Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er en velkendt udfordring, at der er for få grønlandsktalende journalister i Grønland.
Men nu vil et intenst talentforløb på seks måneder give fem til syv udvalgte grønlændere de fornødne journalistiske redskaber for at afhjælpe problemet.
Det oplyser Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ) i en pressemeddelelse.
Samarbejde med lokale medier
Konkret er det akutte talentforløb blevet til i et samarbejde mellem DJ-kredsen i Grønland, TP, og de grønlandske medier Sermitsiaq og KNR. Derudover bidrager Unesco og IMS.
”Vi har lagt en plan både med et akut talentforløb, sikring af mere journalistik fra byer og bosteder uden for Nuuk, og et fokus på at bekæmpe den desinformation, som breder sig,” udtaler Arnaq Nielsen, formand for TP, i pressemeddelelsen.
Talentforløbet går i gang til september og gennemføres af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i et samarbejde med de grønlandske medier og organisationer. Desuden vil projektet lave målrettet støtte til lokal journalistik og undervise konkret i bekæmpelse af dis- og misinformation.
Pres på Grønland
Det er særligt relevant i en tid, hvor USA og andre stormagter lægger pres på Grønland og den grønlandske befolkning. Det pres understreger, at der er brug for nyhedsmedier og kritisk journalistik, mener DJ-forperson Allan Boye Thulstrup:
”Vi har længe talt om mangel på grønlandske journalister, men den aktuelle situation med pres fra USA har kun gjort det endnu tydeligere, hvorfor det er så kritisk. Kvalitet i nyhedsdækningen er et afgørende led i vores fælles forsvar. Derfor vil jeg også opfordre regeringerne i både Danmark og Grønland til at bidrage til langsigtede tiltag for stærke medier,” udtaler han i pressemeddelelsen.
Projektet støttes økonomisk af Oak Foundation Denmark og Politiken-Fonden. Ifølge pressemeddelelsen søger parterne fortsat midler for at kunne rulle planen fuldt ud samt at kunne fortsætte i en langsigtet strategi.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.