Line Elmegaard-Simonsen (t.v.) og Nanna Tribler (t.h.) står frem i en kritisk dokumentar om steinerskoler på TV 2. De er kritiske over for DR, som valgte at droppe dokumentaren. Foto: Deluca / TV 2 / Illu: RedJo
Det har haft konsekvenser for Nanna Tribler at stille sig frem i dokumentaren 'Steiners skyggeside', som først blev droppet af DR og så for nyligt sendt i en nedklippet udgave på TV 2.
I begyndelsen af 2025 blev hun politianmeldt af Aalborg Steinerskole for æreskrænkelser og brud på sin tavshedspligt.
Fra 2022 til 2023 var hun nemlig skoleleder på steinerskolen, og som en af hovedkilderne i dokumentaren har hun påpeget, at børn på skolen efter hendes opfattelse blev udsat for massive svigt.
Men når hun kigger tilbage på forløbet fortryder hun også at have været kilde på en DR-produktion, som efter hendes oplevelse blev udskudt igen og igen på foranledning af DR selv:
”Jeg synes, at de har været ligeglade med os,” siger Nanna Tribler
Glemt os som mennesker
I sidste ende har DR's mange udskydelser ifølge hende betydet, at historien står svækket og forældet tilbage. Også fordi, at det var en betingelse, at de ikke måtte gå til andre medier med historien:
”De har glemt at se os som mennesker og glemt, at der ligger mange, mange overvejelser, nervøsitet og ængstelighed i at kaste sig ud i at være kilde. For det har virkelig ikke været en nem beslutning,” siger hun.
Line Elmegaard-Simonsen, som var viceskoleleder på samme skole og gik til journalisterne på produktionsselskabet Deluca Film sammen med Nanna Tribler, er enig i kritikken.
Jeg vil totalt fraråde andre at medvirke i en dokumentar.
Line Elmegaard-Simonsen
Begge havde en oplevelse af, at dokumentaren hele tiden blev skubbet, fordi Deluca Film blev bedt om at foretage ændringer af DR.
Og efter mere end to år som sårbare kilder fik de så at vide, at DR ville lægge dokumentaren ned.
Er det ikke fair nok, hvis DR har kigget på dokumentaren og så bare tænkt: Det er ikke en stor nok historie til, at vi skal lave den?
”Det er da super fair, men det er helt vildt, hvis det skal tage to år at finde ud af det. Det er godt nok en meget lang redaktionel proces, for normalt vil det ikke tage så lang tid at vurdere, om man vil have det,” siger Line Elmegaard-Simonsen.
Hun medgiver, at der undervejs også var en konkurs på Deluca Film og andre faktorer, der forsinkede projektet.
”Men DR var stadigvæk hovedaktøren i, at det tog så lang tid. For de ville hele tiden have noget mere eller noget andet, og til sidst ville de slet ikke have noget,” siger Line Elmegaard-Simonsen, som flere gange overvejede at trække sig helt fra projektet.
Gav modparten tid
Det er Nanna Triblers oplevelse, at DR ikke tog tilstrækkeligt hensyn til, at de var i en meget sårbar situation. Hun føler, at de blot blev set som instrumenter til at lave en dokumentar.
Du har som kilde ikke fået en forklaring fra DR på, hvorfor de valgte ikke at bringe dokumentaren?
”Nej, for de vil jo ikke udtale sig til nogen. Og det synes jeg i øvrigt også er totalt kritisabelt. Det er respektløst over for os.”
Det har konsekvenser for os i dag, fordi vi tænker: Battede det her overhovedet noget?
Nanna Tribler
Omvendt oplevede Nanna Tribler kontakten til TV 2 som markant anderledes, hvor der blev lyttet til kildernes indvendinger, og hvor TV 2 hele tiden opdaterede kilderne om processen.
Hvad er dit indtryk af DR efter det her lange forløb som kilde?
”En stor del af det handler også om, at vi blev bedt om ikke at gå ud i andre medier. Så vores historie blev omkring tre år forældet, og derfor har den ikke haft samme gennemslagskraft, som den kunne have haft. Det har også givet modparten så meget tid til at forsøge at lægge den her dokumentar i graven,” siger hun om interesseorganisationen Steinerskolerne i Danmark.
