Kunstig intelligens

Facebook lukker side med falske danske AI-nyheder, men på ét minut fandt vi to nye

Facebook-ejeren Meta svarer ikke på Journalistens spørgsmål om AI-medierne, der tager ophavsretsbeskyttet indhold fra danske medier og loader det direkte ind i Facebooks systemer.

En mand i Armenien har fået lukket Facebook-siden 'Dagens verden', som han gennem tyveri og AI-versionering af danske mediers indhold brugte til at sprede falske nyheder.

Det oplyser Facebook-ejeren Meta, der har fjernet siden, i et skriftligt svar til Journalisten.

Men det løser langt fra problemet, som minder lidt om muldvarpespillet i Tivoli, hvor der hele tiden dukker en ny muldvarp op, man skal slå ned med en gummihammer.

På bare ét minut kunne Journalisten fredag morgen finde to nye Facebook-sider, der med henholdsvis 11.000 følgere og 7.500 følgere spreder AI-genererede nyheder med billeder taget af danske fotografer loadet direkte ind i Facebooks platform.

Dertil ligner indholdet AI-versioneringer af danske mediers indhold.

Løgn om Janni Pedersens mand

Som Journalisten har afdækket, har tyveriet af blandt andet Billed Bladets indhold haft direkte konsekvenser for tv-vært og forfatter Janni Pedersen, som oplevede, at siden skabte løgnagtige historier om hendes mands sygdom.

Det opdagede hun ved, at helt almindelige danskere skrev ting som 'nyd den sidste tid sammen' til hende.

Her fortalte Janni Pedersen også, at hun forgæves forsøgte at få Facebook og Meta til at reagere på det falske indhold gennem de almindelige kanaler på Facebook, hvor man kan rapportere den slags.

Men først efter Journalistens henvendelse til Facebook er der altså sket noget. Meta har dog ikke svaret på den række spørgsmål, Journalisten har stillet til sagen.

Journalistens spørgsmål til Meta og Facebook

Journalisten har i flere dage forsøgt at få Facebook-ejeren Meta til at svare på en række spørgsmål, men har endnu ikke modtaget et svar på de konkrete spørgsmål.

Her er de spørgsmål, vi gerne vil have svar på:

• Hvorfor kan en tilfældig armensk mand systematisk uploade ophavsretsbeskyttede billeder fra danske medier direkte ind i Facebooks tjeneste i flere måneder uden konsekvenser?
• Hvorfor reageres der ikke, når Janni Pedersen klager til Facebook ved at anmelde indholdet?
• Hvorfor gør Facebook ikke mere for at opsøge og slette de her sites?
• Det her er kun et ud af mange eksempler vi kan finde på Facebook. Hvorfor tager I ikke ansvar for at fjerne den slags indhold?`
• Er det tilfredsstillende for Facebook som platform, at det tilsyneladende er så let at sprede falske nyheder, som får helt almindelige danskere til at tro på noget, der er forkert?
• Hvad har Facebook/Meta i støbeskeen for at forfølge dette problem?
• Hvad vil Meta/Facebook gøre, hvis medier i stedet begynder at rette økonomiske krav mod jer for disse systematiske brud på ophavsretten?

Journalisten forsøger også at få en kommentar fra tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, som sidder i Facebooks såkaldte tilsynsråd, der dømmer i sager om ytringsfrihed og indhold på Facebook og Instagram.

Kun toppen af isbjerget

Afdækningen af de udenlandske AI-medier kommer, i kølvandet af at Journalisten den seneste tid har sat fokus på det danske medienetværk MBDK, som ifølge eksperter formentlig bryder ophavsretten ved at AI-versionere indhold fra danske medier.

Afdækningen har blandt andet fået den nyvalgte kulturminister Zenia Stampe (R) til at kalde MBDK's praksis for ”tyveri”, og hun har gentaget sit budskab om, at rene AI-medier skal under politisk pres.

Men MBDK er på mange måder kun et symptom på et langt mere omfattende problem.

”Vi vil kun se det her accelerere,” sagde AI-ekspert og adjunkt Peder Hammerskov fra DMJX for nyligt til Journalisten.

Journalisten har gentaget forelæggelsen over for Facebook og Meta og anmodet om svar på vores spørgsmål. De er ikke vendt tilbage inden deadline.

0 Kommentarer

Læs også

Kunstig intelligens

Inde fra den røde cirkel krænkes danske mediers indhold systematisk - og Facebook gør ingenting

06. JULI 2026
Kunstig intelligens

Danskere skrev ”nyd den sidste tid sammen” til Janni Pedersen under falsk AI-nyhed

06. JULI 2026
Arbejdsliv

Mediedanmarks ”konkurskonge” er tilbage og får alle alarmklokker til at ringe

23. JUNI 2026