Jobnyt

Kirsten Marie Svendsen bliver nyhedsdirektør i DR

DR har udnævnt Kirsten Marie Svendsen som ny nyhedsdirektør.

DR's nye nyhedsdirektør bliver Kirsten Marie Svendsen, som siden oktober 2025 har været konstitueret i stillingen.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Kirsten Marie Svendsen har mere end 20 års erfaring som journalist og leder og har både været hos TV 2 og DR.

Åbne for kritik

I pressemeddelelsen lægger Kirsten Marie Svendsen vægt på, at DR skal arbejde for alle danskerne, og at fundamentet for DR's arbejde skal være tillid og faglighed.

”Vi skal aldrig gå på kompromis med vores uafhængighed og integritet,” udtaler hun blandt andet.

I forlængelse af flere kritiske sager har DR fået kritik for at være for lukket over for kritik udefra. I pressemeddelelsen lægger Kirsten Marie Svendsen op til, at DR vil være mere synlig i sådanne sager:

”Vi skal altid være åbne for kritik og lytte, når nogen mener, vi kan gøre det bedre. Jeg tror på, at DR har en vigtig rolle i at styrke den fælles samtale, og derfor skal vi selvfølgelig også selv være en del af den,” udtaler hun og tilføjer:

”Jeg vil være synlig, nysgerrig og tilgængelig for alle, der har lyst til at debattere, hvordan vi skaber mere forståelse i en tid, hvor meget trækker os i hver sin retning.”

Flere redaktørroller bag sig

I pressemeddelelsen lægges der vægt på, at Kirsten Marie Svendsen har en lang række ledende redaktørchefstillinger bag sig, og derfor er kommende indholdsdirektør, Naja Nielsen, tryg ved ansættelsen, udtaler hun:

”Hun har en inspirerende vision for, hvordan DR's nyhedstilbud skal udvikles, så danskerne også om tre og fem år ikke bare bruger DR mere, men også har samme tårnhøje tillid til DR, som de har i dag,” lyder det fra Naja Nielsen.

Naja Nielsen indtager selv stillingen som indholdsdirektør fra første oktober. Rollen som indholdsdirektør er ny i DR og blev besluttet som et led i en større ændring af DR's organisation tidligere på året.

0 Kommentarer