Mads Frost/PR Foto
Jyllands-Postens redaktionelle medarbejdere har forlænget deres arbejdsnedlæggelse frem til klokken 13 onsdag, hvor der er fagligt møde, oplyser kilder.
Det sker i solidaritet med de kolleger på JP, som i dag bliver orienteret af ledelsen om, at de er fyret.
Sparerunden betyder ifølge MediaWatch farvel til 11 journalister. Syv bliver fyret, og fire har taget imod en frivillig fratrædelsesaftale, erfarer MediaWatch.
I går nedlagde journalisterne arbejdet i protest mod den måde, ledelsen har behandlet medarbejderne på under den igangværende fyringsrunde, hvor der skal spares 16,9 millioner kroner.
”Vi oplever ikke, at man reelt ønsker at undgå fyringer, og vi oplever, at vi undervejs er blevet stukket blår i øjnene om villigheden til at finde besparelser uden om lønkroner. Samtidig er vi blevet mødt med sparekrav, der er direkte overenskomststridige, og som ikke kun omfatter 2026, men også 2027. Vi går ligeledes hjem i solidaritet med de kolleger, der efter planen bliver fyret i morgen onsdag klokken 7,” stod der i en udtalelse fra medarbejderne.
Den konstituerede ansvarshavende chefredaktør, Emilie Holt Vissing Christensen, forklarede i går, at hun ikke kan genkende, at ledelsen skulle mangle forhandlingsvilje.
”Tværtimod har vi undervejs i vores tocifrede antal møder med tillidsrepræsentanterne de seneste fire uger haft mange modeller på bordet i bestræbelserne på at kunne reducere antallet af afskedigelser. I den forbindelse har vi også fundet betydelige besparelser uden om lønkroner,” skrev hun i en mail til Journalisten.