Sikkerhed

Grønlandske journalister i opråb: Vi skal med i evakueringsplaner

Medarbejderne på de to grønlandske medier skal ikke arbejde i et miljø, hvor de er bange, lyder det i en udtalelse fra medlemmer af journalistsforbundets kreds i Grønland.

De grønlandske journalister, der dækkede den amerikanske præsident Donald Trumps ønsker og trusler om at overtage Grønland – eventuelt med militær magt – kunne ikke bare nøgternt dække den voldsomme udvikling.

De er også grønlændere og oplevede på nærmeste hold den angst og frygt, der hurtigt bredte sig i især Nuuk.

En angst og frygt, som det grønlandske selvstyre er nødt til at tage alvorligt, mener medieforbundet TP, Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikations kreds i Grønland. For journalisterne ved ikke, hvor de står i tilfælde af en eventuel invasion.

”Der bør oprettes et decideret nationalt beredskab, hvor medierne indgår som vigtige medspillere. Det handler ikke blot om information fra Naalakkersuisut (selvstyret, red.),” lyder det i en udtalelse fra medlemmerne af TP.

”Det handler om krisepsykologer, evakueringsplaner og redaktionelle forholdsregler under en evt. invasion eller kriser i al almindelighed,” fortsætter udtalelsen.

Går bange på arbejde

KNR er Grønlands public service-medie. De har ligesom DR en beredskabsforpligtelse og skal derfor sikre samfundsmæssig nyhedsformidling. Særligt KNR's radiokanal kan blive afgørende i tilfælde af strømnedbrud, ligesom KNR er forpligtet til at udsende beredskabsmeddelelser.

Men journalisterne på KNR ved – ligesom deres kollegaer på det private medie Sermitsiaq – ikke, hvor de står, hvis krisen for alvor rammer.

”Planerne bør være tilgængelige for medarbejderne, så de ikke går i uvished. Medarbejdere på medierne skal ikke arbejde i et miljø, hvor de er bange,” lyder det i udtalelsen fra TP's medlemmer.

Tema på faglig weekend

TP's ønske kommer, efter at kredsen i sommer har haft samlet sine medlemmer til en faglig weekend.

Temaet for den weekend var krisen om Grønland, der ikke kun psykisk, men også fagligt lagde et endnu større pres på de efterhånden hårdt prøvede medier i Grønland.

Ifølge en pressemeddelelse fra TP skabte situationen i januar frygt blandt medarbejderne på medierne, der følte sig uforberedte og hjælpeløse, blandt andet fordi de ikke ved, hvordan selvstyret vil håndtere dem som en del af beredskabet.

Derudover mener medlemmerne af TP, at de to grønlandske mediehuse, KNR og Sermitsiaq, i højere grad skal samarbejde i krisesituationer.

0 Kommentarer