Journalisten i praktik: Hængt op i reb i en kælder i Valby

Det første, man ser, når man går ind ad de tunge, mørke trædøre på 3. sal på Rosenborggade 15 i København, er række efter række af hvidt lysende æbler.

I en balsal af et rum med mange meter til loftet sidder hipsterbriller og overskæg på række bag aluminiumbeklædte Macbooks. De arbejder for den del af Vice, der udgør reklamebureauet Virtue, som blandt andet har Coca-Cola, ECCO og Telmore som kunder.

På bagvæggen står VICE med de hvide blokbogstaver med sort omrids, som er blevet et internationalt kendetegn for magasinet, der udkom første gang i 1996 i Montreal, Canada, og dengang hed Voice of Montreal.

Magasinet Vice ligner ikke noget andet dansk medie.

Med titler som ’Derfor har jeg aldrig været i stand til at få en orgasme’, ’Nej, du bruger ikke Tinder for at finde venner, din løgner’ og ’Her er alle de forskellige pushertyper, du kommer til at møde i dine tyvere’ er vi meget langt væk fra Journalisten, der har sendt mig i praktik på magasinet Vice.

Lene Munk (tv.), journalist på Vice, journalistens udsendte praktikant, og Isabella Hindkjær (th.), ledende redaktør på Vice.
Foto: Marie Hald

Stadig i opstartsfasen

Redaktionen på vice.com sidder i et mindre lokale nede ad en lang gang med knirkende trægulv, presset sammen om to bordøer.

Jeg ender på et hjørne mellem Lene Munk og Isabella Hindkjær, er ledende redaktør på Vice. Hende har jeg portrætteret på journalisthøjskolen. Dengang fortalte hun om snobberi i mediebranchen, om at journalistik i dameblade blev set som mindre fint end hardcore christiansborgnyheder.

Mens mange medier fyrer journalister, vokser Vice. I Danmark er cirka 120 ansat, inklusive reklamebureauet, men »ingen kender tallet helt præcist, for der kommer hele tiden nye til,« siger Isabella Hindkjær.

Lige nu er der 10 redaktionelle medarbejdere og en universitetspraktikant. Journalisterne hos Vice har ikke overenskomst.

»Vi er stadig i en opstartsfase, hvor det ikke har været det, der var i fokus,« som Benjamin Kürstein, head of content eller chefredaktør for Vice i Danmark, forklarer det.

Generation Ys stemme

Benjamin Kürstein fortæller, at Vice gerne vil være generation Ys stemme, og at redaktionen på Vice selv er generation Y. Når Benjamin Kürstein bruger ordet, taler han om mennesker mellem 18 og 34 år.

Vice Danmark får de fleste læsere gennem Facebook, flest er unge, og der er flere mænd end kvinder.

»Det, der optager os og er vigtigt i vores liv, er ekstremt styrende for den journalistik, vi laver. Hvis vi ikke kan få en diskussion i gang om det på redaktionen, gider vi ikke skrive om det,« siger Isabella Hindkjær.

 

Balsalen, hvor Vices reklamebureau, Virtue, holder til.
Foto: Marie Hald

 

At fortælle historier indefra

Vice er glade for ”den stærke jeg-fortæller”. En, der tør sætte sig selv i spil.

Søren Peter Knudsen, oversætter og skribent, skrev for eksempel en artikel om den norske successerie ’Skam’, om at være 17 år og ikke kunne tage del i det konstante kærlighedsdrama, som gymnasiet for mange var.

Jeg kunne selv mærke den helt nede i min egen 17-årige utilpassethed.

”Jeg så de andres flirt, forelskelser og dertilhørende jalousi som et stort fællesskab, jeg ikke passede ind i. (…) Jeg udfyldte med glæde og stolthed min rolle som den støttende ven, mens jeg på masochistisk vis ønskede, at dramaet bare én gang kunne handle om mig,” skrev han.

De kalder det “at fortælle historier indefra”. At bruge sin egen fascination, sin egen bekymring, vrede, væmmelse og glæde som drivkraft.

»Det er i virkeligheden det, vi beder kilder gøre hver dag. Sætte sig selv i spil. Så synes jeg, det er mystisk, hvis vi ikke tør gøre det selv,« siger Isabella Hindkjær.

Og uddyber:

»Journalistikken har brug for modige kilder, der tør problematisere og fortælle om deres oplevelser. Så skal vi fandme også selv være modige. Vi kan ikke længere bare stå på afstand og holde en mikrofon ud. Vi har en generation, der bliver bombarderet med info hele tiden, og hvis vi skal være relevante for dem, hvis de skal kunne relatere til vores journalistik, så skal vi også være modige og investere os selv,« siger Isabella Hindkjær.

Hvad betyder det i forhold til det klassiske, journalistiske kriterie om, at vi skal tilstræbe at være objektive?

»Jeg synes, det skaber en gennemsigtighed. Man varedeklarerer ved at fortælle, hvad skribentens tilgang er til det her. Ingen er i tvivl om, hvor man står,« siger hun.

