Ledelse

JP/Politikens Hus udpeger ny direktør

Forfremmelsen af Anders Heering betyder, at der skal findes en ny direktør for JP/Politikens Erhvervsmedier

Anders Heering, der indtil nu har været direktør for JP/Politikens Erhvervsmedier, får noget af en forfremmelse og rykker ind som koncerndirektør i JP/Politikens Hus.

Det skriver JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

Det betyder samtidig, at JP/Politikens Hus nu skal på jagt efter en ny direktør for Watch-medierne, Finans, MarketWire og Dezeen.

Anders Heering får samtidig titel af COO, eller vicedirektør på godt dansk, og træder ind som medlem af direktionen. Han får det overordnede kommercielle ansvar i JP/Politikens Hus og får ”en betydelig rolle i eksekveringen af strategien ’Stærkere i fællesskab’”, lyder det i pressemeddelelsen.

”Få er som Anders Heering i stand til at kombinere en dyb indholds- og produktforståelse med veludviklede lederegenskaber og en dokumenteret digital forretningsindsigt. Det er egenskaber, der er og bliver afgørende i den transformation og udvikling, som JP/Politikens Hus står midt i. Derfor er jeg også rigtig glad for, at Anders har sagt ja til at påtage sig ansvaret for at bidrage til videreudviklingen af den samlede koncern,” siger administrerende direktør i JP/Politikens Hus Stig Kirk Ørskov i pressemeddelelsen.

Stillingen som koncerndirektør blev ledig i foråret, da Dorthe Bjerregaard-Knudsen valgte at forlade JP/Politikens Hus efter 10 år.

”I lyset af den uklarhed om koncernens strategi, der er blevet skabt i den seneste tid, har jeg dog besluttet mig for, at tiden er inde til, at jeg investerer min energi i nye udfordringer uden for JP/Politikens Hus,” lød hendes begrundelse i en pressemeddelelse.

Ny økonomidirektør og HR-direktør

Der er også rokade på andre poster i toppen af JP/Politikens Hus.

Den nuværende koncernøkonomidirektør Henrik Schjerbeck har besluttet at stoppe ved udgangen af marts 2025. Han bliver erstattet af den nuværende økonomichef Ane Sachs Aasand.

Stillingen som HR-direktør er også blevet besat af Helle Sand, der kommer fra en stilling som Chef for People og Organisation (CPO) i LB Forsikring.

Alle tre ansættelser skal ifølge Stig Ørskov bidrage til, at JP/Politikens Hus kommer i mål med ambitionen om at være digitalt bæredygtigt inden for de nærmeste år.

”Det kræver kompetent ledelse med et skarpt blik for mulighederne på fremtidens mediemarked og dyb forståelse af behovet for at udvikle og tiltrække dygtige medarbejdere. Udnævnelserne af Anders
Heering, Ane Sachs Aasand og Helle Sand er en del af fremtidssikringen for JP/Politikens Hus,” siger han i pressemeddelelsen.

 

0 Kommentarer