
”Der er virkelig mange kanaler,” siger Nikolaj Søndergaard om kommunikatørernes arbejdsområde. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kommunikatører bliver hele tiden mødt af krav om at påtage sig flere opgaver, og derfor er det ikke overraskende, at 40 procent af kommunikatørerne i en nordisk undersøgelse siger, at deres rolle generelt er blevet mere krævende det seneste år.
Der er ganske enkelt kommet flere kanaler og flere arbejdsopgaver, siger formand for kommunikationsmedlemmerne i DJ, Nikolaj Søndergaard.
”Det undrer mig ikke, at mange oplever, at kravene hele tiden vokser,” siger han om undersøgelsen ’State of Nordic PR and Communication’ lavet blandt 461 nordiske kommunikationsfolk i 2021 af Mynewsdesk.
Virkelig mange kanaler
For få år siden skulle mange kommunikationsfolk kun producere et trykt magasin, passe en hjemmeside og stå for pressearbejde.
Nu er der for eksempel også video, podcast, nyhedsbreve, Facebook, Instagram og Snapchat.
”Der er virkelig mange kanaler,” siger Nikolaj Søndergaard.
Oveni skal man eksempelvis også helst have forstand på søgemaskineoptimering og Google Adwords.
Den øgede arbejdsbyrde skyldes ikke corona, mener Nikolaj Søndergaard. Det er en glidende udvikling, der har fundet sted de seneste år, siger han.
”Eksperter” i kommunikation
Nikolaj Søndergaard siger, at det for mange kommunikatører er en stressfaktor, at ledelse og kolleger – uden en kommunikationsfaglig baggrund – tror, at de er eksperter i kommunikation. Derfor blander de sig i kommunikatørernes arbejde med mere eller mindre kvalificerede input.
”Arbejdspladsen vil gerne bruge kommunikatørens arbejdskraft, men man anerkender ikke fagligheden, fordi folk synes, at de selv er lige så gode til at kommunikere – måske synes de endda, at de er bedre. Det er noget af det, der kan være med til at skabe et pres og stress,” siger han.
Nikolaj Søndergaard er til daglig kommunikationsrådgiver i Fødevareforbundet NNF og understreger, at han som formand for DJ Kommunikation ikke har det fulde overblik over, hvilke udfordringer alle medlemmer har på deres arbejdspladser.
Men mange af tallene i den nordiske rapport vækker genklang.
For eksempel det udtalte ønske blandt kommunikatørerne om at blive mindre generalister og mere specialister. Dermed vil de kunne bruge mere tid på opgaver, de er bedst til.
Nikolaj Søndergaard tror ikke, at det går i den retning, og slet ikke for k-medlemmer på små arbejdspladser.
”Der skal de også kunne det hele i fremtiden,” siger Nikolaj Søndergaard.
Arbejder solen sort
I undersøgelsen svarer 64 procent, at de har for meget ansvar og for mange ansvarsområder.
Arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund Tom Hansen genkender billedet fra trivselssamtaler med DJ-medlemmer fra kommunikationsbranchen.
”De arbejder solen sort og bliver betragtet som kommunikationsautomater, som man bare kan trække noget ud af. Arbejdstiden er ofte flydende, og de forventes at stå til rådighed døgnet rundt,” siger Tom Hansen.
Undersøgelsen er lavet af United Minds for Mynewsdesk blandt 461 pr- og marketingprofessionelle, der arbejder i små og mellemstore virksomheder og bureauer i Norden.
Hvis du er bekymret for, at du er stresset, kan du teste dig selv med DJ’s stresstest her.
Har du oplevet stigende arbejdspres i kommunikationsbranchen de seneste år? Så hører vi gerne fra dig. Kontakt gerne Jakob Albrecht på jal@journalisten.dk – eller find en vejledning til at sende sikker post her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.