Fra september kan vilkårene for journalister blive svækket voldsomt, lyder det fra undersøgende journalister. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fremover risikerer journalister at kunne blive identificeret, når de slår virksomheder og virksomhedsejere op i CVR-registret.
Det skyldes et forslag til en lovændring, som Journalisten tidligere har omtalt, og som lige nu er i høring frem til midten af juni.
Kort fortalt vil forslaget give virksomhedsejere indsigt i opslag i CVR og indføre en femårig slettefrist for tidligere tilknytning til virksomheder.
Allerede nu har dataplatformen KM24 indsendt et kritisk høringssvar, hvor der advares om, at lovændringen kan ende med at hjælpe svindlerne.
Og hos Gravercentret advarer centerchef Bruno Ingemann også om, at det i praksis vil være en begrænsning af den åbenhed, der bør være om virksomheder:
”I realiteten vil det forringe, måske ødelægge, mulighederne for at afsløre fusk og svindel, hvis myndighederne vil advare virksomhedsejere om, at de er ved at blive gransket af en undersøgende journalist,” advarer han.
Slettes efter fem år
I udkastet til lovændringen er der også en bestemmelse om, at oplysninger om de reelle ejere bag virksomheder skal slettes senest fem år efter, at en person holder op med at have tilknytning til virksomheden.
”Jeg forstår slet ikke, hvad det skal gøre godt for,” lyder reaktionen på begge ændringsforslag fra Ronja Pilgaard, som er formand for Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ).
Ifølge hende vil det efterlade danske erhvervsjournalister i en enormt svag position, hvis oplysningerne forsvinder efter fem år.
”Det gør det både sværere at følge konkrete bagmænd og problemvirksomheder, og det gør det sværere at følge mønstre med eksempelvis konkursrytteri eller hvidvask,” mener hun.
Hos KM24, der sælger en tredjepartsplatform, som journalister kan bruge til at slå netop den form for oplysninger op om virksomheders ejere, vil ændringerne være problematiske, lyder det i høringssvaret.
”Hvis en reel ejer kan få at vide, at en journalist har slået vedkommende op, risikerer det at afsløre research i en konkret sag,” lyder det i høringssvaret.
Det gælder ifølge KM24 også, hvis det alene eksempelvis er i form af en funktionsbeskrivelse som ”presse”.
DJ på vej med høringssvar
Samme bekymring har DJ tidligere luftet i et høringssvar:
”DJ kan ikke godtage, at der skal føres centrale fortegnelser eller andre former for registreringer af journalister og redaktionelle medarbejdere.”
Meldingen fra DJ lyder nu, at man vil gentage budskabet i et nyt høringssvar inden juni.
Lovændringen hænger sammen med, at Danmark skal implementere EU's sjette hvidvaskdirektiv.
Formålet er blandt andet at begrænse misbrug af oplysninger om reelle ejere og styrke beskyttelsen af borgernes privatliv.
Flere kritikere har dog fremhævet, at det kan få utilsigtede konsekvenser for både journalistisk research og det forebyggende arbejde mod økonomisk kriminalitet.
Ifølge høringsmaterialet er det hensigten, at lovændringerne træder i kraft fra september.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.