
Foto: Sara Galbiati
HVAD: Skuespiller og musiker Jeanett Albeck
FOTOGRAF: Sara Galbiati, freelance
FRAVALGT AF: Teater Republique
”Jeg tog billedet til forestillingen ’Ellers mange tak’ i vinter, da den stadig var totalt på idéplan. Den handler om, hvordan Jeanett hele sit liv har fået at vide, at hun er for meget. For følsom, for meget powerkvinde, for meget sexlyst og så videre.
Kodeordet var, at det skulle være grimt og vulgært og totalt in your face og for meget. Teaterchefen ville også gerne have, at vi placerede Jeanett i et grimt og hærget miljø, så jeg ledte efter forladte bygninger. Men pludselig en dag stod jeg i udestuen i det hus, vi lige havde overtaget, og tænkte: Hey vent, her hvor jeg selv bor, er der jo faktisk fuldstændigt smadret!
På det tidspunkt havde vi fire mænd på taget og en vvs’er og to elektrikere i huset, så jeg måtte skrive til dem, at jeg altså lige havde en nøgen kvinde og en frossen blæksprutte til et fotoshoot mandag morgen. Blæksprutten kom i en flamingokasse med is, og det var pissekoldt, men Jeanett smed bare tøjet og var helt hardcore.
Jeg kan godt lide, at hun både ser sexet og ond og Medusa-agtig ud. Men det var svært at gøre grimt nok, når Jeanett nu er så pivfræk, og de endte også med at vælge et andet billede, fordi hun simpelthen var FOR lækker på det her. Teaterchefen frygtede, der ville komme harmonikasammenstød på Lyngby-motorvejen og hjertestop på Trianglen, hvis det kom ud at hænge i det offentlige rum.”
–
Har du selv et fravalgt billede, der står dit hjerte særligt nært og gemmer på en god historie, så send det til keb@journalisten.dk
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.