Det betyder ikke, at skribenten skal være centrum i alle artikler hos Vice. Langtfra.

»Man skal spørge sig selv, om historien fungerer lige så fint uden en selv som tydelig jeg-fortæller. Hvis svaret er ja, skal man for guds skyld skrive sig selv ud. Men hvis det bliver en markant svagere historie, skal man turde tage ejerskab over fortællingen og træde ind i den,« siger Isabella Hindkjær.

»Den objektive tredjepersonsfortæller kan godt virke bedaget« 

Benjamin Kürstein mener, det er lettere at forholde sig til en artikel, der er skrevet, som man ville skrive til en af sine venner.

»Det er den måde, vi bliver præsenteret for information i vores generation, og den objektive tredjepersonsfortæller kan godt virke bedaget,« siger Benjamin Kürstein.

Fortælleformen udfordrer det, jeg lærer på mit ”rigtige” praktiksted. På Journalisten passer vi for eksempel på med at skrive om et emne, vi har udtrykt en holdning til offentligt.

Selv om det langtfra er al den journalistik, Vice laver, der bruger jeg-fortælleren, så bliver det gennemgående for mit praktikophold, fordi jeg skal skrive en historie, der tager udgangspunkt i min egen oplevelse.  

Klokken halv ti er der redaktionsmøde. Vi sidder om et sort marmorbord i et lokale med højt til stukloftet. Benjamin Kürstein har printet sidste uges onlineproduktion ud og gennemgår artiklerne en for en.

»Vi har ’En analyse af alle deltagerne i ’Den store bagedyst’ udelukkende på baggrund af deres udseende og job’. Jeg tænker ”hvorfor?” Hvad fanden skal jeg lære af det her? Det bliver poppet uden mening, og jeg kan ikke mærke, at skribenten vil noget med den tekst,« siger han.

Benjamin Kürstein (tv.), chefredaktør på Vice Danmark, og Isabella Hindkjær, ledende redaktør på Vice.
Foto: Marie Hald

»Væk fra fascinationen og ind i dine overvejelser«

En af de historier, Benjamin Kürstein er mest begejstret for til redaktionsmødet, er ’10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en hjemløs’. Det er et nyt koncept på Vice i Danmark, tyvstjålet fra Vice i Tyskland.

Lars Jellestad har sat sig ved siden af sin lokale hjemløse, der dag ud og dag ind sidder uden for den lokale Netto på Gasværksvej, og stillet nærgående spørgsmål. For eksempel ”Bliver du nogensinde flov over at sidde på gaden?” og ”Hvornår har du sidst haft sex?”

»For mig er denne her historie det ideelle eksempel på, at vi holder mere, end vi lover i overskriften,« siger Benjamin Kürstein.

»Det giver så meget, at du har dig selv med,« byder Søren Peter Knudsen, som er skribent og oversætter, ind.

»Vi kommer væk fra det tabloide, væk fra fascinationen og ind i dine overvejelser. Det er din lokale hjemløse, vi får at vide, hvornår du giver penge og hvorfor,« siger han.

»Det er sygt Vice!«

Det er blevet min tur til at fortælle om min idé.

»Jeg skal skrive en feature om japansk bondage. Det er sådan noget, hvor man bliver snøret ind i reb og hængt op under et loft. Det skulle være ret meditativt,« siger jeg.

Idéen opstod, fordi en af mine veninder hver onsdag besøger sin rebpartner, og så øver de forskellige måder at binde hende op i loftet. Hun har vist mig billeder, hvor hun er bundet op i et træ, og det ser helt vildt ud.

Jeg er fascineret af, at man åbenbart kan komme i en slags meditativ tilstand af at hænge der. Det handler om at overgive al kontrollen til et andet menneske. Om tillid. Det bryder jeg mig slet ikke om, jeg er et kontrolmenneske. Og så er det smertefuldt. Jeg vil virkelig gerne forstå, hvad der får min veninde til at udsætte sig selv for det hver onsdag.

Min redaktør på Journalisten kiggede skeptisk på mig, da jeg fortalte ham om idéen. Jeg forsikrede ham om, at det var min egen idé, at det altså ikke var noget, Vice havde fundet på eller tvunget mig til. Jeg havde lyst til at lave historien, fordi jeg var nysgerrig.

Folk omkring bordet til redaktionsmødet på Vice er begejstrede.

»Det er et godt tegn, at du er den eneste her, der kender til det,« siger Lars Jellestad.

»Det er sygt Vice!« griner Alfred Maddox, som er oversætter og redaktør på Noisey, Vices musikmagasin.

 

Jeg lod mig selv blive hængt op for at forstå, hvorfor folk dyrker japansk bondage..
Foto: Marie Hald

 

I kælderen i Valby

Min historie starter ude i Valby, hvor en høj mand tager imod mig. Jeg kender ham kun fra et par facebookbeskeder frem og tilbage og en kort telefonsamtale, hvor vi aftalte tid og sted. Vi sætter os i en lav sofa, og noget, der minder om et forinterview, begynder.

Har jeg nogen skader i knæ, ryg, arme, han skal kende til? Har jeg problemer med at sige fra? Jeg svarer nej til begge.

