Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Fredag besluttede Jyllands-Posten fremover at deklarere alle udsagn af RUC-professor Sune Haugbølle som værende israelkritiske.
Det fremgår af en leder skrevet af avisens konstituerede ansvarshavende chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen.
Ifølge lederen kommer beslutningen som reaktion på, at Sune Haugbølle siden Hamas’ terrorangreb mod Israel 7. oktober har relativeret angrebet ved at sidestille det med Israels metoder. Israel, der ifølge ham er et apartheidstyre, som han politisk har engageret sig i at bekæmpe.
”At en dansk underviser og forsker forklarer et koldblodigt terrorangreb som indirekte krigslogik, er forstemmende, og RUC burde øjeblikkeligt reagere. I stedet får denne ekspert såmænd skattekroner for at turnere med sine udeklarerede synspunkter i danske medier og herved bane vejen for en yderligere fordummelse og radikalisering,” skriver Marchen Neel Gjertsen.
Onsdag rettede Liberal Alliances spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, Henrik Dahl, også kritik af mediernes brug af Sune Haugbølle som ekspert på Israel-Palæstina-konflikten.
Det fik fredag redaktionschef med ansvar for udlandsdækning på TV 2 News til at understrege, at man på TV 2 fortsat anser professor mso Sune Haugbølle som en yderst kompetent og relevant ekspertkilde.