Direktør for produktionsselskabet Laud People, Lau Rabjerg-Eriksen, er frustreret over, at det er svært at få ordentlige svar fra techgiganterne, som i det hele taget er svære for pressen at komme i kontakt med. Foto: Gyrithe Lemche
Der var få, afmålte eller ingen svar fra de store techgiganter, da DR-dokumentaren ”Alene hjemme med porno” de seneste to mandage satte fokus på, hvordan børn ufrivilligt eksponeres for porno på nettet.
Men det er såmænd ikke, fordi producenten Laud People ikke har forsøgt at stille Meta, TikTok, Snapchat og Pornhub til ansvar.
Det er ifølge Laud Peoples direktør, Lau Rabjerg-Eriksen, bare svært, grænsende til umuligt, at få svar.
”Det er jo altid fedest at få begge sider af en sag ordentligt belyst. Men det kræver, at vi rent faktisk får svar på det, vi spørger om, og at vi kan stille opfølgende spørgsmål. Men hvis vi overhovedet får svar, er det ofte sådan et lirumlarum-generisk svar, som ikke gør os klogere. Det er for slapt,” siger Lau Rabjerg-Eriksen.
Slipper de for nemt?
Forleden delte han sin frustration i et længere opslag på LinkedIn, hvor han gennemgår forsøgene på at få svar i forbindelse med det konkrete program. Her konkluderer han, at nogle af de største virksomheder inden for kommunikation gemmer sig bag en "uigennemtrængelig mur af manglende åbenhed og kommunikation".
Laud Peoples forelæggelse
Meta svarede ikke på henvendelser på pressemailen press@meta.com. Via LinkedIn – ikke via Metas eget presserum – fandt Laud frem til Metas politiske chef i Norden, Martin Ruby, der sendte et skriftligt svar.
TikTok blev forsøgt kontaktet via en onlinekontaktformular. Der kom svar på Laud Peoples henvendelse til sæson 1, men ikke sæson 2.
Snap svarede på skrift flere uger efter fristens udløb og få dage før publicering på en henvendelse sendt til press@snap.com. Mailen kom fra kommunikationschef Rianne van der Sar, hvis navn og mailadresse ikke fremgår noget sted hos Snapchat.
Pornhub har ikke besvaret henvendelser sendt til press@pornhub.com og media@pornhub.com.
Det er ikke en ny situation. Men ifølge direktøren bliver problemet bare mere udtalt af, at pressen også er begyndt at acceptere det.
”Det går ud over hele den demokratiske samtale, som vi skulle være med til at understøtte,” siger Lau Rabjerg-Eriksen.
Han mener, at journalisterne nok ville gå ud for at banke på, hvis kritikken var rettet mod for eksempel Mærsk eller Novo. Men direktøren kan ikke se, at det skulle være nødvendigt for Laud at sende folk til Meta i Californien.
”Når de har datacentre, kan de vel også have kommunikationsfolk i vores lande,” siger Lau Rabjerg-Eriksen.
Michael Bang Petersen, professor, Aarhus Universitet
Han køber heller ikke, at det skulle være for omfattende for de amerikanske techgiganter at svare på henvendelser fra pressen.
”Jeg tænker, at de har en kæmpe interesse i at ’dodge’ og gemme sig. Man kan jo meget hurtigt komme til at tro, at de har noget at skjule,” siger Lau Rabjerg-Eriksen.
Svært for et lille land
Professor Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet, der har beskæftiget sig meget med tillid og den offentlige samtale, mener, at techvirksomhedernes generelle lukkethed er svær at håndtere for små aktører i Danmark.
”Det egentlige problem er måske ikke det, at de ikke stiller op. Men at de kan sige, at vi kan have vores egen lille samtale her,” siger Michael Bang Petersen.
Michael Bang Petersen, professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, er medforfatter til bogen "Når sociale platforme udfordrer demokratiet". Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Han beskriver det som en fundamentalt vigtig ændring, at meget af det, vi bekymrer os om i Danmark, ikke er underlagt det danske demokratis kontrol. I stedet er vi underlagt de store amerikanske virksomheders helt anderledes vilkår.
”Det er uheldigt. Vi er afhængige af nogen, som ikke er afhængige af os,” siger Michael Bang Petersen.
Han mener, at tiden er løbet fra dengang, hvor man kunne sige, at postvæsenet ikke kunne stilles til ansvar for, hvad folk puttede i deres breve.
”Det er jo givet, at de kuraterer indholdet og det, vi får præsenteret i vores feed. Det, at de bruger algoritmer, gør, at de også har et ansvar. De er ikke bare budbringere,” siger han.
Ikke raketvidenskab
Professoren har ikke noget bud på en universalløsning. Han medgiver, at det er svært at lovgive om, at virksomheder skal tage deres telefon, når pressen ringer.
Men på det overordnede plan mener Michael Bang Petersen, at der er brug for at udvikle alternativer til de store amerikanske og kinesiske techplatforme, samtidig med at man arbejder for regulering i EU-regi.
”Det er jo i høj grad EU, der har de fornødne muskler til det,” siger han og peger på, at EU allerede har mange gode politikker på plads.
Lau Rabjerg-Eriksen, direktør, Laud People
Virksomhedernes økonomiske magt og deres omfattende lobbyisme gør det bare svært at implementere politikken. Og lige nu gør konflikten mellem præsident Donald Trump og Europa det endnu sværere.
Men i sidste ende falder det ifølge professoren også tilbage på vores politikere og os selv, når vi bliver ved med at bruge platformene, samtidig med at vi kritiserer dem.
For Lau Rabjerg-Eriksen er der – i hvert fald på den korte bane – dog en ret enkel løsning for techgiganterne.
”Stil jer op, stil jer til rådighed. De kunne som andre virksomheder sige: Her er en mailadresse, her er et kontaktnummer, tag fat i os, hvis I har nogle spørgsmål. Det er jo ikke raketvidenskab.”
Svar – men ingen interview
Journalisten har skrevet til de fire virksomheder, Lau Rabjerg-Eriksen kritiserer, og bedt om et interview for at få deres kommentar til kritikken samt mulighed for at høre mere om deres mediestrategi.
Tre af dem har svaret på vores henvendelse, men ingen af dem har fundet det muligt at stille op til interview.
En mand ved navn Ian fra Pornhub svarer fra en gmail-adresse i første omgang kort på henvendelsen. Han skriver blot, at han “besvarer din henvendelse inden for fristen”.
I en opfølgende mailveksling bliver ønsket om interview fortsat ikke besvaret, og spørgsmålene om kritikken fra Laud People bliver inden for fristen kun besvaret med en gentagelse af, at Pornhub har besvaret Journalistens mail.
TikTok afviser i denne omgang at kommentere den aktuelle kritik, men tilbyder et møde med deres nordiske kommunikationschef, Lukasz Lindell, når han besøger Danmark engang i september.
Snapchats kommunikationschef, Rianne van der Sar, sender et kort, skriftligt citat, hvor hun forsikrer om, at Snap ”tager journalisters deadline meget alvorligt og altid gør vores bedste for at svare rettidigt”. Hun beklager samtidig, at den konkrete sag var en undtagelse, fordi svaret ”ikke nåede frem til den tiltænkte modtager”.
Der er ikke kommet svar fra Meta inden for Journalistens frist. Journalisten har også for nylig forgæves forsøgt at få Metas kommentar til en anden historie.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.