Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Der er alvorlige problemer med brugen af kilder i syv artikler, som Information nu berigtiger og beklager.
Sådan lyder det fra Dagbladet Information efter en gennemgang af freelancejournalist Lasse Skytts ni artikler om ungarske og østeuropæiske forhold i perioden 2016-2019.
I de ni artikler er der fundet problemer med brugen af kilder i syv, skriver Dagbladet Information.
Et gennemgående træk i artiklerne er, at kilderne er citeret for udtalelser, som de ikke er kommet med over for journalisten.
I nogle tilfælde ser det ud, som om journalisten har tilføjet sine egne formuleringer til kildernes svar på hans spørgsmål i et forsøg på at opsummere eller udbygge deres pointer eller tilpasse dem artiklen i øvrigt.
Andre citater fremstår i endnu højere grad konstruerede. I et tilfælde er et citat plagieret fra det amerikanske medie The Daily Beast – som i øvrigt ifølge kilden har fejlciteret ham.
I et andet tilfælde har journalisten slet ikke modtaget svar på sine spørgsmål fra den kilde, han citerer, og det er uklart, om citaterne er konstruerede, eller hvor de stammer fra, skriver Information.
Mail-interviews med reportageelementer
Et andet gennemgående træk er, at journalisten foregiver at have talt med kilder, som han reelt ikke har talt med, men som har besvaret spørgsmål fra ham skriftligt pr. e-mail.
I et tilfælde fremgår det eksempelvis, at han har interviewet en kilde, mens de gik tur langs floden Donau, der løber gennem Budapest.
I et andet, at han har interviewet en kilde over telefon, mens hun ventede på et fly i en lufthavn. Begge dele er usandt.
Overvejer kontrol
Journalistisk chefredaktør Anton Geist siger til Journalisten, at der er tale om omfattende brud på god citatskik.
Sagen har fået ham til at spørge sig selv, hvad Information kunne have gjort for at opdage plagiatet.
”Spørgsmålet er, om man i nogle tilfælde skal kontrollere folk, som vi ikke kender, og freelancere mere grundigt. Det kan for eksempel være ved at bede om båndudskrifter, lydoptagelser eller kontaktoplysninger på artiklens kilder,” siger Anton Geist.
”Man antager som udgangspunkt, at når en journalist citerer en kilde for noget, så er det noget, kilden har sagt,” siger han.
Også på Jyllands-Posten har ansvarshavende chefredaktør Marchen Neel Gjertsen overvejet at skrue op for kontrollen, har hun fortalt til Journalisten.
Marchen Neel Gjertsen har forklaret, at hun fremover vil være mere opmærksom på, om noget måske er for godt til at være sandt. Har journalisten for eksempel virkelig haft adgang til de topkilder? Kan det hænge sammen, at en freelancer er så produktiv?
”Så vil jeg måske kunne forlange – ligesom man gør på første semester på journalistuddannelsen – at få udleveret en kildeliste med navne på alle kilder og kontaktoplysninger på dem, så vi kan tjekke efter, at de faktisk har talt med os,” sagde hun og understregede, at det kun vil være i særlige tilfælde med en konkret mistanke.
Her er artiklerne, som Information berigtiger og beklager:
De vil rense såret efter kommunismen
Er fri forskning på tilbagetog i den gamle østblok?
Europas eksilerede højreradikale mobiliserer fra Budapest
Otte år med Orbán har skabt store økonomiske fremskridt – og en hadsk politisk kultur
Orbáns sejr viser, hvorfor det liberale Vesten har misforstået nationalkonservatismens appel
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.