Engang var medie- og kommunikationsbranchen et mandefag. Men nu er der stort set lige mange mænd og kvinder i Dansk Journalistforbund. Spørgsmålet er, om der dermed også er kommet ligestilling mellem kønnene.

Journalisten spørger i anledning af kvindernes internationale kampdag seks fotografer, rådgivere, journalister og en enkelt Cavling-formand, om det går fremad med ligestillingen, og hvor der fortsat er kampe, der skal kæmpes.

Karen Bro, chefrådgiver hos Lederne og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet

Der mangler kvindelige chefer

Foto: Lederne Foto: Lederne

”Skoen trykker fortsat i forhold til andelen af kvinder i ledelse. I det øverste ledelseslag er det kun 14 procent, der er kvinder i det private erhvervsliv. Dér trykker skoen, og det skal vi have gjort noget ved i fællesskab.

Man kan se det i mit gamle hus, JP/Politikens Hus, hvor Marchen Neel Gjertsen er den første kvindelige chefredaktør, der sidder helt i toppen som ansvarshavende chefredaktør.

Jeg var den første, der blev chefredaktør på Ekstra Bladet, men jeg var nummer to. Og på Politiken har de ikke haft en kvinde som den øverste chefredaktør endnu.

Marchen er den første, og det er supergodt, fordi det er vigtigt med rollemodeller – men tænk sig, at det først sker nu. Måske er mediebranchen ikke så moderne, som vi selv tror.

Generelt duer det ikke, at det går så langsomt med at fremme ligestillingen i ledelseslaget, fordi virksomhederne går glip af en masse talent.

Den unge generation af mænd og kvinder kigger jo på, hvordan det ser ud med diversiteten, og hvad der er af karrieremuligheder, og det er et konkurrenceparameter, der heldigvis skubber på for at ændre billedet.”

 Camilla Søe, debattør og kommunikationsrådgiver

Vi pålægger stadig kvinderne, at de skal stå frem med deres metoo-historier

Foto: Søren Bidstrup/RitzauScanpix

”I medie- og kommunikationsbranchen var der i årevis nogle grænseoverskridende ronkedormænd, der kunne opretholde deres position og fortsætte deres adfærd på grund af nogle magtstrukturer.

I dag pålægger vi fortsat kvinderne et meget stort ansvar med, at de skal stå frem med deres version af historien, hvis de har oplevet metoo.

Jeg klapper først i mine hænder, når branchen bliver selvregulerende, så der ikke er behov for, at kvinder skal gå ud og dele deres vidnesbyrd.

Jeg har selv stået på siden af mange af de sager, der har været omtalt i medierne, og fælles for de kvinder er, at de ikke vågner om morgen og har lyst til at fælde en magtfuld mand. Men på et tidspunkt har følelsen af uretfærdighed tårnet sig så meget op, at de tænker, at den adfærd, de har oplevet, slutter hos dem.

Uagtet de kampe, der er med ligestillingen herhjemme, kan jeg ikke undgå at nævne situationen for kvinder i Iran, hvor de ikke må bestemme, hvordan de går klædt, eller hvad de må ytre sig om.

Det, der sker i Danmark på ligestillingsområdet, blegner i forhold til livet for kvinder i Iran.”

Marie Hald, fotograf

Der er kommet flere kvindelige fotografer

Foto: Johanna Sofie Sylvest

”Der er sket vildt meget i forholdet mellem mænd og kvinder, siden jeg begyndte som fotojournalist i 2013. Dengang var der nogle, der sagde, at kvindelige fotografer var ligesom mandlige frisører – de måtte helt sikkert være homoer. Det ville man ikke sige i dag, hvor det er meget mere almindeligt med kvindelige fotojournalister.

Tidligere hørte jeg også ofte mænd sige, at kvindelige fotografer ikke vidste noget om teknik. Hver gang jeg hørte det, måtte jeg ryste det af mig ved at tænke, at det ikke havde noget med mig at gøre.

Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg i dag har fået et navn, eller om det er, fordi jeg er blevet ældre, men jeg hører det heldigvis ikke længere.

De seneste år er der kommet flere kvindelige fotografer, redaktører og journalister. Det har åbnet branchen op, og det kan man også se på de billeder, der for eksempel vinder Årets Pressefoto.

