Det er Arbejdstilsynets formål at føre tilsyn med arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser Arkivfoto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Det blevet sværere for journalister at finde frem til eksemplerne på mobning, seksuel chikane eller faldulykker på danske arbejdspladser.
I juli åbnede Arbejdstilsynet for en ny måde at søge i tilsynsrapporterne fra danske arbejdspladser. Meningen var, at det skulle skabe større gennemsigtighed.
Men det omvendte er sket, lyder kritikken fra en række journalister.
De forklarer, at det er blevet sværere at finde sagerne.
Journalist og administrerende direktør i Kaas & Mulvad, Nils Mulvad, siger, at mulighederne for at få indsigt i arbejdsmiljøsagerne er sat 15 år tilbage.
”Man har lavet et system uden at tænke på brugernes behov, og derfor er det enormt svært at finde oplysningerne,” siger Nils Mulvad, der har specialiseret sig i at forbedre offentlighedens adgang til myndighedernes data.
- Laurits Bak Lyck, journalist på TV 2 Østjylland
Væsentlig forringet
Hvis man for eksempel skal finde en tilsynssag, kræver det, at man ved, hvilke virksomheder der har haft et tilsyn for nyligt. Det er nemlig ikke længere muligt at finde en oversigt over, hvor Arbejdstilsynet har været på besøg.
”Allerede her er gennemsigtigheden ved tilsynssager væsentligt forringet,” forklarer Nils Mulvad.
Også journalist på TV 2 Østjylland Laurits Bak Lyck er stærk utilfreds med det nye system.
TV 2 Østjylland søger jævnligt i tilsynsrapporterne for at finde eksempler østjyske virksomheder, der har fået en påtale.
”Men det er blevet meget sværere for os at finde oplysningerne, og derfor er det sværere for os at passe vores arbejde, når vi ønsker at finde virksomheder, der ikke opfører sig, som de skal,” siger Laurits Bak Lyck.
Målet var større gennemsigtighed
Han peger på, at brugerfladen er blevet dårligere og at systemet kører meget langsomt.
”Indtil systemet blev lavet om, var det nemmere at finde de rigtige oplysninger derinde. Det var heller ikke perfekt dengang, men meget nemmere,” siger Laurits Bak Lyck.
Han kunne godt tænke sig, at man kunne søge bredt efter påbud og filtrere for geografi, for eksempel kommuner eller regioner.
Emma Bæksgaard Christensen, redaktør for A4 Arbejdsmiljø, kan ikke se, at det nye system har givet mere gennemsigtighed.
”Hele tanken med det nye system var, at der skulle være mere information om baggrunden for et påbud, men det er der ikke,” siger Emma Bæksgaard Christensen om hendes førstehåndsindtryk af det nye system.
”Det var meningen, at systemet skulle være bedre, og det kan jeg umiddelbart ikke se er tilfældet,” fortæller hun.
Savner baggrundsinformationer
Når en virksomhed for eksempel har haft besøg, kan hun ikke se baggrunden for påbuddet.
”Det står for eksempel kun, at der er givet et påbud på grund af ”faldrisiko”, men ikke baggrunden for påbuddet,” siger Emma Bæksgaard Christensen.
Nils Mulvad siger, at registeret skal vise, hvor der er problemer med arbejdsmiljøet – og så nytter det ikke noget, at det er så svært at finde oplysningerne.
”Politisk burde man stille spørgsmål til beskæftigelsesministeren, om det er en hensigtsmæssig måde at give adgang til offentlige data på,” siger Nils Mulvad.
Arbejdstilsynet lover forbedringer
Kontorchef i Arbejdstilsynet Katrine Wied Christensen forklarer i et svar, at tilsynsindblikket er et nyt tiltag, hvor der løbende vil ske forbedringer af systemet.
Arbejdstilsynet har blandt andet fokus på hastigheden og muligheden for at give adgang til mere præcise søgninger.
”Vi arbejder lige nu på at muliggøre, at data fra Tilsynsindblikket kan trækkes ud i et samlet datasæt (excelark). Dette vil gøre det muligt at få et overblik over påbud afgivet inden for en bestemt tidsperiode,” skriver hun i en mail.
Katrine Wied Christensen forklarer, at virksomhedernes adresser vil fremgå af det samlede datasæt, hvilket muliggør søgning efter påbud i et afgrænset geografisk område.
(Opdateret klokken 15:40 med svar fra Arbejdstilsynet)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.