Vi sætter os over på en stor madras på gulvet, og han finder reb efter reb efter reb frem. Der skal mange meter til at binde et menneske op i loftet.

I løbet af de halvanden time, hvor han binder mig ind i reb og siden op i en metalring i loftet, skifter jeg konstant mellem at være lysvågen, lægge mærke til rummet omkring mig, mærke, hvordan rebene føles ru på min hud, temperaturen i rummet, hvordan rebene dufter af hamp. En gang imellem bliver smerten og nærværet mellem ham og mig så intenst, at jeg kommer ud af den evige tankestrøm.

Det er min udfordring. Jeg ved, at jeg skal sætte ord på alt det, jeg oplever, i to artikler senere – både en til Vice og denne til Journalisten. Derfor må jeg ikke glide helt væk. Men omvendt, hvis jeg er for meget til stede journalistisk, kan jeg ikke slappe af og tage oplevelsen ind.

Da vi er færdige, bliver jeg hejst ned igen, og vi ligger et stykke tid på madrassen. Jeg tænker, at hvis jeg formår at beskrive denne her oplevelse ærligt og troværdigt i artiklen, så kan det virkelig åbne for en snak om andre måder at opleve nærvær og intensitet på.

Efter en kort visit inde på Vice-redaktionen cykler jeg hjem.

Bangerbarrieren

Klokken halv tre samme nat vågner jeg, rastløs. Oplevelsen fra Valby sidder i hele min krop. Jeg skriver interviewet fra tidligere ud og alt det, jeg kan huske fra min eftermiddag i Valby.

Torsdag er jeg igen i Valby, vi skal have taget billeder til artiklen.  

Fredag morgen har jeg stadig kun et væld af noter og ingen artikel.

»Kristian!« råber Isabella Hindkjær pludselig nede bag sin store skærm. »Kristian, du banger! Der er 80 inde at læse din artikel lige nu. Det er den officielle bangerbarre.«

Isabella Hindkjær sidder løbende og holder øje med, hvordan de forskellige artikler klarer sig: Hvor mange der læser dem i øjeblikket.

Kristian Nielsens artikel handler om, at han skulle leve en dag som sit 20-årige jeg. Han er i dag 30 år, og gennem teksten fornemmer man, at det måske slet ikke er så slemt at blive ældre.  

Hun vender sig om mod Kasper Boll, som har ansvaret for sociale medier, eller social, som de siger på Vice.

»Har du set det, Kasper: Kristian, han banger

»Nej, men jeg havde godt forventet, at den ville bange derudad. Round of applause, round of applause,« siger han.

Vi klapper alle sammen. Jeg ved stadig ikke, hvor min artikel skal starte.

»Oppe i rebene, oppe under loftet!« siger Lars Hinnerskov, som er redaktør på Munchies, Vices madmagasin.

Personligt uden at være privat

Jeg har interviewet to kvinder, der dyrker japansk bondage. De skal, sammen med mig, være cases. Og så har jeg interviewet ham, der bandt mig.

Det lykkes mig at komme i gang: Jeg skal interviewe to kvinder, der dyrker japansk bondage – den ene i aften og den anden i morgen. 

”’Prøv at holde dit ben og din overkrop strakt,’ siger manden, før han hiver i det reb, han har bundet om min venstre ankel. Mit højre ben hænger allerede oppe i luften. Jeg mister fornemmelsen af madrassen under min fod. Rebet, der sidder fast om min ankel, bliver bundet om en stor metalring, der hænger i loftet, før det igen bliver bundet fast til min ankel.”

Klokken halv tolv sender jeg første udkast til artiklen til Isabella Hindkjær.

Den er lykkedes, lyder dommen. Den er personlig uden at være privat. Man kommer tæt på, men ikke for tæt.

»Den personlige fortæller er stadig en journalistisk fortæller, der vinkler og præsenterer stoffet. Den private fortæller er alt for meget patos og får nærmest karakter af en confession,« siger Isabella Hindkjær om forskellen på succes og fiasko med en jeg-fortæller.

En uge efter min sidste dag på Vice sender Isabella Hindkjær mig en praktikantevaluering. Under punktet ”På hvilke områder er praktikanten stærk?” har hun skrevet:

”Initiativ, en engageret og modig fortæller, der bringer sig selv i spil.”

Tilbage på Journalisten spørger min redaktør mig, om jeg kan leve med et stykke arbejde, hvor jeg krænger en del af min personlighed ud.

Ja, det kan jeg godt. Selv om mit personlige møde med japansk bondage er bærende i historien til Vice, så er det stadig en journalistisk tekst. Den er baseret på interviews, research og reportageelementer. Den er vinklet og redigeret. Det ville være en svagere historie, hvis jeg ikke var i den.

Men jeg er nervøs for, hvordan den bliver læst. Hvordan jeg bliver læst. For jeg føler ikke kun, det er min journalistiske faglighed, jeg viser frem. Det er også bare mig. 

 

 

 

Kopier link
data_usage
chevron_left
chevron_right