Fra 2019 til 2023 blev kun 11 grønlandske studerende uddannet som bachelorer i journalistik på universitetet. Foto: Pressefoto/Ilisimatusarfik
Der mangler journalister i Grønland, og det er særligt de grønlandsksprogede journalister, der er mangel på.
Men det er ikke dette års studerende, der i de kommende år skal være med til at stoppe mediekrisen i Grønland.
Grønlands eneste universitet, Ilisimatusarfik, dropper nemlig at oprette et nyt hold på journalistuddannelsen i år, skriver Sermitsiaq.
Ifølge institutleder Annemette Nyborg Lauritsen var der kommet fire ansøgninger til uddannelsen, mens kun to takkede ja til en plads, og den ene af dem var i forvejen ansat i en fuldtidsstilling.
”Det er ikke forsvarligt at sætte så lille et hold i gang med en til to studerende,” siger Annemette Nyborg Lauritsen til Sermitsiaq.
Mangel på journalister
Det er ikke, fordi universitetet har en minimumsgrænse for, hvor mange studerende der skal være på et hold. Universitetet er da også vant til ganske små journalisthold.
Fra 2019 til 2023 blev kun 11 grønlandske studerende uddannet som bachelorer i journalistik på universitetet.
Samtidig står den grønlandske public service-station KNR i en gevaldig krise og kan simpelthen ikke tiltrække nok grønlandsksprogede journalister.
”Vi mener, at det er vigtigt, at der er grønlandsksprogede journalister. Så vi er meget kede af, at vi ikke kan sætte det i gang,” siger Annemette Nyborg Lauritsen til Sermitsiaq.
Ville sikre de næste generationer
Institutlederen kan ikke pege på en forklaring på, hvorfor så få har søgt ind på journalistuddannelsen. Men universitetet vil nu undersøge, hvordan uddannelsen kan gøres mere attraktiv.
Det er ellers kun to år siden, at Ilisimatusarfik iværksatte en evaluering af sin journalistuddannelse. Målet var at sikre en uddannelse af højeste kvalitet og fortsat at kunne ”uddanne de næste generationer af dygtige og indflydelsesrige journalister”, lød det dengang.
Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikations kreds i Grønland advarede tidligere på året om, at Grønland står i en demokratisk krise på grund af manglen på journalister.
På det tidspunkt var Sermitsiaq, KNR, Unesco og DJ gået sammen om en fokuseret indsats for at få flere til at få øjnene op for faget og iværksatte et akut talentprogram.
”De grønlandske politikere har gennem årtiers valgkampagner talt om at investere i den demokratiske infrastruktur. Men så snart valgkampene er overstået, bliver pengene brugt andre steder. Det har resulteret i, at hele landet ud over Nuuk i danske standarder ville betegnes som arktiske nyhedsørkener,” skrev kredsen i et debatindlæg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.