Jeg var med i juryen, da Mathias Svold blev kåret til Årets Pressefotograf i 2019 for nogle billeder, som ikke var de klassiske old school reportagebilleder.

Det blev vi i juryen kritiseret meget for, men jeg kan se, at der siden er kommet en ny retning i fotografiet, som er mindre maskulin – hvis man kan bruge det ord – og hvor det ikke handler nær så meget om hardcore actionbilleder fra krigs- og kriseområder.”

Kirsten Moth, journalist på Helsingør Dagblad

Det er mærkeligt, at der er lønforskel, når vi laver præcis det samme

Foto: Lars Johannessen Foto: Lars Johannessen

”Jeg synes, det er et problem, at kvinder fortsat halter efter på lønnen. Jeg var selv tillidsrepræsentant i en årrække, og der fik jeg et indblik, hvor jeg kunne se, at det haltede med ligestillingen.

Lønforskellen var ikke voldsom, men den var til at få øje på – og det er jo lidt mærkeligt, når vi sidder og laver præcis det samme.

Jeg opfordrede de andre kvinder på arbejdspladsen til at skrue op for lyden, når de gik til lønforhandlinger.

Jeg tror, at kvinderne i min generation har været mere tilbageholdende, når vi forhandlede løn. Vi ville være sikre på, at vi kunne det, vi sagde, før vi stillede krav, mens vores mandlige kolleger var mere fremme i skoen og satsede hele butikken.

Hvis man ikke insisterer på at få mere i løn, sakker man bagud, også på ansvarsområder, og man risikerer at blive overset, når der fx er nyopslåede stillinger.

Jeg håber og tror, at mine yngre kvindelige kolleger er blevet bedre til det, det er i hvert fald min fornemmelse.”

Didde Elnif, formand for Cavlingkomiteen og journalistisk lektor på Center for Journalistik

Vi skal kigge på, hvordan det bliver rart at være kvinde i branchen

Foto: Privat Foto: Privatfoto

”Som Cavling-formand er jeg glad, fordi jeg kan se, at der bliver indstillet flere og flere kvinder. Når man tæller det op, er billedet et helt andet sammenlignet med for 15 år siden, så det er helt klart et fremskridt.

Men når man så kigger på Magisterbladets undersøgelse af brugen af ekspertkilder i mediebranchen, er det tydeligt, at der fortsat er åbenlyse problemer med at få en bedre balance.

Jeg tror, vi skal kigge på, hvordan det bliver rart at være kvinde i branchen, og tale om de ting, som måske er lidt mere diffuse.

Ellers risikerer vi, at der er opgaver, som vi forventer, at kvinder udfører: Lave kaffe, bage kage, planlægge og organisere, tage følsomme samtaler – fordi ”det er du jo så god til” – forskning viser, at det tager rigtig meget af kvinders tid, og det giver sjældent højere løn eller faglig anerkendelse.

Det kræver en helt anden fingerspitzgefühl at tale om – og det kræver, at lederen kan se, hvad der foregår mellem linjerne i det daglige.”

 Tilde Døssing, fotograf

Feminine værdier bliver ofte set som en svaghed

Foto: Magnus Hove

”Som fotograf møder jeg sommetider en retorik, der handler om, at man bare skal lære at løbe hurtigt og have spidse albuer. Men jeg tror ikke på den arbejdskultur.

Der er så meget retorik, der nedværdiger omsorg og sårbarhed og holder fast i fotografens heltestatur og individdyrkelse. Og der tror jeg bare, at følelser er det fineste, vi har, og navigerer vi efter dem, åbner vi også vores måde at se verden på. Det handler ikke om at have ret, men om at lytte og se, hvor forskelligt et liv kan se ud.

Vi har som mennesker ikke de samme muligheder, og hvis vi vil fotografere folk, der lever under helt andre forudsætninger, må vi også være bevidste om det øje, vi møder dem med.

Så jeg håber sådan, at vi værner om den sårbarhed, der følger med at åbne op og komme væk fra at være professionel, løbe hurtigst og fylde mest.

Jeg siger dette, fordi vi ofte forbinder feminine værdier med svaghed, og det at være følsom bliver til at handle irrationelt, men det er noget af det mest rationelle, jeg kan komme i tanke om.”