
Venstre fik et flot valg, trods dystre målinger i Jyllands-Posten. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Meningsmålinger er utvivlsomt en af de vigtigste journalistiske motorer under en valgkamp. Men kvaliteten er nogle gange så dårlig, at det ender med at være decideret misvisende. Det har Jyllands-Posten måtte erkende på baggrund af en beregning, som valgforsker Kasper Møller Hansen fra København Universitet har lavet. Den viser, at JP’s sidst publicerede meningsmåling inden valget havde en fejlprocent på over 10 procent.
Så stor en fejlmargen ønsker JP’s chefredaktør Jacob Nybroe ikke længere at stå på mål for. Avisen skrev selv om de skæve målinger i en artikel, og her meddelte Nybroe, at man ”foreløbigt og med øjeblikkelig virkning” vil indstille brugen af meningsmålinger.
Også skævt ved EP-valg
Over for Journalisten uddyber Jacob Nybroe, at det var en overvejelse, han allerede fik efter Europaparlamentsvalget.
”Jeg er ked af at sige det, men ved EP-valget var JP’s målinger også forkerte. Det er de to valg, vi har haft med Norstat som vores analysebureau. Men ved valget før var den også gal, og dengang var det et andet bureau,” siger han.
Kasper Møller Hansen har beregnet fejlprocenten for meningsmålinger foretaget af seks forskellige analyseinstitutter. Norstat og YouGov skiller sig negativt ud med fejlprocenter omkring 10 procent. De øvrige fire – Epinion, Kantar Gallup, Megafon og Voxmeter – ligger mellem 3,8 og 4,9 i fejlprocent.
Norstats måling viste blandt andet, at V lå til kun at få 17,9 procent af stemmerne. Ved valget endte de på 23,4 procent.
Lever af troværdighed
”Hvis det var en fejlmargen som eksempelvis den, Epinion har, kunne jeg godt kunne leve med det. Det er ikke det principielle med, at meningsmålinger påvirker folks gerning, som jeg er ude efter. Men hvis man gør det, så skal man være ret sikker på, det er rigtigt. Og jeg vil bare sige: Vi vil ikke tabe igen i det her spil og være de mest usikre, for vi lever simpelthen af vores troværdighed.”
Hvorfor så ikke blot skifte til et af de analysebureauer, der klarer sig bedre?
”Jeg fik den her opgørelse i går og reagerede øjeblikkeligt på, at vi ikke kan leve med sådan en stor usikkerhed. Derfor kalder jeg det en øjeblikkelig, men foreløbig pause fra meningsmålinger. Og så skal vi – ligesom Norstat – have en chance for at kigge på, hvad der er gået galt, og se på vores egen holdning til brug af meningsmålinger.”
Hellere målinger på enkeltsager
På JP.dk kan man finde adskillige artikler, der tager udgangspunkt i det politiske indeks. Jacob Nybroe mener dog, at meningsmålingerne under denne valgkamp har betydet ”mindre end nogensinde” for avisens dækning.
”Vi har fra starten sagt, at vi ikke vil være trukket af meningsmålinger. Vi har bragt målinger, men vi har ikke lavet forsidehistorier om det politiske indeks. Hvis vi har haft målinger på forsiden, har det handlet om, hvad danskerne mener om specifikke emner,” siger Jacob Nybroe, der fortsat vil bruge af målinger af holdninger til specifikke sager.
”Nu tænker vi os om og tager en pause, og den kan godt blive lang og ende med, at vi går helt væk fra meningsmålinger.”
BT holder fast
Den anden store ”taber” blandt analyseinstitutterne i Kasper Møller Hansens beregning er YouGov, hvis målinger man blandt andet kan læse i BT.
Det ærgrer chefredaktør Michael Dyrby.
”Vores målinger har været en pose blandede bolsjer. Blok-opdelingen har vi ramt ret præcist, og de fleste partier har været tæt på. Men så er der to, hvor vi skyder forkert – vi undervurderer Venstres fremgang og overvurderer DF. Så det er klart, at vi skal tage nogle samtaler med vores analysebureau, og det er sådan set også i gang,” siger han.
Michael Dyrby er dog ikke på vej til at skrotte brugen af meningsmålinger.
”Mellem valgene har vi ikke mange målinger, men det har vi haft under valget. Så man må tage en beslutning, om meningsmålinger hører med til et valg, og det mener jeg, de gør.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.