
Foto: Simon Skipper
HVAD: Møns Klint
FOTOGRAF: Simon Skipper, freelance
FRAVALGT AF: Camp Møns Klint
”Jeg tog billedet i efteråret sidste år, hvor jeg var hyret til at lave dronevideo af campingpladsen. De ville også gerne have lidt billeder af området, og det her endte faktisk med at blive mit yndlingsbillede.
At se verden fra oven har næsten automatisk wow-effekt, men her giver vinklen skråt oppefra og direkte ind på den næsten lodrette klint et ret interessant og nærmest forvrænget perspektiv. Jeg kan også supergodt lide, at skoven nærmest er en lavine af træer, der vælter ud over klinten. Det ser uvirkeligt ud og viser virkelig naturens kræfter. Samtidig har du trappen som et lille menneskeligt element, der skærer igennem det hele og på en måde inviterer en ind i billedet. Det giver en eventyrfornemmelse, at man ikke kan se, hvor den fører hen.
Jeg tror, billedet blev fravalgt, fordi det lå lidt ud over kundens behov. De har nok en masse billeder af klinten i forvejen, og dem, de valgte, var mere fokuseret på campingpladsen. Men måske skulle jeg have prøvet at sweettalke dem til at købe et stort print af det, for jeg kunne sagtens forestille mig det hænge i stor størrelse på en væg. Perspektivet gør, at man kan blive ved billedet i lang tid.”
–
Har du selv et fravalgt billede, der står dit hjerte særligt nært og gemmer på en god historie, så send det til keb@journalisten.dk
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.