
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Der er næsten lige mange kvinder og mænd bag skrivebordene på redaktionerne, men kun en tredjedel af redaktionelle ledere er kvinder.
Det er nogle af konklusionerne fra den nye undersøgelse ’Kønsbalance og mangfoldighed i mediebranchen 2021’, der bliver offentliggjort i dag.
Undersøgelsen er udarbejdet af Danske Medier og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som en del af et treårigt projekt under Nordisk Ministerråd, og er den første af sin slags i Danmark.
”Det er en nulpunktsmåling. Der har ikke været lavet noget lignende før, så netop i fremtiden kan man bruge undersøgelsen til at beskrive udviklingen. Vi kan bruge den som et pejlemærke til de ting, man sætter i værk, og hvordan det afspejler sig i mediebranchen,” siger Thomas Gynild, analysechef i Danske Medier.
Mere end 70 procent er tilfredse
Flere end halvdelen af de 11.360 adspurgte medarbejdere i undersøgelsen mener, at deres virksomhed i lav grad arbejder for at øge mangfoldigheden i forhold til køn, og en tredjedel mener, at virksomheden i mindre grad har kønsmangfoldighed.
Ifølge undersøgelsen er flere end 70 procent af virksomhederne dog tilfredse med deres kønsbalance.
Undersøgelsen er inspireret af en lignende undersøgelse fra Norge, der begyndte i 2018 og er udkommet hvert år siden. Til sammenligning havde de norske redaktioner i 2021 41 procent kvinder i ledergrupperne, mens hele 50 procent af de redaktionelle mellemledere er kvinder.
Dækker kun over fastansatte
I alt har 100 virksomheder med 11.360 medarbejdere deltaget i den danske undersøgelse. Ud af dem er 85 virksomheder, der primært beskæftiger sig med redaktionel produktion, for eksempel dagblade, ugeaviser og radio- og tv-stationer, blandt andet public service-medierne.
Redaktionelle medarbejdere udgør 7.699 af de adspurgte medarbejdere. Undersøgelsen dækker kun fastansatte medarbejdere.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.