Undervejs i det tumultariske forløb optrådte interesseorganisationen blandt andet i B.T.'s mediemagasin Q&Co, hvor de skød med skarpt efter den endnu ikke udgivne dokumentar.
”Det har været benhårdt at se på, at modparten har haft så meget tid, fordi vi var så loyale kilder, der ikke brød vores aftale i forhold til at gå til andre medier,” siger Nanna Tribler og tilføjer:
”Og det har konsekvenser for os i dag, fordi vi tænker: Battede det her overhovedet noget?,” fortsætter hun.
I stedet føler hun, at de nu blot er to skoleledere, som havde en oplevelse for tre år siden, men som skolerne i mellemtiden kan sige, at de har nået at rette op på.
”Vi prøvede at komme ud med en strukturel kritik, og det bliver ligesom glemt,” tilføjer Nanna Tribler.
Vil ikke anbefale det til andre
For Line Elmegaard-Simonsen har mødet med dokumentarbranchen fået hende til at indse noget vitalt:
”Jeg vil totalt fraråde andre at medvirke i en dokumentar,” siger hun.
”Det er en cirkusmanege, man bliver kørt rundt i, hvor man ikke har noget som helst overblik over, hvad der sker.”
Nanna Tribler vil ikke i samme grad fraråde kilder til at holde sig tilbage, hvis der er en vigtig historie.
Hvis du i dit privatliv mødte nogen, der havde en historie, ville du så råde dem til at gå til DR, TV 2 eller et helt andet medie?
”TV 2 eller et relevant skriftlig medie, afhængigt af, hvad de kom med. Jeg ville aldrig anbefale dem at holde deres mund, hvis noget var virkelig vigtigt. Men DR ligger godt nok ikke først på listen.”
DR: Vi lytter til kritikken
Journalisten har anmodet DR om et interview, men DR foretrækker at svare på skrift. Her oplyser ledende redaktionschef for dokumentarer og undersøgende journalistik i DR Kasper Krogh, at man ikke kommenterer på programmer, som man ikke har publiceret:
”Men når det er sagt, at jeg naturligvis ærgerlig over at høre om kildernes oplevelser, og vi lytter selvfølgelig, når der kommer kritik. Generelt set, så er det ved en ekstern produktion produktionsselskabet, der har kontakten med kilder og hovedansvar for, at de medvirkende føler sig i gode hænder,” lyder det.
Sagen er, at DR aldrig havde modet og evnen til at udkomme med den her dokumentar – det var kun TV 2, der havde det.
Michael Bech, daværende redaktionschef hos Deluca Film
I det skriftlige svar via DR's kommunikationsafdeling tilføjer Kasper Krogh, at det kan tage tid at lave undersøgende dokumentarer af ”høj journalistisk kvalitet”, og at der kan være mange omveje, blandt andet på grund af nye oplysninger og krav til dokumentation:
”Sådanne processer har DR været en del af mange gange, også med eksterne produktionsselskaber, og det har altid været højt prioriteret at sikre et godt og trygt forløb for kilderne. Vi er meget opmærksomme på, hvor svært det kan være for kilder at vente på, at en historie udkommer, men omvendt kan vi heller ikke forsvare at udkomme med historier, der ikke er efterprøvet og dokumenteret i tilstrækkelig grad,” udtaler han og tilføjer:
”Vi lytter derfor til kritikken og vil bruge den fremadrettet til at blive endnu bedre til at forventningsafstemme med kilder omkring tidsrammen for et projekt.”
Tidligere Deluca-chef: DR havde ikke modet
Daværende redaktionschef og redaktør for Deluca Film, Michael Bech, finder DR's svar utilstedeligt, da det ifølge ham insinuerer, at problemet ligger hos produktionsselskabet:
”Jeg synes det siger mere om DR’s dokumentarafdeling, at de skyder skylden på et lille produktionsselskab, end det siger om Deluca Film. Vi hoppede, sprang og dansede for at imødekomme de ønsker, DR havde til denne dokumentar, og hver gang vi havde løst det problem, så de et nyt problem,” siger han og tilføjer:
”Sagen er, at DR aldrig havde modet og evnen til at udkomme med den her dokumentar – det var kun TV 2, der havde det,” siger han til Journalisten.
Han tilføjer, at han godt kan forstå det, hvis de to kilder ikke har lyst til at gå til DR en anden gang:
”Det ville jeg heller ikke have, hvis jeg var kilde.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.