Digitale offentlige debatter

Hård tone på sociale medier får hver femte dansker til at holde sig ude af kommentarsporene

58 procent af danskerne blander sig ikke i debatterne på sociale medier. Især den hårde tone holder folk ude af debatterne, viser ny undersøgelse

Selv om langt de fleste danskere er på sociale medier, og selv om både politikere og civilsamfundsorganisationer i stort omfang er til stede på platformene, så er det kun et mindretal af danskerne, som blander sig i kommentarsporet.

Hele 58 procent af danskerne afholder sig nemlig fra at deltage i online debatter. Og hver femte peger på den hårde tone i kommentarfelterne som årsagen til deres tavshed.

Tallene stammer fra det nye Indeks for det danske digitale demokrati udarbejdet for Center for sociale medier, tech og demokrati under Digitaliseringsministeriet.

Hadefuldt indhold

  • 49 procent af danskerne svarer, at de oplever hadefuldt indhold online.
  • 66 procent er ”enige” eller ”delvist enige” i, at fjendtligt, hadefuldt og nedværdigende indhold på sociale medier udgør et stort demokratisk problem.
  • Kun 19 procent føler sig trygge ved at interagere med folk, som de er uenige med.

Kilde: ’Indeks for det danske digitale demokrati 2024’

I en pressemeddelelse udtaler digitaliseringsminister Caroline Stage, at det er vigtigt, at alle føler sig velkomne til at deltage i debatten på sociale medier, fordi en stor del af den demokratiske debat i dag udspiller sig der.

”Tidligere troede vi måske, at de sociale medier kunne blive en demokratisk løftestang. I dag kan vi se, at de i høj grad er blevet en megafon for de larmende få,” udtaler Caroline Stage.

I en rapport i marts kortlagde Analyse & Tal sammen med Trygfonden, at 1,5 procent af brugerne stod for 100 procent af angrebene på Facebook.

Mange skubbes ud af debatten

Mens 58 procent af danskerne altså helt afholder sig fra at deltage i samfundsdebatterne online, er det 19 procent, som gør det på daglig basis.

”Det peger på, at der er stemmer blandt befolkningen, som skubbes ud af den digitale demokratiske debat,” lyder det i rapporten, som også kalder på ”et sundere digitalt debatklima, som flere har lyst til at deltage i.”

Debatten er ulige fordelt

  • Debatten online koncentrerer sig om få meget aktive brugere, som opnår mange reaktioner, kommentarer og delinger.
  • Blandt politikere er det fx Lars Boje Mathiesen, Jakob Mark og Inter Støjberg.
  • Blandt interesseorganisationer er det fx Ældre Sagen, Danmarks Naturfredningsforening og Kræftens Bekæmpelse.

Kilde: ’Indeks for det danske digitale demokrati 2024’

Halvdelen møder hadefuldt inhold

Ifølge den nye undersøgelse udgør sproglige angreb på tværs af danske Facebook-sider og -profiler 2,3 procent. Men hele 49 procent af danskerne svarer, at de oplever hadefuldt indhold online.

Digitale nyhedsmedier

  • 48 procent af danskerne interagerer ”aldrig” med nyhedsmedierne på sociale medier.
  • 53 procent af danskerne har generelt tillid til troværdigheden af det danske nyhedsindhold, de møder digitalt.
  • Kun 26 procent er enige eller delvist enige i, at folk som dem repræsenteres i det digitale nyhedsindhold.

Kilde: ’Indeks for det danske digitale demokrati 2024’

Det nye ’Indeks for det danske digitale demokrati’ er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 6.320 danskere over 15 år og en digital undersøgelse af den danske digitale offentlighed. Det er udarbejdet af forskere fra Centre for Digital Citizenship på RUC og Digital Democracy Centre på SDU.

Misinformation

  • Opslag med links til misinformationskilder fylder 1 procent på tværs af danske Facebook-sider og -profiler.
  • 64 procent af danskerne er enige eller delvist enige i, at de ofte støder på misinformerende eller falsk indhold.
  • 74 procent af danskerne er enige eller delvist enige i, at misinformation på digitale platforme og sociale medier udgør et demokratisk problem.

Kilde: ’Indeks for det danske digitale demokrati 2024’

0 Kommentarer

Læs også

Sociale medier

Ny rapport: Mediernes Facebook-opslag er ikke bare opslag. De slår tonen an

03. MARTS 2025