Ansvarshavende chefredaktør Knud Brix. Foto: Philip Hoepner/APPR/Ritzau Scanpix
Knud Brix skal fra januar 2027 være Afrika-korrespondent for DR, og han forlader derfor jobbet som chefredaktør for Ekstra Bladet senest i december 2026.
Det skriver JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.
”Efter mere end fire år som ansvarshavende chefredaktør på Danmarks vildeste og sjoveste mediearbejdsplads har jeg fået mulighed for at udleve en drøm; at blive udstationeret som korrespondent i Afrika,” udtaler Knud Brix om baggrunden for sin beslutning om at sige ja tak til DR og rykke med familien til Nairobi, Kenya.
Mange chefredaktører på få år
Dermed skal Ekstra Bladet have ny ansvarshavende chefredaktør.
Og det er noget, de har prøvet før på mediet, der har gennemgået en række chefredaktørskift på få år.
Knud Brix kom til Ekstra Bladet i 2021 fra netop DR og blev året efter ansvarshavende chefredaktør.
Han afløste Henrik Qvortrup, som nåede at sidde på posten i 278 dage.
Inden da stoppede Poul Madsen i 2021, og siden gjorde Kristoffer Eriksen og Pernille Holbøll det samme.
Også Asger Juhl stoppede i 2023 som journalistisk chefredaktør efter under et år på posten.
Det fik i juli 2023 daværende administrerende direktør for JP/Politikens Hus Stig Ørskov til at erkende, at der havde været for stor udskiftning på Ekstra Bladet.
Afrika er ikke fremmed
Men nu stopper Knud Brix altså efter mere end fire år på posten for at blive Afrika-korrespondent for DR.
Afrika er ikke fremmed for Knud Brix.
Han har en master i Afrika-studier fra Københavns Universitet og udgav i 2022 romanen og rejseberetningen 'Febertræet' med skildringer fra bl.a. de krigshærgede lande Sierra Leone og Liberia.
”Jeg kunne ikke sige nej til tilbuddet om at vende tilbage til reportagen og de store fortællinger på et kontinent, som jeg elsker, har studeret og rejst på, siden jeg var en stor dreng. Jeg forlader med vemod og stolthed Ekstra Bladet og de fremragende medarbejdere og ledere, som har tilbageerobret tronen som Danmarks største nyhedsmedie,” udtaler han i pressemeddelelsen fra JP/Politikens Hus.
Knud Brix fortsætter som ansvarshavende chefredaktør indtil december 2026, eller indtil hans afløser er fundet. Rekrutteringen sker i samarbejde med Politiken-Fonden.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.