Besparelser

Fyringsrunde i Story House Egmont koster tre DJ-medlemmer jobbet

Det er kun tre måneder siden, at Story House Egmont sidst blev ramt af en fyringsrunde

På grund af forventede stigende udgifter til papir, tryk og distribution næste år har tre DJ-medlemmer i Story House Egmont i dag fået at vide, at de er afskediget.

Det drejer sig om en journalist på henholdsvis alt.dk, Ugebladet Hjemmet og ALT for Damerne.

I alt er 11 medarbejdere ramt af fyringsrunden.

Fællestillidsrepræsentant for DJ-medlemmerne i Egmont Kim Blikdal siger, at det ikke er lang tid siden, at Story House Egmont sidst blev ramt af fyringer. For kun tre måneder siden blev 10 stillinger i Story House Egmont nedlagt, og fem redaktionelle medarbejdere afskediget.

”Vi er endnu en gang chokerede, fordi vi allerede sidste gang oplevede, at der blev skåret ind til benet. Men ledelsen mener, at det er nødvendigt på grund af de stigende priser og faldende oplag,” siger Kim Blikdal.

Kim Blikdal siger om den aktuelle fyringsrunde, at medarbejderne ikke er blevet tilbudt frivillige fratrædelser for at nå sparemålet, og at fyringerne er ”definitive”.

Besparelserne betyder, at en direktørstilling i Global Supply bliver nedlagt, mens ugebladsdirektør og chefredaktør Marianne Gram overtager jobbet som magasindirektør, efter at Tina Nikolajsen stoppede for nylig.

På et medarbejdermøde torsdag vil ledelsen forklare medarbejderne mere om baggrunden for besparelserne.

Fyringerne kommer i kølvandet på fyringer i Aller Media, JP/Politikens Hus og Det Nordjyske Mediehus, hvor begrundelsen også var stigende udgifter. På Sjællandske Medier tog 11 journalister i september imod en frivillig fratrædelse.

0 Kommentarer