
Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters/Ritzau Scanpix
Den russiske journalist Marina Ovsjannikova, der i foråret blev verdensberømt for sin protest mod Ruslands invasion af Ukraine på live-tv, er flygtet til Europa.
Det oplyser hendes advokat Dmitrij Zakhvatov til nyhedsbureauet AFP.
“Ovsjannikova og hendes forlod Rusland, få timer efter hun tog fra den adresse, hvor hun sad i husarrest. De er i Europa nu,” siger han ifølge AFP.
“De har det fint. De venter med at tale offentligt, for indtil videre er det ikke trygt,” tilføjer han.
Marina Ovsjannikova var ansat som redaktør på den statsejede russiske tv-kanal Kanal 1. Det var på den kanal, hun i marts udfoldede sin protest mod Ruslands invasion og propaganda i forbindelse med krigen. Redaktøren dukkede op i studiet, da en nyhedsudsendelse var i gang. Med sig havde hun et skilt med ordene:
“Nej til krig. Stop krigen. Tro ikke på propagandaen. De lyver for jer.”
Kunne ikke forblive stille
Efterfølgende blev journalisten anholdt og med egne ord afhørt i 14 timer og tildelt en bøde på 30.000 rubler, svarende til 1.900 danske kroner, for at organisere en uautoriseret offentlig begivenhed.
Hun har tidligere fortalt til France24, hvorfor hun ikke kunne holde sig tilbage længere.
”Det er krigen i Ukraine, der blev dråben. Folk troede aldrig, det kunne ske eller var muligt. 24. februar kunne jeg ikke sove. Jeg tabte al form for retning i mit liv, kunne ikke spise og forstod, at jeg ikke kunne forblive stille,” fortalte Marina Ovsjannikova i marts.
Redaktøren opsagde kort efter episoden sin stilling hos Kanal 1 og udtalte i midtens af marts, at hun agtede at blive i Rusland trods tilbud om politisk asyl i Frankrig.
I april blev hun ansat af den tyske avis Die Welt som freelancekorrespondent.
Tiltalt for at sprede falsk information
Marina Ovsjannikova er sidenhen igen kommet i politiets varetægt efter flere protester mod krigen. I midten af juli blev hun tilbageholdt på en cykeltur, efter hun på et socialt medie havde delt et billede med ordene “Putin er en morder”.
Hun blev sat i husarrest og tiltalt for at have spredt falske oplysninger om Ruslands militær, efter hun havde stillet sig op med en plakat med teksten “Putin er en morder. Hans soldater er facister” tæt på Kreml.
Hun risikerer op til 10 års fængsel, hvis hun bliver kendt skyldig i tiltalen.Husarresten løb frem til 9. oktober, men Marina Ovsjannikova har ifølge russiske myndigheder ikke overholdt betingelserne for husarresten og er derfor på Ruslands liste over eftersøgte personer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.