Knud Meldgaard fik et par på skrinet ved Rigsretten: ”De skulle kraftedeme ikke brænde Koranen af”

’Dansk journalistiks sidste gentleman’, redaktør Knud Meldgaard, brød ind, da demonstranter ved Rigsretten pludselig satte ild til Koranen

Der er stadig lidt heftig vejrtrækning hos Knud Meldgaard, redaktør på magasinet Transeuropa og kendt fra statsministerens corona-pressemøder, en god time efter at der her til eftermiddag blev afsagt dom mod Inger Støjberg i Rigsretten.

Den heftige vejrtrækning skyldes ikke dommen, men at Knud Meldgaard med redaktørens egne ord blev overfaldet, da han forsøgte at bryde ind i en lovligt anmeldt demonstration.

Knud Meldgaard stod foran Rigsretten og ventede på, at den netop dømte Inger Støjberg ville træde ud af bygningen og stille sig op foran pressen. Inden det skete, dukkede tidligere Dansk Folkeparti-formand Pia Kjærsgaard op.

”Da Pia bliver interviewet, siger demonstranterne hurra for Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrup, og så brænder de en koran af,” siger Knud Meldgaard, der tidligere er blevet kaldt ’’dansk journalistiks sidste gentleman’.

”De skal kraftedeme ikke brænde den af”

Men med afbrændingen knækker filmen for Knud Meldgaard, der ellers har fundet sig i demonstranternes skældsord indtil da.

”Jeg tænker, at det gør de kraftedme ikke. Men så sætter de sgu ild til en koran i et alu-fad, man har haft lørdagskylling i,” fortæller han.

Scenen kunne ses på TV 2 News, der sendte live foran Rigsretten. Her kunne man se, at der opstod en form for håndgemæng, og at politiet førte Knud Meldgaard væk fra stedet. Ifølge Knud Meldgaard brød han igennem politiafspærringen, da der blev hældt noget ud over Koranen og sat ild til den.

”Jeg skriger på vejen, hvad fanden de har gang i, og at de kraftedeme ikke skal brænde den af,” tilføjer han.

I samme øjeblik håber Knud Meldgaard, der i øvrigt ikke bryder sig om Koranen, at politiet når at få fat i ham, før han når ind midt mellem demonstranterne. Det når de imidlertid ikke, før redaktøren får et par på skrinet.

”De når at overfalde mig. Jeg skal ind og vaske mig, for jeg har blod i hovedet. Men jeg er en frisk, gammel mand på 76, så der skal nogen stykker til at overmande mig,” siger Knud Meldgaard, der står foran en bar, hvor han skal ind og have en bajer, som han med egne ord trænger til.

”Politiet kommer og frelser mig og fører mig over i et hjørne, så ingen kan se mig,” tilføjer han.

Skal have en øl og tænke i fem minutter

Knud Meldgaard mener, at det er ham selv, der er på kant med loven, når han forsøgte at bryde ind i en lovligt anmeldt demonstration.

”De har fået lov til at brænde en koran af. Det vil jeg ikke finde mig i. Om det er en koran, bibel eller pavens samlede skrifter, har det intet med en ytringsfrihed at gøre. At man hævder sin ytringsfrihed ved at brænde noget af, som repræsenterer andres religionsfrihed,” siger han og fortsætter:

”De må råbe, fløjte og trutte så galt, de vil. Men vi skal ikke brænde bøger af. Jeg vil ikke have det, om det så er Koranen, Biblen eller andet.”

Knud Meldgaard har kun ros til politiet, der greb hurtigt ind og førte ham væk fra demonstranterne og afhørte ham. Men den 76-årige redaktør er da mærket af situationen:

”Jeg har hovedpine, jeg bløder lidt fra den ene kind. Politiet vil gerne have mig på skadestuen, men jeg vil bare gerne ind og vaske mit ansigt og have en øl og lige tænke lidt i fem minutter,” siger Knud Meldgaard.

0 Kommentarer

Læs også

Knud Meldgaard har en fortid som restaurationskonge, har arbejdet i mediebranchen siden 60'erne og gik i sin tid i byen med kunstnere og mediefolk på den såkaldte dødsrute i København K. Her er han fotograferet til DSB's magasin Ud & Se.

Den sidste gentleman: ”Jeg bliver tilbudt fisse og kaffestel, det er rablende sindssygt”

27. MARTS 2020