TjekDet, Danwatch
Lige nu ved hverken chefredaktøren eller medarbejderne på TjekDet, om deres arbejdsplads og medie eksisterer efter 31. december.
Derfor har chefredaktøren været nødt til at varsle opsigelse af samtlige medarbejdere – inklusive sig selv – i starten af oktober, så TjekDet kan nå at imødekomme individuelle opsigelsesperioder, der rækker ind i det nye år.
Det fortæller Thomas Hedin, ansvarshavende chefredaktør på TjekDet.
”Det er dybt frustrerende,” konstaterer Thomas Hedin.
Når hverken chefredaktøren eller medarbejderne på TjekDet aner, om de har et arbejde efter nytår, skyldes det, at TjekDet ligesom enkelte andre medieprojekter skal genforhandles med hver medieaftale. Forhandlingerne er endnu ikke gået i gang, og den nuværende aftale udløber 31. december.
”Det er selvfølgelig suverænt politikerne, der bestemmer, hvem der skal i medieforliget. Nu er usikkerheden skubbet til så sent, at jeg godt kan se, at vi får problemer med at køre, selv hvis vi kommer med i medieforliget. Simpelthen fordi vi løber tør for midler,” siger Thomas Hedin.
TjekDet fungerer som en nonprofit-organisation og med projektbevillinger fra år til år. Så der er ikke en økonomisk reserve at tage fra, fordi pengene ikke kan skubbes videre til et kommende år.
Mere stramt end først antaget
Mange af medarbejderne tager ifølge Thomas Hedin hele situationen med en form for ironisk distance, fordi TjekDet stod i præcis samme situation inden det seneste medieforlig.
”Men jeg er sikker på, at det ikke er en fest. Jeg prøver af al magt at holde en meget transparent stil, og det har jeg gjort længe, og de har prøvet det før.”
”Overraskelsen denne gang er, at vi – og jeg – troede, at medieforhandlingerne faktisk var gået i gang. Det viser sig så, at de slet ikke er begyndt. Det gør det mere stramt, end vi først troede,” siger Thomas Hedin.
TjekDet har ifølge chefredaktøren vist sit værd og sin nødvendighed, siden faktatjekmediet startede i 2016. Ifølge chefredaktøren er der kun blevet mere behov for et videnscenter og et medie, der holder øje med påvirkningskampagner og des- og misinformation.
”Jeg vil være meget overrasket, hvis ikke vi på en eller anden måde bliver inkluderet i medieforliget, for vi spiller ind i en væsentlig debat og et stort problem.”
Skaber bekymring blandt medarbejdere
Men chefredaktøren savner stadig politiske svar – og en medieaftale.
”Politikerne har sagt, at der vil være en afklaring inden den 31. december. Men send for pokker nogle røgsignaler, for vi er flere, der står i den samme situation,” siger Thomas Hedin.
Sandra Blenner Rasmussen, tillidsrepræsentant på Danwatch
De andre, der står i samme situation, er Gravercentret og Danwatch, der får bevillinger på samme måde som TjekDet.
Gravercentret, hvis økonomi udelukkende hviler på det offentlige tilskud, meldte i september ud i MediaWatch, at alt er gjort klar til at lukke, i tilfælde af at projektet ikke kommer med i medieaftalen igen.
”Alle aftaler er opsagt. Det er lejemål, medarbejdere og leverandører af telefoni. Det er vi nødt til at gøre. Det har vi været nødt til i rettidig omhu,” sagde Bruno Ingemann, chef for Gravercentret.
Situationen påvirker også journalisterne på Danwatch, fortæller tillidsrepræsentant Sandra Blenner Rasmussen:
”Det er klart, at den manglende afklaring skaber bekymring blandt medarbejderne. Vi nærmer os årsskiftet uden at vide, hvad fremtiden bringer for Danwatch, og det er selvfølgelig en usikker situation at stå i.”
”Vi håber selvsagt derfor, at der snart kommer et medieforlig, som også sikrer Danwatch en plads, så vi kan fortsætte med at lave den kritiske og undersøgende journalistik, der gang på gang har vist sin berettigelse, og som også er blevet anerkendt med flere journalistiske priser,” siger hun.
Satser på ikke at skulle opsige
Danwatchs administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør, Jesper Nymark, har dog valgt en anden tilgang til situationen end TjekDet og Gravercentret.
”Vi har ikke varslet opsigelser. Vi har sagt, at hvis ikke der kommer en afklaring inden december, er vi nødt til at forholde os til det,” siger Jesper Nymark og fortsætter:
”Vi tror og håber på, at det, der bliver sagt om vigtigheden af kritisk og uafhængig undersøgende journalistik i forhold til den demokratiske samtale, holder stik, og vi har ikke fået meldinger, der går imod det. Så vi håber, vi gennem vores undersøgende journalistik har vist os berettiget til at være i medieforliget igen.”
Skulle Danwatch vise sig ikke at få penge ud af medieforliget, kan den strategi dog vise sig at have en bagside. For medarbejderne har opsigelsesvarsler, der alt efter medarbejderens anciennitet lyder på mellem en og seks måneder.
”Det kan være, at det viser sig at være en fejl. Men jeg synes, at signalet til medarbejdergruppen er vigtigere for os: At vi som undersøgende medie gennem vores journalistik og de priser, vi har modtaget for den, har en berettigelse,” siger Jesper Nymark med henvisning til, at Danwatch det seneste år har modtaget adskillige priser, herunder Cavlingprisen.
”Og vi ved, hvor meget uro det skaber, hvis man opsiger folk,” siger Jesper Nymark.
Han afviser, at beslutningen om ikke at opsige medarbejdere handler om at lægge pres på politikerne.
”Så var jeg gået tydeligt ud med det og været offensiv. Det har vi ikke, og nu er det jer, der spørger, hvordan vi forholder os til det, hvilket vi naturligvis svarer på. Men det er klart, at vi jo ikke kan fortsætte driften uden penge. Men vi har jo holdt det internt, så det er på ingen måde ment som en presbold,” siger Jesper Nymark.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.