Artiklerne er illustreret med kildernes egne fotos, som de har støvet frem fra gemmerne. Her er det journalist Thomas Lund Hansens historie om Lise og Peter. Privatfoto og illustration: Lotte Overgaard, JP
”Jørn stod med en buket blomster i entréen, da han så sin ungdomskæreste for første gang i knap 50 år. Han ønskede både at stikke af og blive for evigt.”
Sådan lyder rubrikken til en af historierne i en ny artikelserie fra Jyllands-Posten, der handler om noget så universelt som kærlighed.
Journalist Kenneth Thygesen har ført pennen i den tredje historie i serien.
Han fortæller, at han var overrasket, da samfundsredaktør på Jyllands-Posten Mette Mayli Albæk ringede og spurgte, om han ville finde og skrive historier om almindelige menneskers kærlighed til hinanden. Blandt andet fordi han har en baggrund i sportsjournalistikken.
”Jeg var på vej til et sportspressemøde og tænkte: Hvad i alverden, skal jeg nu skrive om kærlighed? Men det har vist sig, at Mette fik ret, og at folk virkelig gerne vil læse om det. Og det er jo virkelig fedt,” siger Kenneth Thygesen, som kort efter at artiklen var udgivet, blev kontaktet af et drillende familiemedlem.
”Jeg fik en sms fra et familiemedlem, som spurgte, hvorfor jeg ikke havde fortalt, at jeg var blevet ansat på Femina. Det er jo også meget sjovt, men nok også et billede på, at det her ikke er historier, som Jyllands-Posten typisk har skrevet,” siger Kenneth Thygesen.
Mette Mayli Albæk, redaktør på Jyllands-Posten
Kærlighed vs. krig og ødelæggelse
Idéen til kærlighedsserien opstod, efter at samfundsredaktør Mette Mayli Albæk omkring december sidste år havde læst en undersøgelse, der viste, at læsetiden hos 50 store amerikanske medier var halveret på få år, og tendensen bekymrede hende.
Nogenlunde samtidig stødte hun på en journalist fra CNN, der netop var lykkedes med at skrive kærlighedshistorier, og hun tog idéen med til redaktionen.
”Jeg tænkte, det måtte vi gøre noget ved. Det er et kæmpe problem for journalistikken, at mange aldrig læser i bund,” siger Mette Mayli Albæk og tilføjer:
”Udgangspunktet var, at vi ville have læserne til at læse i længst mulig tid. Det kræver et emne, man gider at læse om – og folk vil gerne læse om kærlighed.”
Og interessen blandt læserne har da også været overvældende. Mette Mayli Albæk fortæller, at de aldrig har fået så mange læserhenvendelser og mails, hvor folk takker for historierne.
”De her historier bonner ud på alt: Læsetid, sidevisninger, konverteringer og et overvældende engagement. Folk taler om det. Der var en læser på 100 år, der ringede ind og spurgte, om hun måtte fortælle sin kærlighedshistorie,” siger Mette Mayli Albæk og kalder det et forsøg på at bekæmpe nyhedstræthed.
”Kærlighed er i hvert fald det direkte modspil til krig og ødelæggelse,” siger hun.
Kenneth Thygesen, journalist på Jyllands-Posten
Hyret plotforfatter
Jyllands-Posten har indtil videre afsat tre journalister til at arbejde på historierne, og det er der indtil videre kommet tre forskellige kærlighedshistorier ud af – og flere er på vej.
”Jeg har været ude og lede på det helt mørke internet via alt fra gamle blogs, kommentarspor til Hestenettet og Reddit for at finde de rigtige kilder til historierne,” fortæller Kenneth Thygesen.
I serien kan du således møde Lise og Peter, som forelskede sig på Samsø i 1968. Karla Rosalina og Jonas, som forelskede sig i ottende klasse, gik fra hinanden og mødtes igen, og Hanne og Jørn, som fandt hinanden efter flere forliste ægteskaber og mange år fra hinanden.
Fælles for historierne er, at der skal være noget på spil. Noget modstand og noget, der driver historien videre, fortæller Mette Mayli Albæk. Netop, hvordan man plotter sin historie bedst, hyrede hun manuskriptforfatter Iben Albinus Sabroe til at undervise en håndfuld af redaktionens journalister i.
”Medierne er på mange måder i krise, og det skal vi turde udvikle os ud af. Noget af det handler om at styrke formidlingen, og her er meget at lære fra fiktionens verden og en manuskriptforfatter som Iben Albinus,” siger Mette Mayli Albæk.
For Kenneth Thygesen var det lærerigt at få lov til at skrive på en anden måde.
”Jeg har sjældent brugt så lang tid på at skrive noget, som umiddelbart virker så banalt. Men det var netop for at tænke i, hvordan man i højere grad kan fastholde læseren og bygge historien op med det rigtige plot og dramaturgi,” fortæller han.
Spild af tid
Ligesom de fleste medier i dag kan Jyllands-Posten måle mere eller mindre præcist, hvor lang tid brugerne læser med.
På trods af det mener Mette Mayli Albæk ikke, at vi interesserer os nok for læsetid og i relation til det: Formidling.
”Vi kan se, at der er alt for mange artikler, hvor folk hopper ud halvvejs. Og det er jo fuldstændigt latterligt. Det er spild af læserens tid, og det er spild af journalistens tid. Det er spild af plads,” siger Mette Mayli Albæk.
”Vi taler en masse om metode, og vi hylder de hårde historier meget i journalistbranchen. Men det fineste, man kan, er jo i virkeligheden at få folk til at læse artiklen til ende.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.