De ved alt om økonomi, sundhed, politik og hele verden. Nu søger DR Nyheder endnu en korrespondent. Kritiker kalder korrespondenttitlerne misvisende.
Engang var titlen som korrespondent forbeholdt udsendte reportere som Mette Fugl i Bruxelles eller Steffen Gram i Washington. Men med omlægningen af TV Avisen er der kommet en hel stribe af nye korrespondenter – og nu søger DR endnu en.
I et jobopslag på dr.dk efterlyser DR en engageret, vidende og kritisk kulturkorrespondent.
Medarbejderen bliver en del af DRs nye "korrespondentkorps", der i forvejen tæller politisk korrespondent Ask Rostrup, sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling, økonomi- og erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin, graverkorrespondent Line Gertsen, global korrespondent Steffen Kretz og retskorrespondent Claus Buhr.
I Weekendavisen i dag kalder journalist og tidligere kulturanmelder ved Politiken Anders Rou Jensen DRs korrespondenter nogle "sære funktioner". Han mener, DR med valget af korrespondenter fandt på en underlig, forvirrende og misvisende betegnelse.
»Det er som om man ikke ville kalde det for ekspert, journalist eller redaktør. Men hvad skulle man så kalde de faste ansigter, som seerne identificerer sig med,« siger han til journalisten.dk
Han peger på, at Line Gertsen (graverkorrespondent) på skærmen kaldes "korrespondent, undersøgende". Steffen Kretz har fået titel af global korrespondent – hvilket Anders Rou Jensen betegner som "en ordentlig mundfuld".
»Måske skulle man have taget skridtet fuldt ud og udråbt ham som universalgeni,« spørger Anders Rou Jensen.
Endnu et filter
Han ser korrespondenterne som et forsøg på at holde på seerne i kampen med de andre tv-stationer. Det negative er, at der bruges redaktionelle kræfter på endnu et formidlende led.
»Man plejer at sige, at tiden er blevet mere kompleks. Derfor er der behov for nogle, der kan formidle. Men er politik mere kompleks end tidligere? Det tror jeg ikke,« siger Anders Rou Jensen.
»På et overordnet plan lægger man et formidlende lag på, og dermed ender man med at komplicere i stedet for at forenkle,« forklarer han.
DRs satiriske radioprogram Selvsving har ved flere lejligheder gjort grin med TV Avisens korrespondenthold, som ifølge Selvsving nu tæller 1.000 korrespondenter, herunder madordning-i-børnehave-korrespondenten og hund-føder-ottelinger-korrespondent.
Anders Rou Jensen har bemærket, at indførelsen af korrespondenter giver en mere klar rollefordelingen, når værten i studiet interviewer en kollega. Han håber, at indførelsen af en kulturkorrespondent betyder mere kulturstof i TV Avisen-
»Kultur er jo virkelig TV Avisens smertensbarn. Måske vil stofområdet bliver opprioriteret.«
4