Besparelser

Fyringsrunde i midtjysk mediehus: ”Det er rigtig mange. Det er voldsomt”

Hver 10. redaktionelle medarbejder i Midtjyllands Mediehus stopper som følge af en sparerunde

Det har været 14 hårde dage for medarbejderne i Midtjyllands Mediehus, der for to uger siden fik at vide, at der skulle skæres omkring 10 procent af de redaktionelle medarbejdere fra.

Det fortæller tillidsrepræsentant Niels R. Hansen på Midtjyllands Avis, efter at de sidste kolleger i går fik vished om deres fremtid.

I alt seks journalister og fotografer fratræder på tværs af mediehusets tre udgivelser, der tæller Herning Folkeblad, Midtjyllands Avis i Silkeborg og Skive Folkeblad.

To journalister og to fotografer er blevet afskediget, og to journalister har fået en frivillig fratrædelse. Derudover bliver en ledig stilling ikke slået op igen.

Og det er et antal, der er til at føle på. Ifølge Niels R. Hansen er der lige i omegnen af 60 DJ-medlemmer ansat i Mediehusene Midtjylland, så det er hver 10. kollega, der forsvinder.

På Midtjyllands Avis er der indgået en fratrædelsesaftale, og så fik to medarbejdere i onsdags at vide, at de skal afskediges.

”Det er rigtig mange. Det er voldsomt. Det er første gang, jeg har oplevet så voldsom en sparerunde i den tid, jeg har været ansat på Midtjyllands Avis, hvilket er på den anden side af 25 år,” siger Niels R. Hansen.

Hårde 14 dage

Der har været 14 dages forhandlinger om afskedigelser og fratrædelser, og de har været svære at håndtere. Ikke mindst på dagen, hvor afskedigelserne blev meldt ud, var kollegerne tydeligt mærket.

”Det har været hårdt for mine kolleger at gå i den uvished i mange dage,” siger Niels R. Hansen og tilføjer:

”Samtidig har jeg understreget over for kollegerne, at det er vigtigt med de 14 dage, for i løbet af dem var der flere, der kom hen til mig og bragte sig selv i spil for at kunne redde en kollega. Det gør man jo kun, fordi man har 14 dage til at overveje den mulighed.”

Alex Nielsen, administrerende direktør i mediehuset, oplyser til MediaWatch, at der også er sket opsigelser andre steder i organisationen, både i den kommercielle afdeling og i backend-funktioner.

Sparerunden er udløst af, at Mediehusene Midtjylland oplever et fald i annonceomsætningen.

”De lokale annoncører er presset af den økonomiske situation. Derudover har vi set et større frafald af abonnenter, og samtidig står vi i en situation, hvor vores omkostninger har været stærkt stigende på papir, distribution og energi,” siger Alex Nielsen til MediaWatch.

Er gået fri indtil nu

Det er lang tid siden, at Mediehusene Midtjylland har været igennem en større sparerunde, og flere medarbejdere har skullet opsiges.

”Vi har været forskånet, i forhold til hvad de har oplevet på for eksempel Nordjyske og i JFM,” konstaterer Niels R. Hansen.

Han er ikke i tvivl om, at det også vil kunne mærkes i dagligdagen, at hver tiende redaktionelle stilling mangler.

”Nu forestår der også et arbejde for ledelsen i at finde ud af, hvad det er for prioriteringer, der skal være i fremtiden. Det er ledelsen klar over og indstillet på,” siger Niels R. Hansen.

Det er dog en ringe trøst for medarbejderne lige nu.

”Der skal lige ro på, for at vi kan sunde os. Ikke mindst fordi det er mange, mange år siden, vi har oplevet en sparerunde. Det har været voldsomt for mine kolleger. Så der går virkelig lidt tid, før der falder ro på,” siger tillidsrepræsentanten.

 

0 Kommentarer

Læs også

Besparelser

Seks redaktionelle medarbejdere fratræder i sparerunde i Midtjylland

24. FEBRUAR 2023