Idéen var at gå i samskabelse med borgerne i kommunen, lød det i første omgang fra Frederikshavn Kommune. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Frederikshavn Kommune trækker nu et jobopslag til en ulønnet stilling tilbage, efter at Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ) her i Journalisten har rettet kritik af det.
Det skriver TV2 Nord, ligesom kommunen bekræfter det over for Journalisten i en mail:
”Der er ikke tale om en ansættelse, da vores kommunikationsopgaver fortsat løses af kommunale medarbejdere. Vores opslag har givet anledning til nogle misforståelser, og vi har derfor valgt at trække det tilbage,” lyder det i det skriftlige svar.
Skulle hjælpe med indhold
Frederikshavn Kommune har ikke yderligere kommentarer, men presseafdelingen bekræfter over for Journalisten, at planerne om at hyre en ung SoMe-creator er droppet.
I jobopslaget søgte kommunen en SoMe-creator til at hjælpe med at lave indhold til sociale medier. For at komme i betragtning til ”den tidsbegrænsede ansættelse” skulle man skrive en ansøgning, hvorefter kandidaterne ville blive inviteret til samtale.
”Arbejdstiderne er fleksible og aftales i teamet, ligesom arbejdsmængden tilpasses den enkeltes hverdag og behov. Der er tilknyttet en kontaktperson, som hjælper teamet med det praktiske og tekniske m.v.,” lød det blandt andet i opslaget. Det er nu slettet.
Kritik fra DJ
Opslaget mødte kritik fra næstforperson i DJ Lise Møller Schilder:
”De funktioner, der bliver beskrevet, er funktioner, som masser af mennesker i vores branche vil kunne løse, og som man normalt tager betaling for. Jeg forstår ikke, at det er slået op som frivilligt arbejde,” sagde hun.
Hun hæftede sig især ved, at kommunen ønskede at finde kvalificerede kandidater med bestemte kompetencer.
”Opgaver for frivillige er jo typisk noget, som de fleste kan løse, for eksempel at hjælpe til ved et stort arrangement. Men her søger man personer med bestemte kompetencer. Hvis du har brug for en hjemmehjælper, søger du jo heller ikke frivillig arbejdskraft,” lød det videre.
Konsulent i Frederikshavn Kommune Frithjof Rødbro Jensen forklarede i den forbindelse til Journalisten, at idéen bag initiativet var at gå i samskabelse med de borgere, som bor i kommunen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.