Kamera i træet og konfrontation i løb: Emilie løftede lokal historie om pædofil til tophistorie på TV 2

En historie om en pædofilidømt mand, der spreder utryghed i et lokalområde ved Slagelse, har med TV 2’s muskler og TV2 Østs lokalkendskab fået luft under vingerne

To måneders research, skjulte kameraer i marker og træer og en konfrontation i løb med en puls på 700.

Det var blandt ingredienserne til en historie, som regionaljournalist Emilie Grav har boret ud, og som den seneste uge har fået massiv dækning på både TV 2’s hovedkanal og regionalstationen TV2 Øst.

Historien handler om en tidligere pædofilidømt mand, der spreder utryghed i et lokalområde ved Slagelse. Fredag blev manden sigtet og varetægtsfængslet i fire uger for 11 gange at bryde et polititilhold mod en 14-årig dreng.

”Meningen med historien har været at rejse en debat om, om det er i orden, at én enkelt mand er årsag til, at et helt lokalsamfund lever i frygt. Så det har jeg det rigtig godt med,” fortæller Emilie Grav.

Hun er journalist på TV2 Øst, men har lavet historien i samarbejde med TV 2. Samarbejdet er en del af et pilotprojekt mellem TV 2 og regionalstationerne i TV2 Øst og TV2 Nord for at få flere regionale og lokale historier ind på TV 2’s flade.

Hørte om historien via familie

Idéen til historien opstod, da Emilie Grav for halvandet år siden første gang hørte om manden. Hun bor i Slagelse og har familie i området vest for byen, hvor manden, der tidligere er dømt for at have forgrebet sig på en dreng i lokalområdet, skabte utryghed.

Hun begyndte at tale med folk i lokalområdet og læse op på sagen, som på det tidspunkt også havde været omtalt i Sjællandske Medier.

”Jeg vidste ikke, hvad der var op og ned, da jeg pitchede idéen ind til pilotprojektet. Jeg vidste bare, at forældre i området bad deres børn om ikke at lege ved vejen, hvis han kom cyklende. Det lød vildt, så jeg fik lov til at bruge noget ekstra tid på at undersøge sagen nærmere,” siger Emilie Grav.

Normalt laver hun dag til dag-nyheder, så for hende har det været usædvanligt at kunne grave sig ned i historien over en længere periode. Men den ekstra tid til at søge aktindsigter og opbygge en relation til kilderne har været afgørende, tror hun.

”Tid er jo ikke det, vi har mest af på regionalstationerne, og TV2 Øst havde nok ikke haft ressourcerne til at lade mig blive ved med at arbejde på historien i en måned uden at vide, hvad det kunne blive til. Men det har TV 2. På den måde har det været godt givet ud at kombinere TV 2’s muskler og ressourcer med TV2 Østs lokalkendskab,” siger hun.

Lavede konfrontation i løb

Emilie Grav og hendes kolleger talte fra starten om, at det ville være et vigtigt element i historien at få visual proof for, at manden trods flere polititilhold stadig opsøger drenge i lokalområdet.

Da moren til en af drengene fortalte, at manden for tiden ofte cyklede forbi drengen på drengens vej hjem fra skole, gik Emilie Grav og TV2 Øst-fotograf Martin Stilling i gang med at sætte kameraer op.

De gemte blandt andet et kamera i marken og i et træ ved det specifikke sted, hvor moren havde nævnt, at manden kom cyklende og vinkede til sit tidligere offer. På den måde kunne de til sidst dokumentere, at drengens overgrebsmand seks ud af ti dage cyklede forbi, når han var på vej hjem fra skole.

Her har fotograf Martin Stilling placeret et kamera i marken, der skulle dokumentere den pædofilidømtes forsøg på at etablere kontakt med den unge dreng. Foto: Martin Stilling / TV2 Øst
Holdet placerede også et kamera i et træ. Foto: Martin Stilling / TV2 Øst

”Vi havde nok fortalt historien alligevel, for frygten og ubehaget var der jo, uanset om vi havde visual proof. Men det var da et drømmescenarie, at han faktisk dukkede op,” fortæller Emilie Grav.

Det var også langs den vej, drengen cyklede til og fra skole af, at Emilie Grav endte med at lave konfrontationen med manden med hans adfærd og den utryghed, det skaber i lokalområdet.

”Jeg havde jo en puls på 700, da jeg stod over for ham. Også fordi jeg ikke vidste, hvordan han ville reagere. Det var heller ikke helt hensigtsmæssigt, at jeg skulle løbe efter ham for at lave interviewet, men jeg havde jo nogle spørgsmål, jeg gerne ville have svar på,” fortæller Emilie Grav.

Redaktør: Kronen på værket

TV 2’s første artikel om sagen fra sidste søndag har i skrivende stund over en halv million visninger og en læsetid på 3:35 minutter. Den er ifølge chefredaktør Thomas Funding et skoleeksempel på, hvad pilotprojektet om øget samarbejde med regionerne kan.

”Jeg er helt overbevist om, at vi ikke havde lavet den historie, hvis det ikke havde været for samarbejdet med TV2 Øst. På den måde er det et godt eksempel på, at samarbejdet gjorde, at en historie fra regionerne bliver bragt ud til hele landet,” siger han.

”Nu er det jo bare et lille forsøg. Men historien her er kronen på værket, der viser, at hvis vi på sigt kan holde fast i det over et længere stræk, så bliver TV 2 mere relevant for danskerne og i endnu højere grad afspejler den virkelighed, de lever i. Det er public service i sin reneste form,” mener Thomas Funding.

Selv er Emilie Grav også glad for, at historien er blevet læst og set af mange på både TV2 Østs regionale platforme og TV 2’s landsdækkende platforme. Men det vigtigste for hende er, at kilderne er tilfredse.

”De forældre, jeg har talt med, er vendt tilbage og har sagt, at de er rigtig glade for resultatet og måden, historien er formidlet på. Det er det, der betyder mest for mig,” siger Emilie Grav.

0 Kommentarer